Barselsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af barselsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel

Lov nr. 566 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 27. februar 2024

Kapitel 3 1 Ophold og beskatning her i landet
§ 3

Retten til barselsdagpenge er betinget af, at personen ved fraværsperiodens begyndelse har lovligt ophold her i landet eller efter EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger, er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Stk. 2 Barselsdagpenge kan dog udbetales under ophold i udlandet til en person, der er udsendt af en arbejdsgiver med hjemsted her i landet til beskæftigelse i højst 1 år i udlandet, når den udsendtes indkomst kan beskattes i Danmark.

Stk. 3 Barselsdagpenge kan endvidere udbetales til en person, der ved fraværsperiodens begyndelse opholder sig i udlandet i en periode, som der efter § 27, stk. 3, eller § 28, stk. 2, ses bort fra ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt.

Stk. 4 Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til barselsdagpenge, selv om de ikke har ophold her i landet.

Stk. 5 En person, der ved starten af en fraværsperiode er berettiget til barselsdagpenge i overensstemmelse med stk. 1-4, bevarer retten til barselsdagpenge for den resterende del af denne periode, uanset hvor personen opholder sig.

§ 4

Retten til barselsdagpenge er betinget af, at den indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget efter kapitel 8, kan beskattes i Danmark.

Stk. 2 Barselsdagpenge kan dog udbetales til personer, hvis indkomst ikke er omfattet af stk. 1, når

  • 1) indkomsten kan beskattes på Færøerne eller i Grønland og

  • 2) de pågældende ikke har eller ikke længere har ret til barselsdagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt efter lovgivningen for Færøerne og Grønland og de pågældende i øvrigt enten har ophold her i landet eller har ophold i Grønland eller på Færøerne og indtægten er erhvervet ved beskæftigelse her i landet eller på dansk skib.

Stk. 3 Personer, der efter EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til barselsdagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 4 Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til barselsdagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 5 Får en person, der har ret til barselsdagpenge efter denne lov, udbetalt løn fra en udenlandsk arbejdsgiver i forbindelse med graviditet, fødsel, adoption og sorgorlov og ved pasning af alvorligt syge børn, har arbejdsgiveren ret til refusion af barselsdagpenge, jf. § 39.

§ 5

Personer med ophold her i landet eller indkomst omfattet af § 4, stk. 1, kan ikke opnå barselsdagpenge, hvis de efter et andet lands lovgivning eller efter lovgivningen for Færøerne eller Grønland har ret til dagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt eller de efter EF-forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger er omfattet af en anden medlemsstats lovgivning om social sikring.