ATP-loven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af aTP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedets tillægspension

Lov nr. 46 af 07. marts 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1569 af 15. december 2015, lov nr. 395 af 02. maj 2016, lov nr. 626 af 08. juni 2016, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 1547 af 19. december 2017, lov nr. 442 af 08. maj 2018, lov nr. 706 af 08. juni 2018, lov nr. 1701 af 27. december 2018, lov nr. 339 af 02. april 2019, lov nr. 369 af 09. april 2019, lov nr. 551 af 07. maj 2019, lov nr. 552 af 07. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov nr. 1557 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020, lov nr. 1223 af 21. august 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 1159 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1562 af 12. december 2023

Kapitel 7 Administration
§ 20

Arbejdsmarkedets Tillægspension ledes af et repræsentantskab, en bestyrelse og en direktør.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren fastsætter vedtægterne for Arbejdsmarkedets Tillægspension. Bekendtgørelse om vedtægter for Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 21

Repræsentantskabet består af 15 arbejdsgiverrepræsentanter og 15 lønmodtagerrepræsentanter samt en formand.

Stk. 2 Arbejdsgiverrepræsentanterne udpeges således, jf. § 25:

  • 1) 10 efter indstilling af Dansk Arbejdsgiverforening.

  • 2) 1 efter indstilling af finansministeren.

  • 3) 1 efter indstilling af Danske Regioner.

  • 4) 2 efter indstilling af Kommunernes Landsforening.

  • 5) 1 efter indstilling af Finanssektorens Arbejdsgiverforening.

Stk. 3 Lønmodtagerrepræsentanterne udpeges således, jf. § 25:

  • 1) 13 efter indstilling fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

  • 2) 1 efter indstilling fra Ledernes Hovedorganisation.

  • 3) 1 efter indstilling af Akademikernes Centralorganisation.

Stk. 4 Repræsentantskabet udnævner selv sin formand, som ikke må have tilknytning til nogen arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisation.

Stk. 5 Repræsentantskabets medlemmer udpeges for 3 år ad gangen, jf. dog § 42. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til periodens udløb. Genudpegning kan finde sted.

§ 22

Repræsentantskabet skal have forelagt årsrapporten til godkendelse og behandle de sager, som bestyrelsen eller mindst 4 bestyrelsesmedlemmer måtte ønske at forelægge for repræsentantskabet.

Stk. 2 Repræsentantskabet afholder møde én gang årligt samt i øvrigt, når bestyrelsen eller mindst 4 bestyrelsesmedlemmer eller 10 medlemmer af repræsentantskabet måtte ønske det.

§ 23

Bestyrelsen består af formanden for repræsentantskabet som formand og 12 andre medlemmer, der vælges blandt repræsentantskabets medlemmer, og som udpeges således, jf. § 25:

  • 1) 4 efter indstilling af Dansk Arbejdsgiverforening.

  • 2) 1 efter indstilling af Danske Regioner og Kommunernes Landsforening i fællesskab.

  • 3) 1 efter indstilling af finansministeren.

  • 4) 3 efter indstilling af Fagbevægelsens Hovedorganisation.

  • 5) 2 efter indstilling af repræsentantskabets lønmodtagerrepræsentanter repræsenterende lønmodtagere ansat i stat og kommuner.

  • 6) 1 efter indstilling af Fagbevægelsens Hovedorganisation og Ledernes Hovedorganisation i fællesskab.

Stk. 2 Bestyrelsens medlemmer udpeges for 3 år ad gangen. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den kun til udløb af funktionsperioden i repræsentantskabet. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3 Bestyrelsen skal lede administrationen af Arbejdsmarkedets Tillægspension i overensstemmelse med reglerne i denne lov og det anmeldte pensions- og hensættelsesgrundlag efter §§ 18 og 19.

Stk. 4 Bestyrelsen kan tillade direktøren at sælge administrative ydelser til et datterselskab, der er oprettet efter § 26 b, stk. 1 og 2. Salget skal ske efter tilsvarende regler, som gælder for indtægtsdækket virksomhed i statsinstitutioner under finansloven. Denne virksomhed skal regnskabsmæssigt være adskilt fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions øvrige regnskab. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkår og tilsyn.

Stk. 5 Bestyrelsen kan tillade direktøren at sælge administrative ydelser til en dattervirksomhed, der er oprettet efter § 26 b, stk. 3 og 5, bortset fra administrative ydelser til dattervirksomheder, der driver penge- eller realkreditinstitutvirksomhed. Ydelserne leveres i henhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår.

Stk. 6 Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

Stk. 7 Bestyrelsen skal

  • 1) identificere og kvantificere de væsentlige risici og fastlægge en risikoprofil, herunder fastsætte hvilke og hvor store risici Arbejdsmarkedets Tillægspension må påtage sig, og

  • 2) fastlægge politikker for, hvorledes Arbejdsmarkedets Tillægspension skal styre hver af Arbejdsmarkedets Tillægspensions væsentlige aktiviteter og de risici, der er knyttet hertil, under hensyntagen til samspillet mellem disse.

Stk. 8 På grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker skal bestyrelsen give direktøren skriftlige retningslinjer, der som minimum skal indeholde

  • 1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici direktøren må påføre Arbejdsmarkedets Tillægspension,

  • 2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper,

  • 3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktøren kan foretage som led i sin stilling, og

  • 4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktøren skal rapportere til bestyrelsen om Arbejdsmarkedets Tillægspensions risici, herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for direktøren og om overholdelse af de grænser, der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension må påtage sig.

Stk. 9 Bestyrelsen skal løbende tage stilling til, om risikoprofil og politikker samt retningslinjerne for direktøren er forsvarlige i forhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, samt de markedsforhold, som aktiviteterne drives under.

Stk. 10 Bestyrelsen skal løbende vurdere, om direktøren varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktøren. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.

Stk. 11 Bestyrelsen ansætter direktøren og andet ledende personale.

Stk. 12 Finanstilsynet fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension i medfør af stk. 7-10. Bekendtgørelse om ledelse og styring af Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 23a

Et medlem af bestyrelsen eller direktøren i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller varetage sin stilling.

Stk. 2 Et medlem af bestyrelsen eller direktøren skal opfylde følgende:

  • 1) Må ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar for overtrædelse af denne lov, straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

  • 2) Må ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.

  • 3) Må ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som vedkommende ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, have påført eller påføre Arbejdsmarkedets Tillægspension tab eller risiko for tab.

  • 4) Må ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om et medlem af bestyrelsen eller direktionen udviser eller har udvist en uforsvarlig adfærd, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.

Stk. 3 Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller stillingen som direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1 og 2. Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 4 Vurderer Finanstilsynet, at personen ikke opfylder kravene i stk. 2, skal afgørelsens varighed fremgå af afgørelsen.

Stk. 5 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til stillingen som direktør, træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.

Stk. 6 Medlemmerne af bestyrelsen og direktøren skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 og 2 i forbindelse med deres indtræden i Arbejdsmarkedets Tillægspensions ledelse og om forhold som nævnt i stk. 2, hvis forholdene efterfølgende ændres.

Stk. 7 Bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal som led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 23 b, stk. 1, identificere selskabets nøglepersoner og underrette Finanstilsynet herom.

Stk. 8 Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse for ansatte, der er identificeret som nøglepersoner efter stk. 7.

§ 23b

I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation (LBK nr 1110 af 10/10/2014) er teksten i nr. 3 og 4 i §23b, stk. 1 ved en fejl blevet lagt sammen i nr. 3. Der er også fejlagtigt skrevet "skrifteligt" i stedet for "skriftligt" i nr. 9 (som altså på grund af førnævnte fejl er nr. 8 i LBK 1110).
Se §8, nr. 2 i LOV nr 1556 af 21/12/2010 og §15, nr. 1 i LOV nr 268 af 25/03/2014, der begge ændrer §23b.
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have effektive former for virksomhedsstyring, herunder

  • 1) en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling,

  • 2) en god administrativ og regnskabsmæssig praksis,

  • 3) skriftlige forretningsgange for alle de væsentlige aktivitetsområder,

  • 4) effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension er eller kan blive udsat for,

  • 5) de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter efter denne lov, og en hensigtsmæssig anvendelse af disse,

  • 6) procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter,

  • 7) fyldestgørende interne kontrolprocedurer,

  • 8) betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området og

  • 9) en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Stk. 2 Finanstilsynet fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren nærmere regler om de foranstaltninger, Arbejdsmarkedets Tillægspension skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring, jf. stk. 1. Bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i Arbejdsmarkedets Tillægspension Bekendtgørelse om ledelse og styring af Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 23c

Arbejdsmarkedets Tillægspension kan outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som er underlagt Finanstilsynets tilsyn, og som Arbejdsmarkedets Tillægspension ellers selv ville udføre, til en leverandør.

Stk. 2 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal sikre, at outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter ikke foregår på en måde, der kan

  • 1) medføre en væsentlig forringelse af kvaliteten af ledelsessystemet i Arbejdsmarkedets Tillægspension,

  • 2) medføre en unødig forøgelse af den operationelle risiko,

  • 3) forringe tilsynsmyndighedernes mulighed for at kontrollere, at Arbejdsmarkedets Tillægspension overholder sine forpligtelser, eller

  • 4) være til hinder for, at Arbejdsmarkedets Tillægspension til enhver tid kan tilbyde sine medlemmer en tilfredsstillende service.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal underrette Finanstilsynet i forbindelse med indgåelse af aftale om outsourcing af kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal endvidere underrette Finanstilsynet om væsentlige forandringer i de funktioner eller aktiviteter, der er nævnt i 1. pkt.

Stk. 4 Arbejdsmarkedets Tillægspension er ansvarlig for samtlige outsourcede funktioner eller aktiviteter.

Stk. 5 Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at Arbejdsmarkedets Tillægspensions outsourcing skal bringes til ophør inden for en af Finanstilsynet nærmere fastsat frist, hvis outsourcingkontrakten eller dennes parter ikke opfylder reglerne i denne bestemmelse eller regler fastsat i medfør af stk. 6.

Stk. 6 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om outsourcing vedrørende

  • 1) Arbejdsmarkedets Tillægspensions ansvar og kontrol med en leverandør, herunder leverandørens videreoutsourcing,

  • 2) Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne retningslinjer for outsourcing og

  • 3) krav, som Arbejdsmarkedets Tillægspension som minimum skal sikre at leverandører til enhver tid skal opfylde, og som skal være aftalt i outsourcingkontrakten.

§ 24

Direktøren forestår den daglige administration af Arbejdsmarkedets Tillægspension under ansvar over for bestyrelsen.

§ 24a

Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension skal ansætte en ansvarshavende aktuar, der skal varetage de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen som medlem af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller som direktør.

Stk. 2 Når en ansvarshavende aktuar afskediges eller fratræder, skal bestyrelsen og aktuaren senest 1 måned efter fratrædelsen sende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden herfor.

Stk. 3 Den ansvarshavende aktuar skal påse, at Arbejdsmarkedets Tillægspension overholder det anmeldte pensions- og hensættelsesgrundlag, herunder at pensions- og hensættelsesgrundlaget til enhver tid er i overensstemmelse med de i §§ 18 og 19 nævnte krav. Den ansvarshavende aktuar skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæssige indhold i Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter og materiale i øvrigt.

Stk. 4 Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 3 nævnte forhold til Finanstilsynet. Den ansvarshavende aktuar har ret til af direktøren at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions økonomiske stilling.

Stk. 5 Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet. Denne beretning skal indeholde en aktuarmæssig opgørelse af status i Arbejdsmarkedets Tillægspension i overensstemmelse med det anmeldte hensættelsesgrundlag.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-5 nævnte forhold, herunder om de krav, en person skal opfylde for at kunne blive ansat som ansvarshavende aktuar. Bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar i Arbejdsmarkedets Tillægspension

Stk. 7 Den ansvarshavende aktuar kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. Den ansvarshavende aktuar har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden beslutning.

Stk. 8 Den ansvarshavende aktuar har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.

§ 24b

Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension, og ansatte, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og Arbejdsmarkedets Tillægspensions interesser, må ikke for egen regning eller gennem selskaber, de kontrollerer,

  • 1) optage lån eller trække på allerede bevilgede kreditter til køb af værdipapirer, når de købte værdipapirer stilles til sikkerhed for lånet eller kreditten,

  • 2) erhverve, udstede eller handle med afledte finansielle instrumenter, medmindre formålet er risikoafdækning,

  • 3) erhverve kapitalandele, bortset fra andele i danske UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v., med henblik på salg af disse tidligere end 6 måneder efter erhvervelsen eller

  • 4) erhverve positioner i fremmed valuta bortset fra euro, når positionstagningen sker med henblik på andet end betaling for køb af værdipapirer, varer, tjenesteydelser, køb eller drift af fast ejendom eller til brug for rejser.

Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte personkreds må ikke erhverve kapitalandele i selskaber, der udøver virksomhed som nævnt i stk. 1, nr. 1-4. Dette gælder dog ikke køb af aktier i pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber samt andele i danske UCITS, kapitalforeninger og udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 143, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.

Stk. 3 Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og Arbejdsmarkedets Tillægspensions interesser, og som derfor skal være omfattet af forbuddet. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. Straffebestemmelsen i § 32 a finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget information herom.

Stk. 4 Bestyrelsen skal for personer omfattet af stk. 1 udarbejde retningslinjer for kontrol med overholdelse af forbuddet i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., herunder om indberetning af formuedispositioner.

Stk. 5 Den eksterne revision skal én gang om året gennemgå Arbejdsmarkedets Tillægspensions retningslinjer efter stk. 4 og i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten oplyse, om retningslinjerne vurderes at være betryggende og have fungeret hensigtsmæssigt, og om Arbejdsmarkedets Tillægspensions kontrolprocedurer har givet anledning til bemærkninger.

Stk. 6 Et kontoførende institut har på anmodning fra bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension pligt til at give Arbejdsmarkedets Tillægspensions eksterne revision adgang til oplysninger om konti og depoter samt til at udlevere udskrifter derfra for personer omfattet af stk. 1.

Stk. 7 Forbuddet i stk. 1, nr. 2, omfatter ikke finansielle instrumenter, der er afledt af aktier i en virksomhed, der er koncernforbundet med Arbejdsmarkedets Tillægspension, og som den pågældende modtager som led i sin aflønning.

Stk. 8 Forbuddet i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke lån til køb af medarbejderaktier samt de i stk. 7 nævnte instrumenter.

Stk. 9 De interne revisions- og vicerevisionschefer må uanset stk. 1-8 ikke have økonomiske interesser i virksomheder, der er koncernforbundet med Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 24c

Arbejdsmarkedets Tillægspension må ikke indgå engagementer med repræsentantskabs- og bestyrelsesmedlemmer, direktøren, ansatte i tillægspensionsordningen, tillægspensionsordningens eksterne revisorer eller de interne revisions- og vicerevisionschefer.

Stk. 2 Uden bestyrelsens godkendelse, der skal indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol, må Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke bevilge engagement til eller modtage sikkerhedsstillelse fra virksomheder, hvori bestyrelsesmedlemmer eller personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension, er direktører eller bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3 De i stk. 2 nævnte engagementer skal bevilges i henhold til Arbejdsmarkedets Tillægspensions sædvanlige forretningsbetingelser og på markedsbaserede vilkår. Tillægspensionsordningens valgte revision skal i revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt kravene i 1. pkt. er opfyldt.

Stk. 4 Direktøren og bestyrelsen skal i særlig grad overvåge forsvarligheden og forløbet af de i stk. 2 nævnte engagementer.

Stk. 5 Reglerne i stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 gælder også engagementer med selskaber, hvori personer, der er knyttet til direktøren ved ægteskab, samliv i mindst 2 år, slægts- eller svogerskab i ret op- eller nedstigende linje eller som søskende, er direktører.

§ 24d

Personer, der ifølge lov eller vedtægtsbestemmelse er ansat af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension, kan ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. dog § 25 p, stk. 8 og 9.

Stk. 2 Andre ansatte i Arbejdsmarkedets Tillægspension, for hvilke der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og Arbejdsmarkedets Tillægspensions interesser, kan ikke uden direktørens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end Arbejdsmarkedets Tillægspension. Bestyrelsen skal orienteres om tilladelser givet af direktøren.

Stk. 3 Bestyrelsen skal tage stilling til, for hvilke ansatte der er en væsentlig risiko for konflikter mellem egne og Arbejdsmarkedets Tillægspensions interesser, og som derfor skal have direktørens tilladelse, jf. stk. 2. Bestyrelsen skal sikre, at de pågældende er vidende herom. Straffebestemmelsen i § 32 a finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den pågældende har modtaget information herom.

Stk. 4 Den i stk. 1 og 2 nævnte virksomhed kan kun bestrides, såfremt Arbejdsmarkedets Tillægspension eller virksomheder, der indgår i koncern med Arbejdsmarkedets Tillægspension, ikke har eller indgår engagementer med de i stk. 1 og 2 nævnte erhvervsvirksomheder eller virksomheder, der indgår i koncern med disse virksomheder. Undtaget herfra er engagementer i form af kapitalandele, engagementer med de i stk. 5 og 6 nævnte virksomheder samt engagementer med erhvervsvirksomheder, der indgår i koncern med Arbejdsmarkedets Tillægspension, eller erhvervsvirksomheder, hvor Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller finansielle virksomheder i fællesskab eller sammen med fonde og foreninger oprettet i henhold til §§ 207 og 214 og § 215, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed ejer mere end 4/5 af kapitalandelene.

Stk. 5 Det i stk. 4 anførte engagementsforbud finder ikke anvendelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelserne for Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Udviklingsfinansiering A/S, BSU-fonden, LR Realkredit A/S, Bornholms Erhvervsfond, Grønlandsbanken A/S, Kongeriget Danmarks Fiskeribank, fondsbørser, autoriserede markedspladser, clearingcentraler, værdipapircentraler, OMX AB, OMX Exchanges Oy, Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Industrialiseringsfonden for Østlandene (IFØ).

Stk. 6 Det i stk. 4 anførte engagementsforbud finder ikke anvendelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelsen for en virksomhed, som midlertidigt drives af Arbejdsmarkedets Tillægspension i medfør af § 26 c, stk. 3, til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer.

Stk. 7 Samtlige tilladelser givet af bestyrelsen i medfør af stk. 1 skal fremgå af bestyrelsens forhandlingsprotokol.

Stk. 8 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om de hverv, som bestyrelsen har godkendt i henhold til stk. 1. Endvidere skal den eksterne revision i revisionsprotokollatet vedrørende årsrapporten afgive erklæring om, hvorvidt Arbejdsmarkedets Tillægspension har engagement med erhvervsvirksomheder omfattet af stk. 1 og 2.

Stk. 9 Uanset stk. 1 kan den interne revision udføre interne revisionsopgaver i ordninger og virksomheder, som administreres af Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til anden lovgivning eller aftale, uden bestyrelsens tilladelse.

Stk. 10 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 4.

§ 24e

Reglerne om koncernrepræsentation i selskabsloven gælder ikke for medarbejdere i virksomheder, gennem hvilke Arbejdsmarkedets Tillægspension midlertidigt driver anden virksomhed i henhold til denne lov.

§ 24g

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have en ordning, hvor dets ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af virksomheden, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i virksomheden. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension har fulgt op på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.

Stk. 2 Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.

§ 24h

Arbejdsmarkedets Tillægspension må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet virksomhedens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en ordning i virksomheden. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 2 Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte eller tidligere ansatte.

§ 24i

Indgår en ansat eller en tidligere ansat og Arbejdsmarkedets Tillægspension en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder.

Stk. 2 Uanset stk. 1 er den ansatte eller tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte og Arbejdsmarkedets Tillægspension. Det samme gælder indberetninger til ordninger efter § 24 g.

§ 24j

Ved fratrædelsesgodtgørelse forstås enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke

  • 1) udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden

  • 2) udgør rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller

  • 3) følger af præceptiv lovgivning.

§ 24k

Erhvervsministeren kan efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om pligten til at offentliggøre oplysninger om aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik, vederlagsrapport og aflønning af repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.

§ 24l

Indgår Arbejdsmarkedets Tillægspension en aftale om en fratrædelsesordning med direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, og overstiger værdien af ordningen et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste 2 regnskabsår inklusive pension, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, og en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Stk. 2 Offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside på samme sted, som Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønpolitik er offentliggjort, og skal ske, hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået. Oplysningerne om direktørens eller et medlem af den finansielle ledelses fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

§ 24m

Løn i en aftalt opsigelsesperiode til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden.

§ 24n

En fratrædelsesgodtgørelse til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Stk. 2 En fratrædelsesgodtgørelse skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Stk. 3 Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen kan tidligst begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er fuldt udbetalt.

Stk. 4 Bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis virksomheden sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 5 Bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvis, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

§ 24o

§§ 24 l-24 n kan ikke fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til direktøren eller et medlem af den finansielle ledelse i Arbejdsmarkedets Tillægspension, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

§ 25

Repræsentantskabet og bestyrelsen bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder.

Stk. 2 Når der skal indstilles medlemmer efter § 21, stk. 2 og 3, og § 23, stk. 1, skal der indstilles både en mand og en kvinde. Hvis der skal indstilles flere medlemmer, skal der indstilles lige mange mænd og kvinder. Skal der indstilles et ulige antal, skal der indstilles én mere af det ene køn end af det andet. Organisationerne angiver i deres indstillinger, hvem de foretrækker, og beskæftigelsesministeren skal følge denne indstilling, medmindre repræsentantskabet eller bestyrelsen derved ville få en kønsmæssigt skæv sammensætning. I så fald er beskæftigelsesministeren berettiget til blandt de indstillede at udpege andre, således at repræsentantskabet og bestyrelsen så vidt muligt får en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder. Beskæftigelsesministeren afgør, hvem af de indstillede der skal udpeges som medlem af repræsentantskabet og bestyrelsen.

Stk. 3 Foreligger der særlige grunde, kan myndigheden eller organisationen fravige bestemmelsen i stk. 2. Myndigheden eller organisationen skal i så fald angive begrundelsen herfor.