Årsregnskabsloven § 96

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

§ 96

Store virksomheder skal oplyse nettoomsætningens fordeling på aktiviteter og på geografiske markeder, hvis disse henholdsvis aktiviteter og markeder afviger betydeligt indbyrdes med hensyn til tilrettelæggelsen af salget af varer og tjenesteydelser. Ved fordelingen skal der tages hensyn til den måde, hvorpå salget af de varer og tjenesteydelser, der indgår i virksomhedens primære drift, er tilrettelagt. Angivelserne kan udelades, hvis de kan volde betydelig skade for virksomheden. Udeladelsen skal begrundes. § 11, stk. 2, finder ikke anvendelse på oplysninger, der er udeladt efter 3. pkt.

Stk. 2 En stor virksomhed skal angive det samlede honorar for regnskabsåret til den revisionsvirksomhed, der udfører den lovpligtige revision, og til revisionsvirksomhedens dattervirksomheder. Oplysningen skal specificeres i honorar for lovpligtig revision af årsregnskabet, honorar for andre erklæringsopgaver med sikkerhed, honorar for skatterådgivning og honorar for andre ydelser. For de i 1. pkt. omhandlede beløb skal angives de tilsvarende beløb for det foregående regnskabsår.

Stk. 3 En virksomhed kan undlade at give oplysningerne efter stk. 2, hvis virksomhedens regnskab ved fuld konsolidering indgår i et koncernregnskab, hvori oplysningen gives for koncernen som helhed, og koncernregnskabet er udarbejdet af en modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land.