Årsregnskabsloven § 22

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

Generelle bestemmelser
§ 22

En virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse B, skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, jf. dog § 9 a, stk. 1, balance, resultatopgørelse, noter, jf. dog § 22 b, stk. 1, og en ledelsesberetning. Har en godkendt revisor afgivet en revisionspåtegning eller anden erklæring til årsrapporten, jf. §§ 135 og 135 b, skal revisionspåtegningen eller erklæringen indgå i årsrapporten. §§ 11-17, § 19, stk. 1, 2 og 4, § 20, stk. 2, §§ 22 a, 22 b og 23-77 finder anvendelse, jf. dog § 137.

Stk. 2 Hvis en modervirksomheds oplysninger er de samme som koncernens oplysninger, kan modervirksomheden undlade at give oplysningerne i sit eget årsregnskab og ledelsesberetning.

Stk. 3 Første gang en virksomhed, der har været omfattet af regnskabsklasse A, aflægger årsrapport efter reglerne i regnskabsklasse B, kan virksomheden benytte sig af følgende lempelser:

  • 1) Ved indregning af aktiver, der efter reglerne i regnskabsklasse A ikke skulle indregnes eller skulle indregnes til et andet målegrundlag end i regnskabsklasse B, kan aktivets værdi på det forrige års balancedag anses for kostpris. Forrige års indregningsmetode og målegrundlag for aktivet skal oplyses i noterne.

  • 2) For de poster i årsregnskabet, som påvirkes af ændringer i indregningsmetoder og målegrundlag, kan sammenligningstal efter § 24 for perioder, der ligger før regnskabsåret, opgøres efter de hidtil anvendte metoder.

Stk. 4 Første gang en virksomhed ikke længere anvender en eller flere af undtagelserne i § 22 b, kan virksomheden for de poster i resultatopgørelsen, som påvirkes af, at § 37 finder anvendelse, opgøre sammenligningstal for resultatopgørelsen efter § 24 for perioder, der ligger før regnskabsåret, efter den hidtil anvendte metode.