Årsregnskabsloven § 143

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

Indsendelse for udenlandske virksomheder med filial i Danmark
§ 143

Filialbestyrerne for en filial, der er registreret i Erhvervsstyrelsen som filial af en udenlandsk virksomhed, skal indsende den udenlandske virksomheds reviderede årsrapport, så den er modtaget i styrelsen senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning. Der kan ikke dispenseres fra fristen. Filialens eget regnskab kan ikke indsendes i stedet.

Stk. 2 Den indsendte årsrapport skal i det mindste foreligge således, som den er udarbejdet og offentliggjort efter reglerne i den stat, som virksomheden henhører under.

Stk. 3 Årsrapport for en udenlandsk virksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land, kan indsendes i urevideret stand, hvis revision er undladt i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for virksomheden.