Årsregnskabsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

Kapitel 5 1 Udarbejdelse af årsrapport
Generelle bestemmelser
§ 18

En virksomhed, der aflægger årsrapport efter reglerne i regnskabsklasse A, skal i det mindste udarbejde en årsrapport bestående af ledelsespåtegning, balance, resultatopgørelse og noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis. Hvis en godkendt revisor har underskrevet en påtegning eller erklæring til årsrapporten, skal påtegningen henholdsvis erklæringen indgå i denne. Reglerne i §§ 11-17 finder anvendelse.

Klassifikation og opstilling
§ 19

Virksomheden skal medtage de aktiver og forpligtelser, der skal indregnes for regnskabsklassen, samt egenkapitalen i en åbningsbalance pr. tidspunktet for påbegyndelsen af dens aktiviteter. Hvor intet andet er bestemt i lovgivningen, anses virksomhedens aktiviteter for påbegyndt på tidspunktet for stiftelsen eller det tidligere tidspunkt, hvor en erhvervsmæssig aktivitet skal henregnes til virksomheden.

Stk. 2 Aktiver og forpligtelser i åbningsbalancen skal måles efter enten overtagelsesmetoden eller sammenlægningsmetoden, jf. §§ 122 og 123. Den valgte metode skal anvendes systematisk og konsekvent for alle aktiver og forpligtelser.

Stk. 3 Posterne i resultatopgørelsen skal klassificeres efter virksomhedens art og aktiviteternes omfang. Balancen skal i det mindste vise de i bilag 2, skema 1, opregnede, relevante hovedposter og romertalsposter. Opstillingerne skal i øvrigt vise de poster, der er nødvendige for at vise virksomhedsdeltagernes indskud og andel i overskud eller underskud.

Stk. 4 Indregner en virksomhed, der ejes personligt af en eller flere indehavere, aktiver og forpligtelser samt indtægter og omkostninger, der ikke vedrører de erhvervsmæssige aktiviteter, skal disse klassificeres således, at de tydeligt fremstår adskilt fra de erhvervsmæssige aktiviteter i balancen og resultatopgørelsen.

Indregning og måling
§ 20

Virksomhedens aktiver og forpligtelser samt indtægter og omkostninger indregnes og måles systematisk og konsekvent i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retningslinjer under hensyntagen til virksomhedens art og omfang.

Stk. 2 En virksomhed, der ejes personligt af en eller flere indehavere, kan undlade at indregne de af indehaverens aktiver og forpligtelser samt indtægter og omkostninger, som ikke vedrører de erhvervsmæssige aktiviteter.

Oplysninger
§ 21

Virksomheden skal redegøre for de indregningsmetoder og målegrundlag (værdiansættelse), der er anvendt for posterne i alle årsrapportens bestanddele.

Stk. 2 Virksomheden skal særskilt oplyse

  • 1) eventualforpligtelser,

  • 2) pantsætninger og anden sikkerhed i aktiver,

  • 3) renter af indskud på egenkapitalen,

  • 4) hvor meget der er uddelt eller udloddet til ejere eller andre virksomhedsdeltagere,

  • 5) hvorledes underskud er dækket, og

  • 6) hvorvidt uddelinger eller udlodninger er sket kontant eller på anden måde.

Stk. 3 En virksomhed, der ejes personligt af en enkelt indehaver eller af ægtefæller i fællesskab, og hvor indehaveren henholdsvis ægtefællerne ejer aktiver, forpligtelser, eventualforpligtelser eller pantsætninger, som ikke vedrører de erhvervsdrivende aktiviteter, skal særskilt oplyse,

  • 1) om den undlader at indregne de pågældende aktiver og forpligtelser,

  • 2) om den undlader at indregne eller oplyse om de pågældende eventualforpligtelser,

  • 3) om den undlader at oplyse om de pågældende pantsætninger, og

  • 4) hvorledes der er taget hensyn til indehaverens og ægtefællens indbyrdes formueforhold.