14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Årsregnskabsloven § 43a

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af årsregnskabsloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 838 af 08. August 2019. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§43a Virksomheden kan indregne kapitalandele i kapitalinteresser, dattervirksomheder og associerede virksomheder til nævnte virksomheders regnskabsmæssige indre værdi. Virksomheden skal i så fald anvende indre værdi på alle kapitalinteresser, dattervirksomheder eller på alle associerede virksomheder eller på alle kategorier af virksomheder i henhold til bestemmelserne i stk. 2-5, jf. dog stk. 6.

•••

Stk. 2 Virksomheden skal indregne og måle den regnskabsmæssige indre værdi efter sin egen regnskabspraksis.

•••

Stk. 3 Bestemmelserne i §§ 119-121 om koncernregnskaber finder tilsvarende anvendelse, dog således at elimineringer i forhold til kapitalinteresser og associerede virksomheder alene gælder forholdsmæssigt ud fra ejerandelen, og i det omfang de nødvendige oplysninger er kendte eller tilgængelige. § 116, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Udarbejder en dattervirksomhed et koncernregnskab, anvendes dette som grundlag. Optager dattervirksomheden sine kapitalandele i kapitalinteresser, dattervirksomheder og associerede virksomheder til regnskabsmæssig indre værdi, kan disse værdier anvendes som grundlag.

•••

Stk. 4 Virksomheden skal op- eller nedskrive værdien af kapitalandelene med kapitalinteressernes, dattervirksomhedernes og de associerede virksomheders resultat og eventuelle bevægelser i deres regnskabsmæssige indre værdi, der ikke indgår i deres resultat. Kapitalinteressernes, dattervirksomhedernes og de associerede virksomheders resultat og bevægelser i regnskabsmæssig indre værdi, der ikke indgår i deres resultat, indregnes forholdsmæssigt til de andele, der svarer til kapitalandelene.

•••

Stk. 5 Et beløb svarende til den samlede nettoopskrivning, jf. stk. 4, skal indregnes i posten »Reserve for nettoopskrivning efter indre værdis metode« under egenkapitalen. Reserven kan ikke indregnes med et negativt beløb. Denne reserve kan elimineres med virksomhedens underskud, men kan ikke formindskes på anden måde. Reserven skal dog opløses eller formindskes, i det omfang de opskrevne kapitalandele

  • 1) realiseres eller

  • 2) tilbageføres på grund af ændret regnskabsmæssigt skøn, jf. § 52, stk. 1.

•••

Stk. 6 En virksomhed kan undlade at anvende indre værdis metode for kapitalandele i en dattervirksomhed, der er omfattet af § 114, stk. 2, nr. 1-3, eller i en kapitalinteresse eller en associeret virksomhed, hvis de nødvendige oplysninger ikke er kendte. I så fald måles kapitalandelene til kostpris, jf. § 36. Kapitalandele i virksomheder omfattet af § 114, stk. 2, nr. 3, kan dog måles til dagsværdi efter § 37, stk. 1, 2.-5. pkt. Endvidere kan regulering for en kapitalinteresse eller en associeret virksomhed efter stk. 4 ske på basis af det seneste årsregnskab for kapitalinteressen eller den associerede virksomhed, selv om denne har et regnskabsår, der afviger fra virksomhedens.

•••
profile photo
Profilside