14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Arbejdsløshedsforsikringsloven § 84

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. paragraf 84

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af arbejdsløshedsforsikringsloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. February 2021. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§84 Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1 og 2. ledighedsdag. Seniormedlemmer, jf. § 44, er ikke omfattet af 1. pkt.  Dagpengegodtgørelsen fastsættes som dagpengebeløbet pr. dag opgjort efter § 47, stk. 2, for fuldtidsforsikrede. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 3. pkt. omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.

•••

Stk. 2 Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. 

•••

Stk. 3 Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,

  • 1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom, jf. § 62, stk. 3, eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,

  • 2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,

  • 3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller

  • 4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

•••

Stk. 4 Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.

•••

Stk. 5 Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.

•••

Stk. 6 Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.

•••

Stk. 7 Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder Beskæftigelsesudvalget, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af Beskæftigelsesudvalget.

•••

Stk. 8 Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Beskæftigelsesudvalgets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

•••

Stk. 9 Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist.

•••

Stk. 10 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings behandling af sager efter stk. 7 og 8.

•••

Stk. 11 Uanset stk. 1 skal arbejdsgiveren ikke betale dagpengegodtgørelse til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som er omfattet af den midlertidige ordning om arbejdsfordeling, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19. I stedet betaler arbejdsgiveren godtgørelse til medlemmet for hver påbegyndt måned med arbejdsfordeling. Beløbet fastsættes som tre gange dagpengegodtgørelsen opgjort efter stk. 1, 5. pkt. Arbejdsgivere, der pr. 31. august 2020 havde en igangværende arbejdsfordeling, og som bliver omfattet af den midlertidige arbejdsfordeling nævnt i 1. pkt. inden udgangen af september 2020, betaler ikke godtgørelse for den første måned under den midlertidige arbejdsfordeling, og for resten af 2020 betaler arbejdsgiveren to gange dagpengegodtgørelser pr. måned. Dækker arbejdsfordelingen ikke en hel måned, udbetales godtgørelsen i forhold til antallet af dage, medlemmet er omfattet af arbejdsfordelingen i den pågældende måned. Der afrundes til nærmeste halve godtgørelsesdag, jf. stk. 1, 4. pkt. Stk. 3 og 5-8 og § 90 a, stk. 2, finder anvendelse, dog således at godtgørelsen udbetales sammen med lønudbetalingen for den måned, for hvilken godtgørelsen ydes. For ugelønnede og 14-dageslønnede udbetales godtgørelsen snarest muligt, dog senest ved virksomhedens anden lønudbetaling efter de ledighedsdage, som der ydes dagpengegodtgørelse for.

•••

Stk. 12 Uanset stk. 1, 1. pkt., skal arbejdsgiveren ikke betale godtgørelse til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som bliver omfattet af en hjemsendelse eller arbejdsfordeling etableret efter overenskomst eller kollektiv aftale fra og med lovens ikrafttræden til og med den 18. marts 2021.

•••
profile photo
Profilside