Anmeldelsesbekendtgørelsen Kapitel 8

Denne konsoliderede version af anmeldelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen

Bekendtgørelse nr. 1244 af 29. august 2022,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 385 af 05. april 2023, bekendtgørelse nr. 1286 af 09. november 2023 og bekendtgørelse nr. 1530 af 07. december 2023

Kapitel 8 Registrering af europæiske økonomiske firmagrupper m.v.
§ 58

Anmeldelse af en europæisk økonomisk firmagruppe eller af et forretningssted for en firmagruppe med hjemsted i et andet EU-land skal mindst angive følgende:

  • 1) Navn og eventuelle binavne.

  • 2) Branche og eventuelle bibrancher.

  • 3) Fulde navn eller firma, retlig organisationsform, adresse eller hjemsted og i givet fald registreringsnummer for firmagruppens medlemmer.

  • 4) Firmagruppens forretningsførere, jf. § 17.

  • 5) Firmagruppens varighed, hvis denne ikke er ubegrænset.

  • 6) Stiftelses- og vedtægtsdato, formål og tegningsregel.

  • 7) Regnskabsår og første regnskabsperiode.

  • 8) Tegningsberettigede personer, jf. § 17.

Stk. 2 Anmeldelsen skal vedlægges firmagruppens stiftelsesoverenskomst.

Ændringer i registrerede forhold
§ 59

Anmeldelse af ændringer vedrørende firmagruppens forhold, jf. art. 7 i rådets forordning nr. 2137/85 af 25. juli 1985 om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG), skal være modtaget i Erhvervsstyrelsen senest 2 uger efter ændringens vedtagelse.

Stk. 2 Anmeldelsen skal vedlægges dokumentation for ændringens lovlige vedtagelse (protokoludskrift). Ved enhver ændring i stiftelsesoverenskomsten skal tillige vedlægges dateret overenskomst med den fuldstændige ordlyd i den nye affattelse.

Stk. 3 § 20, stk. 7 og 8, finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse.