Analysekvalitetsbekendtgørelsen § 14

Denne konsoliderede version af analysekvalitetsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger

Bekendtgørelse nr. 529 af 14. maj 2023

§ 14

Personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer er erhvervet i et medlemsland, jf. § 2, nr. 2, i lov om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer, og som agter at etablere sig i Danmark og udføre støjmålinger jf. bilag 4, er undtaget fra kravet om certificering, såfremt certificeringsorganet, jf. § 6, anerkender de erhvervsmæssige kvalifikationer, jf. bilag 4.2.1 og 4.2.2.

Stk. 2 Personer, som ønsker anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, skal indgive en skriftlig ansøgning til certificeringsorganet om anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 3 En ansøgning efter stk. 1 skal ledsages af følgende dokumentation:

  • 1) Bevis for ansøgerens nationalitet.

  • 2) Bevis for ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer i form af kopi af kursus- eller uddannelsesbeviser, som giver adgang til at udføre støjmålinger, hvis erhvervet er lovreguleret i det pågældende land, og

    • a) dokumentation vedrørende eventuel erhvervserfaring, eller

    • b) bevis for at ansøgeren erhvervsmæssigt har udført støjmålinger på fuldtidsbasis i mindst et år i løbet af de sidste ti år og kopi af et eller flere kursus- eller uddannelsesbeviser, hvis erhvervet ikke er lovreguleret i det pågældende land.

Stk. 4 Personer, der ønsker en fortsat anerkendelse af deres erhvervsmæssige kvalifikationer til at udføre støjmålinger, skal indgive ansøgning til certificeringsorganet mindst hvert tredje år. Ansøgningen skal ledsages af dokumentation for fagteknisk aktivitet i forbindelse med »Miljømåling – ekstern støj«, jf. bilag 4.2.2.

Stk. 5 Hvis der er væsentlig forskel mellem ansøgerens faglige kvalifikationer og den uddannelse, der kræves i Danmark i henhold til denne bekendtgørelse, og det ikke kan opvejes af tjenesteyderens erhvervserfaring eller af viden, færdigheder og kompetencer, der er opnået gennem livslang læring, der er formelt attesteret af relevant organ, skal certificeringsorganet give ansøgeren mulighed for at bevise, at vedkommende har erhvervet den manglende viden eller kompetence.

Stk. 6 Hvis certificeringsorganet vurderer, at dokumentationen for erhvervelse af den manglende viden eller kompetence ikke er fyldestgørende, kan certificeringsorganet kræve, at ansøgeren består enten en egnethedsprøve eller gennemgår en prøvetid, som kan kræves at blive afsluttet med en bedømmelse, der svarer til den faktiske varighed og indhold af uddannelsen. Ansøgeren har ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve. De nærmere krav til egnethedsprøven eller prøvetiden fastsættes i certificeringsorganets afgørelse.

Stk. 7 Certificeringsorganet sikrer, at ansøgeren har mulighed for at tage egnethedsprøven senest seks måneder efter den oprindelige beslutning om at underlægge ansøgeren en egnethedsprøve. Certificeringsorganet kan pålægge ansøgeren betaling for afholdelse af udgifter til gennemførelse af egnethedsprøven eller eventuel supplerende uddannelse. Betalingens størrelse overstiger ikke de beløb, som opkræves i forbindelse med gennemførelse af undervisning, eksamination m.v. på det pågældende område. Betalingen fastsættes og opkræves af certificeringsorganet.