Almenlejeloven § 85

Denne konsoliderede version af almenlejeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om leje af almene boliger

Lov nr. 968 af 17. december 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 04. september 2019,
som ændret ved lov nr. 498 af 01. maj 2019, lov nr. 359 af 04. april 2020, lov nr. 1832 af 08. december 2020, lov nr. 2078 af 21. december 2020, lov nr. 529 af 27. marts 2021, lov nr. 1167 af 08. juni 2021, lov nr. 2157 af 27. november 2021, lov nr. 344 af 22. marts 2022, lov nr. 888 af 21. juni 2022, lov nr. 890 af 21. juni 2022, lov nr. 482 af 12. maj 2023, lov nr. 681 af 06. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

§ 85

Udlejeren kan opsige lejeaftalen i følgende tilfælde:

  • 1) Når udlejeren dokumenterer, at ejendommen skal nedrives, eller at ombygning af ejendommen medfører, at det lejede må fraflyttes.

  • 2) Når en ejendom, som er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., eller et boligområde omfattet af en fælles udviklingsplan eller en kommunal udviklingsplan, jf. § 168 a, stk. 1, eller § 168 b, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., som ikke længere opfylder betingelserne i § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., helt eller delvis overdrages.

  • 3) Når lejeren af en bolig siden lejeaftalens indgåelse har været antaget som funktionær ved ejendommens drift til arbejde, for hvis udførelse det er af væsentlig betydning, at funktionæren bor i ejendommen, og udlejeren godtgør, at arbejdet ikke har været udført på tilfredsstillende måde. Opsigelse kan kun ske, når lejligheden ved genudlejning skal benyttes af efterfølgeren.

  • 4) Når udlejeren to eller flere gange i henhold til § 86, stk. 8, i lov om boligforhold har fået meddelelse om lejerens manglende efterlevelse af endelige huslejenævnsafgørelser.

  • 5) Når lejeren har tilsidesat god skik og orden, jf. § 81, stk. 1, nr. 1-8 eller 11, jf. § 82, stk. 2, og forholdet er af en sådan karakter, at lejerens flytning er påkrævet.

  • 6) Når lejeren har tilsidesat betingelserne i et betinget lejeforhold, jf. § 82, stk. 1, nr. 1, og forholdet er af en sådan karakter, at lejerens flytning er påkrævet.

  • 7) Når vægtige grunde i øvrigt gør det særligt magtpåliggende for udlejeren at blive løst fra lejeforholdet.

Stk. 2 Udlejeren skal opsige en lejeaftale vedrørende en almen ungdomsbolig, jf. dog stk. 3, såfremt lejeren har fuldført sin uddannelse eller de forudsætninger, hvorunder boligen er udlejet, ikke længere er til stede. Opsigelse efter ophørt uddannelse kan under særlige omstændigheder udsættes i op til et år. Opsigelse kan endvidere udsættes, hvis boligen ikke umiddelbart kan genudlejes. Udlejeren kan herudover opsige en lejeaftale vedrørende en almen ungdomsbolig, hvis lejeren ikke har fremsendt nødvendige oplysninger om studieaktivitet senest 6 uger efter, at udlejer har fremsendt skriftlig anmodning herom. Ved beregning af fristen ses bort fra juli og august måned. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for opsigelse.

Stk. 3 Udlejeren skal opsige en lejeaftale vedrørende en almen ungdomsbolig, der har status som startbolig, jf. § 101 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., såfremt de forudsætninger, hvorunder boligen er udlejet, ikke længere er til stede.

Stk. 4 Udlejeren skal opsige en lejeaftale vedrørende en bolig i et tilbud for personer under 35 år, der er anvist lejeren af kommunalbestyrelsen efter § 54, stk. 4, i lov om almene boliger m.v., med den virkning, at lejeaftalen udløber, inden lejeren fylder 35 år. Er udlejeren en anden end kommunalbestyrelsen, skal opsigelse efter 1. pkt. ske, når kommunalbestyrelsen anmoder herom.