Aktiesparekontoloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af aktiesparekontoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Aktiesparekontolov

Lov nr. 1429 af 05. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1852 af 21. september 2021,
som ændret ved lov nr. 1563 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Almindelige bestemmelser
Personkreds m.v.
§ 1

Personer, der er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, kan oprette en aktiesparekonto. Fuldt skattepligtige personer, der er hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, anses efter denne lov ikke som fuldt skattepligtige.

Stk. 2 Oprettes mere end én aktiesparekonto, har kun den konto, der er oprettet først, skattemæssig gyldighed som en aktiesparekonto. Told- og skatteforvaltningen kan dog efter anmodning træffe afgørelse om, at en senere oprettet konto tillægges skattemæssig gyldighed som en aktiesparekonto i stedet for en tidligere oprettet aktiesparekonto.

§ 2

Aktiesparekontoen kan kun have én ejer.

§ 3

Følgende institutter kan tilbyde oprettelse af en aktiesparekonto:

  • 1) Et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet efter lov om finansiel virksomhed.

  • 2) Et kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU eller et land, som EU har indgået en aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. § 30, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

  • 3) Et kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU eller EØS udøver kreditinstitutvirksomhed og til enhver tid opfylder betingelserne i stk. 3, nr. 1-3.

Stk. 2 Institutter, der tilbyder oprettelse af en aktiesparekonto, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen for skatter og afgifter efter denne lov.

Stk. 3 Et kreditinstitut omfattet af stk. 1, nr. 3, skal senest 2 måneder før oprettelsen af en aktiesparekonto indgive dokumentation til told- og skatteforvaltningen for, at kreditinstituttet har en gyldig tilladelse til at drive kreditinstitutvirksomhed, samt erklære at ville påtage sig til enhver tid at opfylde følgende forpligtelser:

  • 1) At overholde bestemmelserne i denne lov.

  • 2) At foretage indberetning vedrørende aktiesparekontoen til told- og skatteforvaltningen efter de til enhver tid gældende skatteregler og tidsfrister.

  • 3) At underkaste sig told- og skatteforvaltningens kontrol.

Stk. 4 Opfylder et kreditinstitut omfattet af stk. 1, nr. 3, ikke betingelserne i stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen efter høring af Finanstilsynet træffe afgørelse om, at kreditinstituttet ikke kan tilbyde oprettelse af en aktiesparekonto og ikke kan fortsætte eksisterende aktiesparekonti. Aktiesparekontoens ejer kan overføre sin aktiesparekonto til et andet institut, der opfylder betingelserne i stk. 1-3, inden for en frist på 30 dage efter at ejeren er blevet bekendt med, at instituttet ikke opfylder betingelserne. Overføres aktiesparekontoen ikke til et andet institut, anses aktiesparekontoen for lukket ved fristens udløb.

§ 4

Aktiesparekontoen kan bestå af en eller flere indlånskonti og et eller flere værdipapirdepoter.

Stk. 2 Instituttet skal betegne konti og depoter m.v., så det fremgår, at de vedrører en aktiesparekonto.

§ 5

Følgende aktiver kan indgå på aktiesparekontoen:

Stk. 2 Aktier, aktieretter, tegningsretter og konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår på aktiesparekontoen, kan erhverves på aktiesparekontoen.

§ 6

Aktier m.v. på aktiesparekontoen, der ikke længere kan indgå på aktiesparekontoen, som følge af at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, anses for udloddet, den første dag efter at de ikke længere er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.

Stk. 2 Følgende aktier m.v., der ikke omfattes af stk. 1, anses for udloddet den 20. februar i året efter statusskiftet eller erhvervelsen, medmindre de forinden er afstået fra aktiesparekontoen:

  • 1) Aktier m.v., der har skiftet status, så de ikke længere opfylder betingelserne for at indgå på aktiesparekontoen.

  • 2) Aktier, aktieretter og tegningsretter, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår på aktiesparekontoen, medmindre de erhvervede aktier m.v. i sig selv opfylder betingelserne i § 5, stk. 1.

  • 3) Konvertible obligationer, der erhverves på grundlag af aktier m.v., der indgår på aktiesparekontoen.

Lån, renter og kurstillæg
§ 7

Der kan ikke optages lån på aktiesparekontoen. Instituttet kan dog foretage hævning til betaling af skat, afgift, renter og omkostninger, selv om der ikke måtte være dækning på aktiesparekontoen.

§ 8

Der kan ikke opnås positive renter eller forud fastsatte kurstillæg m.v. på et indestående på indlånskontoen.

Indskud og udlodning
§ 9

Personer, der er fuldt skattepligtige, kan foretage indskud på aktiesparekontoen, i det omfang den samlede værdi af aktiesparekontoen inklusive årets nettoindskud ikke overstiger et grundbeløb på 87.450 kr. (2010-niveau), jf. dog stk. 2. For kalenderåret 2024 udgør grundbeløbet 107.750 kr. (2010-niveau). For kalenderåret 2025 udgør grundbeløbet 108.750 kr. (2010-niveau). For kalenderåret 2026 og senere år udgør grundbeløbet 111.600 kr. (2010-niveau). Værdien opgøres pr. 31. december og danner grundlag for, i hvilket omfang der kan foretages nettoindskud i det følgende kalenderår. Grundbeløbene reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 2 Der kan uanset bestemmelsen i stk. 1 foretages indskud på aktiesparekontoen til betaling af skat. Indskuddet skal foretages i det kalenderår, hvor skatten forfalder til betaling, jf. § 20.

Stk. 3 Foretages indskud i strid med stk. 1, skal det overskydende beløb udloddes. Endvidere skal der betales en afgift på 3 pct. p.a. af det overskydende beløb.  1. og 2. pkt. gælder dog ikke for indskud som nævnt i § 13, stk. 2, 3. pkt.

§ 10

Indskud på aktiesparekontoen skal ske ved indbetaling af kontanter eller ved overførsel fra en anden konto eller et andet depot.

Stk. 2 Udlodning fra aktiesparekontoen skal ske ved udbetaling af kontanter eller ved overførsel til en anden konto eller et andet depot.

Overførsel til andet institut
§ 11

Ved overførsel af aktiesparekontoen til et andet institut, der omfattes af § 3, anses aktiesparekontoen for videreført, som var den oprindelig etableret i det modtagende institut.

Stk. 2 Det afgivende institut skal i forbindelse med overførslen af aktiesparekontoen afgive oplysninger til det modtagende institut, som gør det modtagende institut i stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne lov. Herunder skal følgende oplyses:

  • 1) Aktiesparekontoens værdi ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.

  • 2) Negativ skat til fremførsel ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.

  • 3) Skat vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke er betalt.

  • 4) Indkomstperiodens udlodninger.

  • 5) Indkomstperiodens indskud.

  • 6) Indkomstperiodens betalte og refunderede skat.

  • 7) Indkomstperiodens betalte afgift.

  • 8) Afgift vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke er betalt.

Stk. 3 Har aktiesparekontoens ejer været fuldt og begrænset skattepligtig i forskellige perioder i det kalenderår, overførslen foretages, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, afgives for hver indkomstperiode.

Lukning
§ 12

Ved lukning af aktiesparekontoen anses aktiesparekontoens værdier for udloddet til ejeren pr. lukningsdagen.

Stk. 2 Dør aktiesparekontoens ejer, anses aktiesparekontoen for lukket pr. dødsdagen.