Akkrediteringsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af akkrediteringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner

Lov nr. 601 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1667 af 12. august 2021,
som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023

Kapitel 3 1 Akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner (institutionsakkreditering)
§ 6

En uddannelsesinstitution omfattet af § 1, stk. 1, gennemgår en institutionsakkreditering med fokus på uddannelsesinstitutionens løbende og systematiske arbejde med sikring og udvikling af uddannelsernes kvalitet og relevans.

Stk. 2 Institutionsakkreditering skal som udgangspunkt gennemføres samlet for en uddannelsesinstitution som helhed, men i særlige tilfælde kan uddannelsesinstitutionen anmode Akkrediteringsrådet om, at akkrediteringen af uddannelsesinstitutionen opdeles. Akkrediteringsrådet hører uddannelses- og forskningsministeren om anmodningen, inden rådet træffer afgørelse.

Stk. 3 Som led i institutionsakkrediteringen foretages en undersøgelse og vurdering af, om kvalitetssikringssystemerne i praksis leverer kvalitet og relevans på uddannelsesniveauet og uddannelsesudbudsniveauet.

§ 6a

Ved en sammenlægning af to eller flere uddannelsesinstitutioner træffer uddannelses- og forskningsministeren afgørelse om den sammenlagte uddannelsesinstitutions akkrediteringsmæssige status. Ministeren kan herunder træffe afgørelse om, at de sammenlæggende uddannelsesinstitutioners akkrediteringsmæssige status videreføres i en overgangsperiode. Ministeren hører Akkrediteringsrådet, inden der træffes afgørelse.

Stk. 2 Tidsfristen for, hvornår en uddannelsesinstitution skal institutionsakkrediteres, bortfalder ved en sammenlægning. Ministeren fastsætter, hvornår den sammenlagte uddannelsesinstitution skal gennemgå institutionsakkreditering, dog senest 5 år efter sammenlægningen.

§ 7

Ved institutionsakkreditering nedsætter Danmarks Akkrediteringsinstitution et akkrediteringspanel.

Stk. 2 Akkrediteringspanelet består af mindst 3 personer og sammensættes af faglige eksperter, der tilsammen har erfaring med den videregående uddannelsessektor generelt og med international kvalitetssikring af uddannelsesinstitutioner.

Stk. 3 Panelet foretager en akkrediteringsvurdering af uddannelsesinstitutionen.

Stk. 4 Danmarks Akkrediteringsinstitution udarbejder på baggrund heraf en akkrediteringsrapport.

Stk. 5 Akkrediteringsrådet kan efter anmodning fra en uddannelsesinstitution helt eller delvis lægge en akkrediteringsrapport fra en anden internationalt anerkendt operatør til grund for afgørelsen om institutionsakkreditering, i det omfang rapporten dokumenterer, at uddannelsesinstitutionen lever op til kriterierne fastsat i medfør af § 8, stk. 2.

§ 8

Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om uddannelsesinstitutionens ansøgning om institutionsakkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan være en positiv institutionsakkreditering, en betinget positiv institutionsakkreditering eller et afslag på institutionsakkreditering.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om proceduren for institutionsakkreditering, herunder kriterier for institutionsakkreditering med fokus på kvalitet og relevans. Kriterierne for institutionsakkreditering omfatter også kvalitetssikring af uddannelsesinstitutionens prøve- og eksamenssystem.

§ 9

En positiv institutionsakkreditering giver mulighed for at oprette nye uddannelser og nye uddannelsesudbud inden for de videnskabelige områder eller fagområder, som uddannelsesinstitutionen udbød uddannelser inden for, da institutionsakkrediteringen blev påbegyndt, når disse er prækvalificeret og godkendt, jf. §§ 18 og 21, og foretage justering af eksisterende uddannelser. Oprettelse af nye uddannelser og uddannelsesudbud og justeringer af eksisterende uddannelser skal ske i overensstemmelse med uddannelsesinstitutionens kvalitetssikringspolitik og strategi. En positiv institutionsakkreditering gælder i maksimalt 6 år, jf. dog § 6 a, stk. 2.

Stk. 2 Uddannelsesinstitutioner, der har påbegyndt en institutionsakkreditering, har ligeledes de i stk. 1, 1. pkt., angivne muligheder. Nye uddannelser og uddannelsesudbud kan dog først oprettes og udbydes, når uddannelsesinstitutionen har fået en positiv institutionsakkreditering eller en positiv uddannelsesakkreditering.

Stk. 3 Inden institutionsakkrediteringsperioden udløber, skal der foretages en ny akkreditering af uddannelsesinstitutionen.

Stk. 4 Vil en uddannelsesinstitution oprette nye uddannelser og nye uddannelsesudbud inden for videnskabelige områder eller fagområder, som uddannelsesinstitutionen ikke udbød uddannelser inden for, da institutionsakkrediteringen blev påbegyndt, kan uddannelses- og forskningsministeren træffe afgørelse om, at godkendelsen af nye uddannelser og nye uddannelsesudbud sker, under forudsætning af at den nye uddannelse eller det nye uddannelsesudbud opnår en positiv afgørelse i forhold til kriterier for uddannelsens kvalitet.

Stk. 5 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om, hvilke kriterier for uddannelsens kvalitet der skal anvendes ved afgørelsen efter stk. 4.

§ 10

En betinget positiv institutionsakkreditering medfører, at alle nye uddannelser og uddannelsesudbud skal uddannelsesakkrediteres før oprettelsen. Akkrediteringsrådet fastlægger, hvor længe den betinget positive institutionsakkreditering gælder, dog maksimalt 3 år, jf. dog § 6 a, stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan foretage justering af eksisterende uddannelser.

Stk. 2 Akkrediteringsrådet angiver i sin afgørelse en plan for opfølgning. Inden udløbet af den efter stk. 1, 2. pkt., fastsatte periode træffer Akkrediteringsrådet en ny afgørelse efter stk. 3 om institutionsakkreditering på baggrund af en supplerende akkrediteringsrapport, der alene forholder sig til de kriterier, uddannelsesinstitutionen ikke levede op til ved den første afgørelse.

Stk. 3 Afgørelsen efter stk. 2, 2. pkt., kan være enten en positiv institutionsakkreditering eller et afslag på institutionsakkreditering.

§ 11

I den gældende lovbekendtgørelse på Retsinformation er henvisningen til § 5 a i § 11, stk. 1, forkert. Vi har her implementeret den korrekte version, jf. § 1, nr. 11, i ændringslov nr. 1564 af 19/12 2017. Et afslag på institutionsakkreditering medfører, at uddannelsesinstitutionen ikke kan oprette nye uddannelser eller uddannelsesudbud, og at eksisterende uddannelser skal uddannelsesakkrediteres efter en turnusplan, jf. § 32. Uddannelses- og forskningsministeren kan dog efter en konkret vurdering dispensere herfra. Uddannelsesinstitutionen kan foretage justering af eksisterende uddannelser.

Stk. 2 Akkrediteringsrådet afgør efter dialog med uddannelsesinstitutionen, hvornår uddannelsesinstitutionen igen kan anmode om institutionsakkreditering, jf. dog § 6 a, stk. 2. En fornyet ansøgning om institutionsakkreditering behandles efter reglerne i § 8.

§ 12

Får en maritim uddannelsesinstitution en betinget positiv institutionsakkreditering eller et afslag på institutionsakkreditering, foretager uddannelses- og forskningsministeren en konkret vurdering af, hvilken opfølgning der skal ske.

Stk. 2 Ministeren fastsætter nærmere regler om opfølgningen efter stk. 1.

Akkreditering af uddannelser og uddannelsesudbud ved videregående uddannelsesinstitutioner (uddannelsesakkreditering)
§ 13

Ved uddannelsesakkreditering nedsætter Danmarks Akkrediteringsinstitution et akkrediteringspanel.

Stk. 2 Akkrediteringspanelet består af mindst 3 personer og sammensættes af faglige eksperter, der tilsammen har erfaring med den videregående uddannelsessektor generelt og med international kvalitetssikring af uddannelser.

Stk. 3 Panelet foretager en akkrediteringsvurdering af uddannelsen eller uddannelsesudbuddet.

Stk. 4 Danmarks Akkrediteringsinstitution udarbejder på baggrund heraf en akkrediteringsrapport.

Stk. 5 Akkrediteringsrådet kan efter anmodning fra en uddannelsesinstitution helt eller delvis lægge en akkrediteringsrapport fra en anden internationalt anerkendt operatør til grund for afgørelsen om uddannelsesakkreditering, i det omfang rapporten dokumenterer, at uddannelsen lever op til kriterierne fastsat i medfør af § 14, stk. 2.

§ 14

Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om uddannelsesinstitutionens ansøgning om uddannelsesakkreditering på baggrund af akkrediteringsrapporten. Afgørelsen kan for nye uddannelser og uddannelsesudbud være en positiv uddannelsesakkreditering eller et afslag på uddannelsesakkreditering. For eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud kan afgørelsen være en positiv uddannelsesakkreditering, en betinget positiv uddannelsesakkreditering eller et afslag på uddannelsesakkreditering.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om proceduren for akkreditering og godkendelse af uddannelser og uddannelsesudbud, herunder kriterier for akkreditering af uddannelser og uddannelsesudbud.

§ 15

En positiv uddannelsesakkreditering giver uddannelsesinstitutionen mulighed for at udbyde den pågældende uddannelse. Uddannelsesakkrediteringen gælder for 6 år, hvorefter uddannelsen eller uddannelsesudbuddet skal genakkrediteres, medmindre uddannelsesinstitutionen i mellemtiden har opnået en positiv eller en betinget positiv institutionsakkreditering.

§ 16

En betinget positiv uddannelsesakkreditering giver uddannelsesinstitutionen mulighed for fortsat at udbyde den pågældende uddannelse. Udbuddet sker under forudsætning af, at uddannelsesinstitutionen inden for en af Akkrediteringsrådet fastsat periode retter op på de forhold, som har medført den betinget positive uddannelsesakkreditering.

Stk. 2 Akkrediteringsrådet angiver i sin afgørelse en plan for opfølgning. Inden udløbet af den efter stk. 1, 2. pkt., fastsatte periode træffer Akkrediteringsrådet en ny afgørelse om uddannelsesakkreditering på baggrund af en supplerende akkrediteringsrapport, der alene forholder sig til de kriterier, uddannelsen ikke opfyldte ved den første afgørelse.

Stk. 3 Akkrediteringsrådet skal træffe en ny afgørelse, som kan være en positiv uddannelsesakkreditering eller et afslag på uddannelsesakkreditering, uanset om uddannelsesinstitutionen i mellemtiden har opnået en positiv eller en betinget positiv institutionsakkreditering.

§ 17

Et afslag på uddannelsesakkreditering betyder, at uddannelsesinstitutionen ikke kan udbyde uddannelsen.

Stk. 2 Uddannelsesinstitutionen kan først genansøge om uddannelsesakkreditering af uddannelsen eller uddannelsesudbuddet, når der har fundet en ny prækvalifikation sted, jf. § 18.