Akkrediteringsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af akkrediteringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner

Lov nr. 601 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1667 af 12. august 2021,
som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023

Kapitel 2 1 Danmarks Akkrediteringsinstitution
§ 2

Danmarks Akkrediteringsinstitution er en fagligt uafhængig myndighed inden for den statslige forvaltning, som varetager opgaver i forbindelse med akkreditering af de uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af § 1, og disses uddannelser.

Stk. 2 Danmarks Akkrediteringsinstitution udarbejder akkrediteringsrapporter til brug for Akkrediteringsrådets afgørelser om akkreditering af uddannelsesinstitutionerne og uddannelserne. Akkrediteringen foretages ud fra centralt fastsatte kriterier.

Stk. 3 Danmarks Akkrediteringsinstitution skal leve op til internationale standarder og skal i den forbindelse samle national og international erfaring af betydning for akkreditering.

Stk. 4 Uddannelses- og forskningsministeren ansætter direktøren for Danmarks Akkrediteringsinstitution efter indstilling fra Akkrediteringsrådet.

Akkrediteringsrådet
§ 3

Akkrediteringsrådet er et fagligt uafhængigt råd. Akkrediteringsrådet fastsætter en forretningsorden.

Stk. 2 Akkrediteringsrådet træffer afgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og disses uddannelser, jf. § 1, på baggrund af akkrediteringsrapporter udarbejdet af Danmarks Akkrediteringsinstitution, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Akkrediteringsrådet kan af faglige grunde eller for at afprøve Danmarks Akkrediteringsinstitutions konkurrencedygtighed beslutte at anvende en anden operatør end Danmarks Akkrediteringsinstitution til at udarbejde akkrediteringsrapporter. Den valgte operatør skal være optaget i det europæiske register for kvalitetssikringsorganer.

Stk. 4 Danmarks Akkrediteringsinstitution stiller sekretariatsbistand til rådighed for Akkrediteringsrådet.

§ 4

Akkrediteringsrådet består af 1 formand og 8 medlemmer.

Stk. 2 Uddannelses- og Forskningsministeren udpeger formanden.

Stk. 3 Ministeren udpeger medlemmerne, dog således at 2 medlemmer udpeges efter indstilling fra de studerendes repræsentanter i bestyrelser og skoleråd for uddannelsesinstitutioner med videregående uddannelser under ministeren.

Stk. 4 Akkrediteringsrådets formand og medlemmer skal tilsammen have viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning, udviklingsbasering og arbejdsmarkedsforhold for dimittender. Mindst 1 medlem skal have international erfaring med akkreditering.

Stk. 5 Akkrediteringsrådets formand og medlemmer kan højst sidde i rådet i 8 år fordelt på mindst to udpegningsperioder. Dog kan medlemmerne udpeget efter indstilling fra de studerende, jf. stk. 3, højst sidde i rådet i 3 år fordelt på mindst to udpegningsperioder. Hvis formanden eller et medlem afgår inden periodens udløb, udpeges en afløser efter stk. 2 og 3. I forbindelse med udpegningen tages stilling til udpegningsperiodens længde, jf. 1. pkt.

§ 5

Akkrediteringsrådet offentliggør alle akkrediteringsrapporter og en samlet oversigt over alle akkrediteringsansøgninger og resultatet heraf samt over alle uddannelsesinstitutioner og uddannelser, der er akkrediteret af Akkrediteringsrådet.

Stk. 2 Danmarks Akkrediteringsinstitution og Akkrediteringsrådet offentliggør hvert år beretninger om deres virksomhed.

§ 5a

Akkrediteringsrådet udarbejder et forslag til plan for institutionsakkreditering på baggrund af uddannelsesinstitutionernes ansøgning herom. Samtidig udarbejdes forslag til justering af planen for turnusakkreditering af eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud. Planerne forelægges uddannelses- og forskningsministeren til godkendelse.