Afskrivningsloven § 54

Denne konsoliderede version af afskrivningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skattemæssige afskrivninger

Lov nr. 433 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 242 af 18. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 672 af 19. april 2021, lov nr. 2193 af 30. november 2021, lov nr. 1598 af 28. december 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 753 af 13. juni 2023

§ 54

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1999, jf. dog stk. 3-8.

Stk. 2 Lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996, ophæves med virkning fra og med indkomståret 1999, jf. dog stk. 3, 4 og 6.

Stk. 3 På nybygninger, anlæg og installationer som nævnt i afsnit IV A i lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996, kan der ikke foretages forskudsafskrivning efter nævnte lov, når den bindende aftale om opførelse af aktivet indgås den 2. juni 1998 eller senere, eller når planlægning af fremstilling af et sådant aktiv i egen virksomhed foretages den 2. juni 1998 eller senere.

Stk. 4 For bindende aftaler om levering af skibe, maskiner, inventar og lignende driftsmidler, nybygninger, anlæg og installationer eller for planlægning af fremstilling af maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt nybygninger, anlæg og installationer i egen virksomhed, finder § 14 og afsnit IV A i lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996, dog fortsat anvendelse i indkomståret 1999 og senere indkomstår, når den bindende aftale er indgået eller planlægningen er foretaget i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår, jf. dog stk. 3. Det gælder dog ikke reguleringer efter den tidligere afskrivningslovs § 29 P, stk. 8, for så vidt angår reguleringer vedrørende indkomståret 1998 og senere indkomstår. I det indkomstår, hvori der sker levering eller færdigfremstilling af et aktiv, hvorpå der er foretaget forskudsafskrivninger efter reglerne i 1. pkt., fragår de foretagne forskudsafskrivninger i aktivets afskrivningsberettigede anskaffelsessum efter reglerne i § 5, stk. 1-3, for driftsmidler og skibe, og efter reglerne i § 17 for bygninger og installationer.

Stk. 5 § 45, stk. 1, 3. pkt., har virkning for overdragelser, der foretages den 1. januar 1999 eller senere, udlodninger fra dødsboer, der foretages den 1. januar 1999 eller senere eller ved skifte af uskiftet bo, når skiftebegæringen er indgivet den 1. januar 1999 eller senere. Bestemmelsen kan dog anvendes ved overdragelser i perioden fra og med den 2. juni 1998 til den 1. januar 1999, hvis reglerne fører til en lavere beskatning end efter de hidtil gældende regler.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningens kompetence efter § 51 omfatter tillige ansøgninger vedrørende indkomstår forud for 1999 efter § 34 i den tidligere afskrivningslov, som indgives den 1. januar 2000 eller senere.

Stk. 7 § 52 har virkning for meddelelser og anmodninger om efterfølgende afskrivninger, der indgives den 1. januar 1999 eller senere, og § 30, stk. 3, i lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996, ophæves med virkning fra samme dato.

Stk. 8 Med virkning for perioden fra den 1. juli 1998 til udløbet af indkomståret 1998, jf. stk. 2, ændres i § 18, stk. 1, litra b, i lov om skattemæssige afskrivninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 932 af 24. oktober 1996, »plejehjem, der omfattes af kapitel 16 i lov om social bistand,« til: »døgninstitutioner og bygninger, der er omfattet af lov om social service, og som udsættes for et tilsvarende slid,«.