Afskrivningsloven § 40A

Denne konsoliderede version af afskrivningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skattemæssige afskrivninger

Lov nr. 433 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 242 af 18. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 672 af 19. april 2021, lov nr. 2193 af 30. november 2021, lov nr. 1598 af 28. december 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 753 af 13. juni 2023

§ 40A

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan anskaffelsessummen til erhvervelse af en kvote, der giver ret til at producere, levere, anvende, udnytte eller fange en bestemt mængde af et produkt eller en ressource eller at udlede en bestemt mængde af produkter eller ressourcer, herunder forurenende affaldsprodukter, og som kun kan bruges én gang (en engangskvote), fradrages i det indkomstår, hvori kvoten er anvendt i produktionen. Reglerne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på andele af engangskvoter, der er anvendt i produktionen.

Stk. 2 Fortjeneste eller tab ved salg eller udløb af en engangskvote eller en andel heraf medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori kvoten eller en andel heraf sælges eller udløber uden at være anvendt i produktionen. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen.

Stk. 3 Anskaffelsessummen som nævnt i stk. 1 og 2 sættes til nul for en engangskvote eller en andel heraf, der er tildelt vederlagsfrit. Anskaffelsessummen for en købt engangskvote eller en andel heraf sættes til købssummen.

Stk. 4 Afståelsessummen som nævnt i stk. 2 sættes til nul for en engangskvote eller en andel heraf, der er anvendt i produktionen. Afståelsessummen for en engangskvote eller en andel heraf, der udløber uden at være anvendt i produktionen, sættes ligeledes til nul.

Stk. 5 Hvis en skattepligtig ejer engangskvoter eller andele af engangskvoter med samme rettigheder, men erhvervet på forskellige tidspunkter, anses de først erhvervede kvoter eller andele af kvoter for de først afståede.

Stk. 6 Rettigheder, der er knyttet til andelsbeviser m.v. i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, er ikke omfattet af stk. 1-5.