Dato: | 19. september 2023 |
Rettens sagsnr.: | 99-1759/2023 |
Politiets sagsnr.: | 4100-84130-00108-22 |
Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1982
Ved Østre Landsrets dom af 24. november 2020 blev det bestemt, at Tiltalte skal udvises af landet. Ved kendelse af 7. december 2021 har Østre Landsret i medfør af udlændingelovens § 50 opretholdt udvisningen.
Anklagemyndigheden har den 11. maj 2023 indbragt sagen for retten, jf. udlændingelovens § 50 b efter anmodning fra Tiltalte.
Anklagemyndigheden har principalt påstået sagen afvist og subsidiært påstået udvisningen opretholdt.
Tiltalte har påstået udvisningen ophævet i medfør af udlændingelovens § 50 b.
Tiltalte har om sin personlige forhold forklaret, at han blev gift med Person1 den 6. juli 2021. Hun er portugisisk statsborger og er boende i Danmark. De har boet sammen siden 2015. De har to børn, der begge er portugisiske statsborgere. Ingen af dem har dobbelt statsborgerskab. Hans kone har et særbarn, Person2. Hun er 12 år gammel. Hun er også portugisisk statsborger. Hun bor sammen med dem. Person2 er født i Danmark, og hun har samvær med sin biologiske far, der også bor i Danmark. Han har påtaget sig stedfarrollen over for Person2, siden hun var 4 år gammel. Person1 og børnene har aldrig været i Nigeria, og de har ingen tilknytning til landet.
En udtalelse af 20. april 2023 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration er benyttet som bevismiddel.
Anklagemyndigheden har til støtte for deres påstand gjort gældende, at udvisningen af Tiltalte er prøvet af Østre Landsret den 7. december 2021, hvor landsretten opretholdt udvsiningen af Tiltalte, idet landsretten nok fandt, at Tiltalte var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, hvorefter landsretten efter en samlet vurdering af oplysningerne om navnlig Tiltaltes familieliv og omstændighederne omkring etableringen heraf, den begåede kriminalitet og den udmålte straf ikke fandt, at udvisning ville være i strid med proportionalitetsprincippet i EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, eller EMRK artikel 8. Tiltalte har således fået prøvet sin udvisning i det omfang, som han efter lovgivningen har mulighed for, hvorved bemærkes, at landsrettens kendelse er afsagt for under 2 år siden.
Udsendelse af Tiltalte kan ikke umiddelbart forventes iværksat, idet rejsedokument ikke er udstedt.
Hvis sagen ikke måtte blive afvist gøres det gældende, at der af de grunde, der er anført i Østre Landsrets kendelse, og idet det i dag oplyste ikke kan føre til andet resultat, fortsat ikke er grundlag for at ophæve bestemmelsen om udvisning. Tiltalte udgør således fortsat en reel trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, og at der ikke er sket væsentlige ændringer i hans forhold, siden den oprindelige afgørelse om udvisning blev truffet.
Tiltalte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagen ikke skal afvises. Fristen bør regnes fra Østre Landsrets dom af 24. november 2020 og ikke fra Østre Landsrets kendelse af 7. december 2021. Det er et godt spørgsmål, om udvisning umiddelbart kan forventes iværksat, men dette forhold bør ikke hindre en prøvelse af Tiltaltes anmodning.
Tiltalte udgør i hvertfald ikke længere en reel trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, og hans forhold er under alle omstændigheder således i dag, at det vil stride med proportionalitetsprincippet i EU lovgivningen og i EMKR artikel 8 at opretholde udvisningen.
Tiltalte er ubestridt omfattet af EU-reglerne i udlændingelovens § 2, stk. 2.
Tiltalte er udvist ved Østre Landsrets dom af 24. november 2020. Udvisningen er opretholdt ved Østre Landsrets kendelse af 7. december 2021 i medfør af udlændingelovens § 50.
Udvisningen kan efter det oplyste ikke umiddelbart forventes iværksat, idet idet rejsedokument ikke er udstedt.
På denne baggrund og efter formålet med udlændingelovens § 50 b finder retten ikke, at Tiltalte opfylder betingelserne for en prøvelse af udvisningen i medfør af udlændingelovens § 50 b.
Sagen afvises.
Statskassen skal betale sagens omkostninger.
::::::::::::::::::::::::::::::::
(dommerne Erik P. Bentzen, Jeanette Bro Fejring og Heidi Lambert (kst.))
Dato: | 11. december 2023 |
Rettens sagsnr.: | S–1947–23 |
Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1982, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, København)
Den 19. september 2023 har Retten i Herning afsat kendelse om afvisning (rettens nr. 991759/2023).
Tiltalte har nedlagt påstand om, at anmodningen, der er indbragt for retten af anklagemyndigheden i medfør af udlændingelovens § 50 b, tages under realitetsbehandling, og at beslutningen om udvisning som bestemt ved Østre Landsrets dom af 24. november 2020 ophæves. Han har subsidiært påstået byrettens kendelse ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling ved byretten.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært ophævelse af kendelsen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i byretten.
Kæremålet har været mundtligt behandlet.
Af udtalelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) af 20. april 2023 fremgår bl.a.:
”
Udsendelsesbestræbelser
Hjemrejsestyrelsen har til sagen oplyst til SIRI, at udsendelse af Tiltalte først kan planlægges, når den nigerianske ambassade har udstedt et rejsedokument til pågældende.
Hjemrejsestyrelsen har endvidere oplyst, at de den 3. august 2022 har afholdt møde med den nigerianske ambassade i Stockholm med henblik på udstedelse af rejsedokumenter til Tiltalte, og at hans udsendelse aktuelt afventer dette. Hjemrejsestyrelsen har senest rykket ambassaden for svar den 3. august 2022.
Hjemrejsestyrelsen har oplyst, at der ikke er planlagt en konkret dato for udsendelse af Tiltaltes, idet pågældende ikke er i besiddelse af et rejsedokument, hvorfor dette først skal fremskaffes før udsendelsen kan finde sted. I den forbindelse har Hjemrejsestyrelsen oplyst, at det afhænger af den nigerianske ambassade, som fastsætter, hvornår det er muligt at udstede et rejsedokument til Tiltalte.
Endelig har Hjemrejsestyrelsen oplyst, at Tiltalte har oplyst, at han ønsker at medvirke til sin udsendelse.
SIRI skal på baggrund af ovenstående bemærke, at udsendelse af Tiltalte til Nigeria endnu ikke er iværksat.
…”
Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af Tiltalte. Der er endvidere afgivet forklaring af Person1.
Tiltalte har forklaret, at han blev løsladt i september 2022. I forbindelse med løsladelsen fik han opholdspligt på Udrejsecenter. Han kan bekræfte de fleste af oplysningerne om hans personlige forhold, der fremgår af udtalelsen fra SIRI, men der er nogle af oplysningerne, der ikke passer. Hans yngste datter, Person3, er portugisisk statsborger, og hun har opholdstilladelse i Danmark. Han har ikke registreret Person3 som nigeriansk statsborger.
Han mødte sin nuværende ægtefælle, Person1, i 2014, da han boede på et asylcenter. Han og Person1 fik deres første datter, Person4, i 2017, og derefter havde han registreret adresse hos Person1. Under hans fængselsophold besøgte Person1 ham i fængslet sammen med Person4 og sit særbarn. Siden løsladelsen har han overnattet hos Person1 i Hvidovre to gange om måneden. I hverdagen er han i et praktikforløb, og derfor er det ikke muligt at besøge Person1 og børnene. Han ønsker ikke at få besøg af Person1 og børnene på Udrejsecenter. Det er ikke et sted for dem at komme. Person4 er lige startet i skole. Hun har tidligere gået i børnehave. Indtil han blev fængslet, tog han del i Person4s hverdag. Hans yngste datter, Person3, blev født i februar 2023, og hun er lige startet i daginstitution. Han prøver fortsat at være en del af sine børns liv, men det er svært. Person1 er snart færdig med sin barsel og skal herefter genoptage sit arbejde på et plejehjem. Hun arbejder typisk fra kl. 7 til kl. 15 på hverdage og i nogle weekender. Når Person1 skal arbejde i weekenden, er det meningen, at han skal være hos børnene.
Person1 har forklaret, at hun kom til Danmark i 2008 for at arbejde. Hun er portugisisk statsborger. Person2 blev født i 2011. Hun og Person2s far gik fra hinanden, da Person2 var 1 år. Hun og Person2s far har fælles forældremyndighed over Person2, og Person2s far er stadigvæk en del af Person2s liv.
Hun mødte Tiltalte, da Person2 var 3 år, og Tiltalte blev hurtigt en del af Person2s liv. I 2017 fik hun og Tiltalte deres første fælles datter, Person4. Hun og Tiltalte tog sig begge af Person4. Efter at Tiltalte blev fængslet, gik hun ned med stress. Hun og Tiltalte blev gift den 6. juli 2021 i arresten. Vielsen blev forestået af borgmesteren. Hun blev gravid igen i maj 2022. Hun havde svært ved at få det til at hænge sammen derhjemme, og hun blev sygemeldt.
Efter at Tiltalte er blevet løsladt, har han fået lov til at tage hjem til hende to gange om måneden. Når Tiltalte er hjemme hos hende, hjælper han med praktiske gøremål og med børnene. Person4 er meget opmærksom på, at Tiltalte ikke er der ret meget, og det påvirker Person4 meget. Person4 har svært ved at koncentrere sig i skolen. Person3 er registreret som portugisisk statsborger og har fået opholdstilladelse i Danmark. Hun og børnene kan ikke flytte til Portugal. Person4 kan ikke tale portugisisk.
Tiltalte blev ved Østre Landsrets dom af 24. november 2020 udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Udvisningen skete i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, efter at tiltalte var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 171, stk. 1 og 3, jf. § 172, stk. 1.
Efter oplysningerne i sagen lægger landsretten til grund, at udvisning af Tiltalte endnu ikke er blevet iværksat.
Det fremgår af udlændingelovens § 50 b, stk. 1, at anklagemyndigheden, hvis udvisning efter lovens § 49, stk. 1, ikke er iværksat 2 år efter afgørelsen om udvisning, skal indbringe spørgsmålet om, hvorvidt udvisningen skal opretholdes, for retten, og at indbringelsen skal ske, umiddelbart inden udvisningen kan forventes iværksat.
Bestemmelsen blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 301 af 19. april 2006 som en supplerende bestemmelse til udlændingelovens § 50 med henblik på at gennemføre Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet).
Det fremgår af direktivets artikel 33, stk. 2, at hvis en udsendelsesafgørelse gennemføres mere end 2 år efter, at den blev truffet, skal den berørte medlemsstat efterprøve, om den pågældende fortsat udgør en reel trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, og den skal vurdere, om forholdene har ændret sig, siden den oprindelige udsendelsesafgørelse blev truffet.
Af forarbejderne til udlændingelovens § 50 b fremgår bl.a.:
”Da det bør være de faktiske forhold på det tidspunkt, hvor udvisningen kan effektueres, som er afgørende for, om den skal opretholdes, foreslås det, at anklagemyndigheden først skal indbringe spørgsmålet om, hvorvidt udvisningen skal opretholdes, for retten, umiddelbart inden udvisningen kan forventes iværksat.”
Det fremgår af udtalelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration af 20. april 2023, at udvisningen af Tiltalte først kan planlægges, når den nigerianske ambassade har udstedt et rejsedokument til ham, og at det er uvist, hvornår dette sker.
På denne baggrund finder landsretten ikke på nuværende tidspunkt grundlag for i medfør af udlændingelovens § 50 b at foretage en prøvelse af, om udvisningen af Tiltalte skal opretholdes. Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.
Byrettens afgørelse stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.