Dato: | 9. maj 2022 |
Rettens sagsnr.: | KATO-1108/2022 |
Politiets sagsnr.: | 5100-89110-00065-21 |
Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født juli 1974 og Tiltalte2, cvr-nummer …
Anklageskrift er modtaget den 28. marts 2022.
Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalte for overtrædelse af
1.
Udgår
2.
Tiltalte Tiltalte1
dyreværnslovens § 58 stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, nr. 1 jf. Rådets Forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra b jf. bilag 1, pkt. 1 og pkt. 2, litra b,
ved den 8. februar 2021 i forbindelse med økonomisk virksomhed at have ført lastbil med reg.nr. ... tilkoblet påhængsvogn ... fra besætningen med CHR nr. ... beliggende Adresse, pr. By1 til slagteriet Selskab i By2, og herunder som fører og ledsager af dyretransporten at have transporteret det i forhold 1 nævnte slagtesvin, uagtet svinet grundet det store brok med sår ikke var transportegnet, hvorved slagtesvinet blev udsat for groft uforsvarligt behandling og ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
3.
Tiltalte Tiltalte2:
dyreværnslovens § 58 stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, og stk. 13, jf. § 2 samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. jf. stk. 3, jf. Rådets Forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3, jf. bilag 1, pkt. 1 og pkt. 2, litra b,
ved den 8. februar 2021 i forbindelse med økonomisk virksomhed at være ansvarlig for, at chauffør Tiltalte1 førte lastbil med reg.nr. ... tilkoblet påhængsvogn ... fra besætningen med CHR nr. ... beliggende Adresse, pr. By1 til slagteriet Selskab i By2, og herunder transporterede det i forhold 1 nævnte slagtesvin, uagtet svinet grundet det store brok med sår ikke var transportegnet, hvorved slagtesvinet blev udsat for groft uforsvarligt behandling og ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om strafbortfald for så vidt angår Tiltalte1 og bødestraf for så vidt angår Tiltalte2.
De tiltalte har erkendt sig skyldige, dog ikke at behandlingen af slagtesvinet var groft uforsvarlig, jf. herved dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2.
De tiltalte har ikke afgivet forklaring.
Embedsdyrlæge Vidne, Fødevarestyrelsen har forklaret, at han på det pågældende tidspunkt var på arbejde som embedsdyrlæge ved kødkontrollen på slagteriet.
Der kommer hver dag flere læs grise, der bliver aflæsset gruppevis og ikke bliver skinkemarkeret, og det var det pågældende læs. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke kan følge transporterne og grisene via blandt andet gps. Når de kommer ind i slagteriet er der også styr på grisene, så de ikke bliver blandet sammen inden det tidspunkt, hvor grisen er blevet taget fra.
Det var hans kollega, der stod i stalden og tog imod grisene og også den omhandlede gris. Han blev selv tilkaldt, og da han kom, stod grisen i en sygefold. Det er ham, der har taget fotoene af grisen. Brokket i sig selv er ikke nødvendigvis i strid med dyrevelfærdsloven, men hvis brokket bliver så stort, at der er risiko for slidsår, er det i strid med dyrevelfærdsloven. Grisen har også røde ører. Da brokket blev skåret op, var der bindevæv, hvilket viser, at såret var af ældre dator. Det var flere uger gammelt, formentlig 2-3 uger. Sårene er ikke kommet under transporten, og brokket vil efter hans vurdering heller ikke væsentligt have ændret størrelse under transporten.
Det er hans veterinærfaglige vurdering, at opholdet i besætningen har været grovere uforsvarlig. Under selve transporten har grisen været adskilt, men det er stadig ikke i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven at transportere grisen, omend dette ikke er så groft som som selve opholdet i besætningen, der har varet flere uger med de pågældende sår.
Der har været fremlagt fotos, erklæring af 30. marts 2021 fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet, og erklæring af 13. december 2021 fra Det Veterinære Sundhedsråd.
De tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldige. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at de tiltalte er skyldige.
I overensstemelse med anklagemyndighedens påstand, som er begrundet i Fødevarestyrelsens ændring af sanktionspraksis, bortfalder straffen for Tiltalte1, jf. straffelovens § 83, 2. pkt.
Retten finder i overensstemmelse med Det Veterinære Sundhedsråd, at svinet under transporten til slagteriet har været udsat for grovere uforsvarlig behandling, hvorfor straffen for tiltalte Tiltalte2 skal fastsættes i medfør af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2. Straffen for Tiltalte2 fastsættes herefter til en tillægsbøde på 50.000 kr., jf. rettelig dyrevelfærdslovens § 58 stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, og stk. 13, jf. § 2 samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. jf. stk. 3, jf. Rådets Forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra bog artikel 6, stk. 3, jf. bilag 1, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, alt jf. straffelovens § 89.
Retten bemærker herved, at der som anført i Højesterets dom af 22. april 2022 i sag 7/2022 skal ske absolut kumulation, og at det derfor ikke kan føre til en nedsættelse af bøden, at den fastsættes som en tillægsstraf til en række domme, hvor der er idømt bøder for grovere uforsvarlig behandling af dyr ved transport.
Der fastsættes ingen straf for tiltalte Tiltalte1.
Tiltalte2 skal betale en bøde på 50.000 kr.
De tiltalte skal hver især betale de dem vedrørende sagsomkostninger.
::::::::::::::::::::::::::::::::
(dommerne Flemming Krog Bjerre, Annette Dellgren og Kim Rasmussen (kst.))
Dato: | 14. juni 2023 |
Rettens sagsnr.: | S–1120–22 |
Anklagemyndigheden mod Tiltalte2, cvr-nummer …, (advokat Anja Velbæk Mouridsen, Risskov)
Retten i Hjørring har den 9. maj 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. KATO-1108/2022).
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at bøden forhøjes til 70.000 kr.
Tiltalte, Tiltalte2, har påstået formildelse. Tiltalte har endvidere gjort gældende, at der ikke er grundlag for at henføre forholdet under dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, om grovere uforsvarlig behandling af dyr, men alene under § 58, stk. 1.
Det er oplyst for landsretten, at tiltalte forud for den 8. februar 2021 – når der ikke nævnes afgørelser, hvor der alene har været spørgsmål om tillægsstraf, jf. straffelovens § 89 – er straffet for overtrædelse af dyreværnslovens § 28 (nu dyrevelfærdslovens § 58)
Efter den 8. februar 2021 er tiltalte straffet
Der foreligger endvidere en række afgørelser, hvor tiltalte er idømt tillægsbøder i medfør af straffelovens § 89.
Vidnet embedsdyrlæge Vidne har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Embedsdyrlæge Vidne har supplerende forklaret, at han siden 2001 har arbejdet som embedsdyrlæge i kødkontrollen. Han beskæftiger sig navnlig med besigtigelse af svin, der ankommer til slagteriet, og patologiske opgaver. Når der opstår spørgsmål, om der er sket en overtrædelse af dyrevelfærdsloven, er de som regel to dyrlæger, der tager sig af dyret. Det er en slags second opinion, og det er en kvalitetssikring at have flere øjne på.
Forholdene er ikke altid sort/hvide, og der må ofte foretages en vurdering af graden af alvoren af forholdet. Hvis der skal ske en anmeldelse, skal de sikre den nødvendige dokumentation, hvilket er tidskrævende. I denne sag blev svinet besigtiget af 4 dyrlæger.
Brokket kan godt have ændret sig op til et par cm under transporten, men det har ikke ændret sig nævneværdigt. Han kan vedstå sin forklaring for byretten om, at det ikke var i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven at transportere grisen, omend dette ikke er så groft som selve opholdet i besætningen, der havde varet i flere uger med de pågældende sår. Det skyldes, at grisen havde opholdt sig i stalden med brokket i 2-3 uger, og at transporten kun tog relativt kort tid. Transportøren har dog efter hans opfattelse også handlet groft uforsvarligt, fordi der var sår på det store brok. Den vurdering er i overensstemmelse med en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd fra 2008. Der er dog tale om et forhold af groft uforsvarlig behandling i den lavere ende.
Det er rigtigt, at grisen havde været afskilt fra de andre grise under transporten, hvilket var godt, men omvendt så erkender chaufføren jo så samtidig, at han har set brokket og alligevel har taget grisen med.
Hvis man transporterer en gris med et stort brok uden sårdannelse, kan det godt være i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven. Hvis grisen ikke er adskilt fra de andre grise under transporten, kan det være uforsvarligt. Hvis der er sår på brokket, vil det typisk være groft uforsvarligt at transportere grisen, for så er der større risiko for smerte. Risikoen for, at en gris lider smerte, bliver klart mindre, når den bliver adskilt, fordi de andre grise så ikke skubber eller tramper på den. Risikoen for, at brokket hos den gris, som denne sag handler om, bristede blev således mindre, fordi den var adskilt.
Grisen havde det dårligt, da han besigtigede den, men han ved ikke, om det skyldtes brokket eller andre forhold, herunder nyrebetændelse.
Det er anført i Fødevarestyrelsens anmeldelse af 26. februar 2021, at dyret efter en dyrlægefaglig vurdering havde været udsat for grovere uforsvarlig behandling ved transporten, og at det i vurderingen indgik, at der var tale om to større åbne sår og den omstændighed, at et alvorligt sår udgør en smertefuld tilstand.
Det Veterinære Sundhedsråd har i besvarelsen af spørgsmål 2 anført, at det aktuelle, let gangbesværede svin med den ca. 18 cm (diameter) store udposning ved navlestedet med to åbne sår på undersiden af udposningen, der periodevis rørte underlaget, var uegnet til transport, herunder skånetransport separeret fra de andre svin på transporten. Ved at være læsset og transporteret som beskrevet, finder Rådet, at svinet har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Det er endvidere anført, at Rådet finder, at svinet under læsning og transport til slagteriet har været udsat for groft behandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2.
På denne baggrund tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at forholdet er omfattet af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2.
Det fremgår af forarbejderne til dyrevelfærdsloven (tidligere dyreværnsloven), at der i tilfælde, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser, bør fastsættes en bøde, der er væsentligt højere, end de angivne strafpositioner som 2. gangstilfælde ellers ville føre til.
Det fremgår også, at der i disse tilfælde vil kunne være grundlag for absolut kumulation af de bøder, der isoleret er forskyldt i de enkelte tilfælde, og at det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes.
Det aktuelle forhold er et 7. gangstilfælde. På den baggrund og efter oplysningerne om tiltaltes forstraffe og forholdets karakter finder landsretten, at der er grundlag for at fastsætte tillægsbøden ud fra princippet om absolut kumulation, og at tillægsbøden passende kan forhøjes til 70.000 kr.
Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at tillægsbøden for tiltalte, Tiltalte2, forhøjes til 70.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.