VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 12. oktober 2021
Sag BS-21772/2021-VLR
(2. afdeling)
Appellant, tidligere Sagsøgte
(advokat Axel Stausgaard Pallesen)
mod
Basisbank A/S
(advokat Ulrik Bayer)
Retten i Aalborg har den 25. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-57949/2019-ALB).
Landsdommerne Henrik Twilhøj, Annette Nørby og Gry Høirup (kst.) har del-taget i ankesagens afgørelse.
Sagen har været behandlet efter retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav (småsager). Ankesagen har været behandlet skriftligt.
Påstande
Appellant, tidligere Sagsøgte, har gentaget sin påstand for byretten om frifindelse.
Indstævnte, Basisbank A/S, har påstået dommen stadfæstet.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Appellant, tidligere Sagsøgte har yderligere anført, at han ikke har udvist en så-dan grad af uagtsomhed, at han hæfter for lånet i forhold til Basisbank A/S. Han har ikke ved sin adfærd og handlemåde overtrådt gældende Regler for NemID
2
til netbank og offentlig signatur. Det kan ikke bebrejdes ham, at en 3. person ved en strafbar handling har skaffet sig adgang til hans data og har misbrugt disse.
Basisbank A/S har heroverfor blandt andet anført, at Appellant, tidligere Sagsøgte har handlet erstatningspådragende ved ikke at have opbevaret sine strengt personlige oplysninger sikkert, og at han derfor skal erstatte bankens tab, der er en adækvat og kausal følge af den udviste adfærd. Appellant, tidligere Sagsøgte burde under alle omstændigheder have spærret sit NemID straks efter, der havde været en ubuden gæst inde på hans uaflåste værelse, eller have spærret det efter det første misbrug. Ved ikke at gøre dette har han accepteret låneoptagelsen, hvorfor han tillige af denne grund hæfter for bankens tilgodehavende.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at lånet på 43.200 kr. hos Basisbank A/S ikke er optaget af Appellant, tidligere Sagsøgte eller med hans medvirken, men at det er optaget af en ukendt trediemand ved misbrug af Appellants, tidligere Sagsøgte NemID.
Det beror herefter på en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb, om Appellant, tidligere Sagsøgte hæfter for lånet på aftaleretligt grundlag eller eventuelt er erstatningsansvarlig.
Appellant, tidligere Sagsøgte har blandt andet forklaret, at han, på tidspunktet hvor lånet blev optaget, havde arbejde i Spanien, hvor han boede i en lejlighed sammen med nogle kammerater. De stolede på hinanden, og dørene til værelserne var ikke låst. Han havde sit nøglekort til NemID liggende i en pung på værelset, ligesom han opbevarede sit pas og sygesikringskort på værelset. Han har ikke udleveret adgangskoden til sit NemID til andre, og han har ikke skrevet koden ned.
Det forhold, at det under disse omstændigheder uden Appellants, tidligere Sagsøgte vidende er lykkedes en tredjemand at sætte sig i besiddelse af hans NemID-oplysninger, indebærer efter landsrettens opfattelse ikke, at der er etableret et fuldmagtsforhold. Der foreligger heller ikke omstændigheder, der kan begrunde, at Appellant, tidligere Sagsøgte ved efterfølgende handlinger eller undladelser kan anses for aftaleretligt forpligtet af låneaftalen.
Efter en samlet vurdering finder landsretten det desuden ikke bevist, at Appellant, tidligere Sagsøgte har udvist en sådan uforsigtighed, at han kan pålægges et erstatningsansvar over for Basisbank A/S.
3
Den omstændighed, at Appellant, tidligere Sagsøgte først politianmeldte forholdet og spærrede sit NemID i maj 2017, kan ikke tillægges betydning, idet det må lægges til grund, at Basisbank A/S´s tab indtrådte allerede den 3. marts 2017, hvor størstedelen af låneprovenuet – i øvrigt samme dag, som det blev overført til Appellants, tidligere Sagsøgte konto – blev videreoverført til en anden konto.
Efter det anførte tager landsretten Appellants, tidligere Sagsøgte påstand om frifindelse til følge.
Efter sagens udfald skal Basisbank A/S i sagsomkostninger for begge retter be-tale 5.750 kr. til Appellant, tidligere Sagsøgte. 5.000 kr. inkl. moms af beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand for begge retter og 750 kr. til dækning af retsafgift for landsretten. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af belø-bet til advokat taget hensyn til, at sagen er behandlet skriftligt.
THI KENDES FOR RET:
Appellant, tidligere Sagsøgte frifindes.
I sagsomkostninger for begge retter skal Basisbank A/S inden 14 dage betale 5.750 kr. til Appellant, tidligere Sagsøgte.
Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.