Forhold 1-7

Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder, idet han har forklaret, at han flere gange har besøgt Person1 og Person2, Person4 og Person5, Person6, Person11 og en ukendt kvinde ved navn Person10 fra By2, mens der på adresserne har opholdt sig mindreårige børn, herunder at han vist nok en enkelt gang har passet Person1 og Person2s mindreårige datter Person3.

Tiltalte har nægtet, at han med sine besøg har overtrådt det pålæg, som han fik ved dommen af 25. oktober 2010 under henvisning til, at han ikke har taget ophold men blot aflagt de i anklageskriftet nævnte personer korterevarende besøg, herunder mens der har været mindreårige børn til stede.

Ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., der trådte i kraft den 1. juli 2013, blev bestemmelsen om pålæg til dømte seksualforbrydere i straffelovens § 236 moderniseret sådan, at kriterierne for at give pålæg blev lovfæstet, og sådan at rækkevidden af de forskellige former for pålæg blev præciseret. De pålæg, der herefter kunne meddeles efter denne bestemmelse, var opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud, som defineret i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-4.

Det fremgår af forarbejderne (LFF 2013-02-06 nr. 141) til den nyaffattede § 236, stk. 1, nr. 2, at der med "bolig" først og fremmest sigtes til det sted, hvor den pågældende overnatter, og at der med udtrykkene "tage ophold" og "opholder sig" dermed også sigtes til ophold med overnatning, og at det endvidere i almindelighed vil være et krav, at der er tale om flere overnatninger. Det fremgår videre af bemærkningerne, at et boligforbud ikke vil være til hinder for, at den dømte tilbringer dagtimerne sammen med et barn, når den dømte og barnet ikke overnatter i samme bolig.

Det fremgår videre af forarbejderne til den nyaffattede § 236, stk. 1, nr. 3, at besøgsforbud angår tilfælde, hvor den dømte selv modtager besøg af et barn, herunder uden for sin bolig, hvor den dømte er vært for et barn, der ikke er ledsaget af en voksen, og at et besøgsforbud ikke vil være til hinder for, at den dømte besøger et barn. Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen ikke indeholder nogen egentlig undergrænse for, hvor kort tid barnet skal være til stede hos den dømte, før der er tale om et besøg i bestemmelsens forstand. Også en kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 5-10 minutters varighed må således anses som et besøg i bestemmelsens forstand. En helt kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 2-3 minutters varighed eksempelvis for at give eller modtage en besked eller hente eller bringe noget kan dog ikke anses som et besøg i bestemmelsens forstand.

Det pålæg, som tiltalte blev meddelt ved dommen af 25. oktober 2010, og som fortsat er gældende, svarer efter sin ordlyd til det boligforbud, der blev indført i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, og vil efter sit indhold endvidere omfatte det besøgsforbud, som blev indført med bestemmelsens stk. 1, nr. 3. Retten finder, at pålægget meddelt ved dommen af 25. oktober 2010 må skulle fortolkes i overensstemmelse med præciseringen af rækkevidden af de nu lovfæstede pålæg i straffelovens § 236, stk. 1.

Da tiltalte herefter i ingen af forholdene har "taget ophold" hos personer, hos hvem der opholdt sig et barn under 18 år, eller har "modtaget besøg" af et uledsaget barn under 18 år, som disse begreber må skulle forstås efter den skete præcisering af rækkevidden af et pålæg efter straffelovens § 236, har anklagemyndigheden ikke løftet bevisbyrden for, at tiltalte med sine besøg m.v. har overtrådt pålægget af 25. oktober 2010. Tiltalte frifindes derfor i den rejste tiltale i disse forhold.

Forhold 8

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale i dette forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 235, stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på sagens karakter og omstændigheder, herunder antallet af børnepornografiske fremstillinger, grovheden af det børnepornografiske indhold samt tiltaltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Skyldsspørgsmålet

Anklagemyndigheden har om forhold 1-7 gjort gældende, at det pålæg, tiltalte blev idømt ved dommen af 25. oktober 2010, skal fortolkes i overensstemmelse med straffelovens § 236, som bestemmelsen var formuleret på daværende tidspunkt, og i overensstemmelse med den daværende praksis. Der skal således ikke lægges vægt på den ændring af bestemmelsen, som blev foretaget ved lov nr. 633 af 12. juni 2013.

Det fremgår af forarbejderne til ændringen af straffelovens § 236 i 2013 (LFF nr. 141 af 6. februar 2013), at formålet med ændringen var at modernisere bestemmelsen, herunder således at der skete en præcisering af rækkevidden af de forskellige former for pålæg. Af bemærkningerne fremgår endvidere, at den nye udformning af bestemmelsen på visse punkter medførte indskrænkninger i rækkevidden af pålæg.

Efter princippet i straffelovens § 3 finder landsretten herefter – ligesom byretten – at indholdet og rækkevidden af det pålæg, som tiltalte blev idømt ved dommen af 25. oktober 2010, må fortolkes i lyset af lovændringen i 2013 og forarbejdernes bemærkninger om rækkevidden af særligt bopæls- og besøgsforbud.

På denne baggrund tiltræder landsretten af de grunde, der er anført af byretten, at tiltalte er frifundet i forhold 1-7.

Straffastsættelsen

Af de grunde, der er anført af byretten, og da straffen efter princippet i straffelovens § 89 skal fastsættes som en tillægsstraf til dommen af 18. oktober 2023, stemmer 4 voterende for at fastsætte straffen til fængsel i 3 måneder, mens 2 voterende stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 4 måneder.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og straffen, der som anført er en tillægsstraf, nedsættes herefter til fængsel i 3 måneder.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.