Sagen angik, om A i en periode som bagvagt i
Hjemmeværnskommandoen havde udført arbejde, der var omfattet af en
aftale vedrørende rådigheds- og tilkaldevagttjeneste, og derfor
havde været berettiget til tillæg. Sagen vedrørte derudover, om bod
var forskyldt som følge af, at A ikke havde fået udbetalt dette
tillæg. Tjenestemandsretten fandt, at aftalen om rådigheds- og
tilkaldevagttjeneste regulerede en ordning, der havde til formål at
kompensere en vagthavende, som ved at stå til rådighed og om
nødvendigt være klar til at møde på tjenestestedet inden for en
nærmere fastsat tidsramme led et indgreb i sin handle- eller
bevægelsesfrihed. Forpligtelsen til at stå til rådighed - og retten
til kompensation herfor - fulgte af, at vedkommende var anført på
en vagtroste eller -liste over det personel, som var beordret til
at være på vagt. A havde ikke været anført på en vagtroste eller -liste, han
havde ingen pligt til at kunne møde frem på tjenestedet inden for
en nærmere fastsat tidsramme, og der var ikke tale om, at han som
led i omgangstjeneste var pålagt at forrette rådigheds- eller
tilkaldevagttjeneste i stedet for at være på vagt på
tjenestestedet. Det var vagthavende - ikke bagvagten - som var på
vagt, A blev som bagvagt kun kontaktet lejlighedsvis, og det var
ikke pålagt ham som en tjenestepligt at besvare opkald. A var
dermed ikke pålagt en indskrænkning i sin handle- eller
bevægelsesfrihed, som kan sidestilles med den form for rådigheds-
og tilkaldevagttjeneste, som var omfattet af aftalen om rådigheds-
og tilkaldevagttjeneste. Den funktion, som A havde varetaget som
bagvagt, måtte tværtimod anses for at have udgjort et led i
varetagelsen af stillingen som chef, som ikke var gået ud over,
hvad der kunne forventes af en chef på det niveau, og som ikke
kunne begrunde særskilt honorering, uden der var indgået en aftale
herom, hvilket ikke var tilfældet. Indklagede frifandtes herefter for de af klager nedlagte
påstande.
