Østre Landsrets dom af 13. november 2018 i sag B-751-16

Print

SKM2018.568.ØLR

Relaterede love

Renteloven
Skattekontrolloven-GAMMEL
Statsskatteloven
Skattekontrolloven

Relaterede retsområder

Skatteret

Resumé

Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at afgørelse om skønsmæssig forhøjelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag.

Sagen handlede om, hvorvidt en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, herunder om beløb betegnet "other costs" ikke var skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4. Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst med det samlede beløb af indsætningerne fratrukket et skønsmæssigt ansat fradrag for transportudgifter. Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for, at afgørelsen kunne tilsidesættes, herunder at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4. Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at der måtte være en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af indsætningerne. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Parter

A

(v/adv. Lars Borring)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. fm. Mads Høeg Sørensen)

Afsagt af landsretsdommerne

Ib Hounsgaard Trabjerg, Henrik Bitsch og Anne-Sophie Abel Lohse (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Københavns Byrets dom af 23. februar 2016 (BS 37A-3242/2014) SKM2016.194.BR er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at appellantens overskud af virksomhed i året 2001 andrager 237.370 kr., subsidiært et større beløb, men mindre end 887.370 kr.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har supplerende forklaret bl.a., hun ikke har modtaget 50 % i provision, men en provision af et restbeløb, der var væsentligt lavere. De 50 % i provision blev udregnet på baggrund af nettofortjenesten. I 2004 blev hendes provision forhøjet, da Polen var sikker på at komme med i EU. Derefter var de polske virksomheder ikke bange for, at der ville ske pludselige devalueringer. Hun har hele tiden udarbejdet sine regnskaber på samme måde. Det har ikke givet anledning til spørgsmål eller bemærkninger fra revisor. Skattevæsenet har også tidligere i begyndelsen af 1990´erne gennemgået hendes regnskaber og bilag uden at komme med indsigelser hertil. Foreholdt afregning af 22. december 2000 forklarede hun, at det er en oversigt, der viser, at hun har lagt penge ud for transport, og at det er fratrukket i den polske virksomheds tilgodehavende hos hende. Det er hende, der har skrevet på i hånden, at beløbet er udbetalt. Det er også hende, der har skrevet, at gælden til den polske virksomhed er tilbagebetalt. Den fremlagte kvittering fra grænsekontrollen dokumenterer, at hun den 1. juni 2009 indførte 94.000 kr. til Polen. Hun samarbejdede med de pågældende virksomheder indtil 2010. Hun har i flere tilfælde betalt for reklamationer fra kunder. TI’s klient modtog betaling efter at have taget beløbet til inkasso. Det er muligt, at hun fik 15.000 kr. om måneden før skat i vederlag. Hun boede til leje i den periode. 

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget og uddybet deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. 

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagen angår, om den skønsmæssige ansættelse af A’s skattepligtige indkomst, som SKAT har foretaget i medfør af skattekontrollovens § 5, stk. 3, skal tilsidesættes.

Det påhviler i den forbindelse A at godtgøre, at den skønsmæssige ansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag, herunder at beløbene betegnet ”other costs” ikke er skattepligtig indkomst omfattet af statsskattelovens § 4.

Landsretten finder ikke, at A ved sin vidneforklaring, fremlæggelse af agenturaftaler, løbende opgørelser og bekræftelser, udskrift af bankkonti, kvitteringer fra grænsekontrollen, kvittering for betaling af et advokathonorar og den af hende udarbejdede opgørelse har godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag.

Landsretten har endvidere lagt vægt på, at agenturaftalerne eller tillæggene hertil hverken omtaler eller i øvrigt regulerer den aftale, som A efter hendes egen forklaring har haft med såvel G2 som G1 vedrørende ”other costs”.

Der er ikke grundlag for at antage, at der som følge af at SKAT eventuelt tidligere år har gennemgået A’s indtægts-og formueforhold uden anmærkninger, er skabt en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af midler modtaget som ”other costs”. Det bemærkes, at der ikke er dokumenteret nogen form for tilkendegivelse fra SKAT's side i denne forbindelse.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 35.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 35.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.