Landsskatterettens kendelse af 29. marts 2004 i sag 2-5-1891-0112

Klagen vedrører beskatning af udbetalt yderligere beløb i forbindelse med tilbagebetaling af kloakbidrag.

Skatteankenævnet har stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afgørelse, hvorefter klagerens kapitalindkomst er forhøjet med 8.232 kr.

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets afgørelse, således at klagerens indkomst nedsættes med 8.232 kr.

Kommunen besluttede i 1973, at et sommerhusområde, hvor skatteyderen har sommerhus, skulle kloakeres. Fra dette tidspunkt opkrævede kommunens kloakafdeling/kloakfond tilslutningsbidrag fra de enkelte grundejere.

Højesteret afsagde den 9. maj 1985 dom i en sag, hvor 2 grundejere fik medhold i, at de ikke efter de dagældende bestemmelser i vandløbsloven kunne pålægges at betale bidrag til et rensningsanlægs drift, så længe de endnu ikke var tilsluttet dette. Den herved opkrævede vandafledningsaf­gift måtte derfor tilbagebetales, jfr. UfR 1985.470 H.

På baggrund af denne dom traf kommunalbestyrelsen i kommunen den 12. oktober 1987 bestemmelse om, at der skulle ske tilbagebetaling af de tilslutningsbidrag, der allerede var betalt af de respektive sommerhusejere i området, da der endnu ikke var sket kloakering.

Uagtet kommunens beslutning skete der i en længere periode ikke tilbagebetaling af de indbetalte kloakbidrag, og man fortsatte i kommunen med at opkræve nye tilslutningsbidrag, efterhånden som området blev udbygget og udstykket.

Som følge bl.a. af forskellige tekniske vanskeligheder, herunder et spørgsmål om, hvorvidt der i stedet skulle foretages en grund­vandssænkning i området, således at grundejernes egne nedsivningsanlæg kunne bibeholdes, blev der først på baggrund af en ny afgørelse foretaget kloakering i området i 1998.

Der foretoges imidlertid ikke kloakering i klagerens tilfælde.

Klageren modtog i forbindelse med tilbagebetaling af de ulovligt opkrævede kloakbidrag i 1999 et yderligere tillæg på 8.232 kr., hvilket beløb ifølge skrivelser fra kommunen af 2. og 22. februar 1999 udgjorde renter af tilbagebetalt kloakbidrag.

Oprindelig selvangav klageren beløbet som renteindtægt, men søgte genoptagelse af skatteansættelsen på baggrund af en ikke offentliggjort landsskatterets kendelse af 3. september 2002 i en lignende sag.

Skatteankenævnet har stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afgørelse, hvorefter klagerens kapitalindkomst er forhøjet med 8.232 kr.

Nævnet har bl.a. henvist til, at der i klagerens tilfælde ikke er gennemført kloakering, hvorfor det omhandlede beløb på 8.233 kr. ikke kan betragtes som en dekort i et endeligt tilsvar af kloakbidrag. Beløbet er herefter anset for rente, og dermed skattepligtigt, jf. bl.a. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e.

Klageren har overfor Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at det modtagne beløb på 8.232 kr. anses for skattefrit.

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at hvis det lægges til grund at beløbet skal betragtes som rente, skulle beløbet have været periodiseret og været beskattet i de indkomstår, som de påløbne renter vedrører.

Til støtte for den principale påstand har klageren bl.a. gjort gældende, at sagen skal afgøres i overens­stemmelse med Landsskatterettens kendelse af 3. september 2002, som er fremlagt, idet beskatningsgrundlaget i nærværende sag er identisk med beskatningsgrundlaget i den anførte kendelse. I begge sager er, som følge af  kommunens oprindelige afgørelse, indbetalt bidrag, der var tænkt anvendt til kloakering. Disse bidrag er i begge sager, som følge af ændret be­slutning i kommunen, tillagt et beløb beregnet som et procenttillæg for de enkelte år, hvori beløbet har beroet i kommunens kasse uden at blive anvendt til formålet.

Det forhold, at udbetalingen i den anførte kendelse er sket ved modregning og i nærvæ­rende sag ved kontant udbetaling, kan ikke tillægges betydning for, om beløbet skal be­skattes eller ikke beskattes, idet det i statsskatteloven alene er indkomstens art, og ikke dens udbetalingsmåde, benævnelse eller andet, der er afgørende.

Der kan ikke sluttes modsætningsvis fra den nævnte kendelse.

De grunde, Landsskatteretten i kendelsen af 3. september 2002 har anført som afgørende for, at der ikke er tale om skattepligtige renter, foreligger ligeledes i denne sag, og sagerne skal derfor have samme afgørelse.

I henhold til Grundlovens § 43 skal en skat have udtrykkelig lovhjemmel for at kunne opkræves, og dette forhindrer i sig selv, at man bruger modsætningsslutninger i de skattelove, der udskrives, også statsskatteloven.

Til støtte for den subsidiære påstand har klageren bl.a. gjort gældende, at skatteankenævnet sidestiller udbetalingen i nærværende sag med de renter, der påløber indestående i banker. Sådanne renter skal beskattes hvert år for det pågældende år, hvor renterne indberettes af banken til skattemyndighederne. Man kan ikke nøjes med at angive renterne til beskatning i det år, hvori man hæver renterne. Hvis skatteanke­nævnets analogi følges, så skulle kommunen hvert af tilskrivningsårene have indberettet det tilskrevne beløb til beskatning. De ikke oplyste beløb for tiden forud for 1995 vil herefter være forældede, jf. 1908-lovens forældelsesregler, og kan ikke beskattes i 1999 som sket. Der skal i så fald alene beskattes et langt mindre beløb, som vedrører 1995-1998.

Det omhandlede yderligere udbetalte beløb på 8.232 kr. i forbindelse med tilbagebetaling af ulovligt opkrævet kloakbidrag findes efter sin karakter ikke at kunne anses for rente. Udbetaling af beløbet er således ikke sket i henhold til lov, aftale eller andet retsgrundlag, som hjemmelsmæssigt kvalificerer beløbet som rente af en gæld. Henset endvidere til baggrunden for beløbets udbetaling, herunder at det ikke er ydet ud fra et gavesynspunkt, men at beløbet har karakter af en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe i forbindelse med udstedelse af en ulovlig forvaltningsakt, er beløbet ikke omfattet af statsskattelovens § 4, men omfattet af lovens § 5 og dermed skattefrit, da det mest nærliggende må anses at vedrøre klagerens formuesfære.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.