Landsskatterettens kendelse af 26. juli 2006 i sag 2-4-1842-0766

Klagen vedrører beregning af ejendomsværdiskat før og efter udstykning fra tofamilieejendom, herunder om begrænsningsreglen i ejendomsværdiskattelovens § 9a finder anvendelse.

Landsskatterettens afgørelse

Ejendomsværdiskat

Sagens oplysninger

Klageren har ved betinget skøde underskrevet af sælger den 19. november 1999, i lige sameje med sin medejer, erhvervet en ideel andel af ejendommen matr. nr. xx. Ejendommen er beliggende B. Den ideelle andel er beskrevet som parcel nr. 2, beliggende C. Skødet er bl.a. betinget af endelig udstykning af parcel nr. 2. Parcel nr. 2 er ved approbationsdato den 25. januar 2000 udstykket fra ejendommen, som matrikel yy. Anmodning om approbation er indsendt til Kort- og Matrikelstyrelsen den 27. december 1999. Ejendommen matr. yy's ejendomsværdi den 1. januar 2001 er 1.600.000 kr., ejendomsværdien den 1. januar 2002 er 1.750.000 kr.     

Skatteankenævnets afgørelse

Indkomståret 2000

Når der er foretaget en ejerboligværdifordeling efter vurderingslovens § 33, stk. 6, 1. pkt. er der hjemmel i ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1 nr. 2 til at opkræve ejendomsværdiskat. I 2000 er ejendomsvurderingen vedrørende B netop fordelt på to beboelseslejligheder, hvoraf 660.500 kr. er henført til klagerens lejlighed. Der skal herefter svares ejendomsværdiskat efter reglerne i ejendomsværdiskattelovens §§ 1-5, med nedslag for erhvervsmæssig andel, jf. § 11, stk.2.  

Ejendomsværdiskatten beregnes således:

Indkomstårene 2001 og 2002

Skatteankenævnet er af den opfattelse, at C på erhvervelsestidspunktet er en del af ejendommen B. C er udstykket fra B. Da udstykningen foretages i 2000, er det først i forbindelse med 2001-vurderingen at der foretages en selvstændig vurdering af C. Den foretagne udstykning, hvorefter ejendommen C får et selvstændigt ejendomsnummer, og således ikke længere er vurderet som en del af ejendommen B, skal sidestilles med et ejerskifte, uanset at det fortsat er klageren der bebor ejendommen C. Den stigning der sker i ejendomsvurderingen fra 2000 til 2001 på grund af udstykningen er herefter ikke omfattet af begrænsningsreglen i ejendomsværdiskattelovens § 9a.

Ejendomsværdiskatten beregnes således:

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har fremsat på stand om at klagerens ejendomsværdiskat nedsættes til det selvangivne, som for indkomstårene 2000, 2001 og 2002 er henholdsvis 2.873 kr., 3.448 kr. og 4.137 kr.   

Til støtte for den fremsatte påstand har repræsentanten anført, at klageren er omfattet af begrænsningsreglen i ejendomsværdiskattelovens § 9a stk. 2, om stigning på maksimalt 2.400 kr./ 20 %. Klageren har erhvervet 50 % af ejendommen den 1. november 1999, og der har ikke efter denne dato fundet et ejerskifte sted.  Skattemyndighederne har ikke hjemmel til at ændre den retlige overtagelsesdag, som er den 1. november 1999. Klageren har ikke efter den 1. november 1999 været medejere af B. Klageren har ikke foretaget større ombygning af ejendommen, hvorfor ejendomsværdiskattelovens § 9 stk. 6, ikke finder anvendelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

En ejer skal betale ejendomsværdiskat af boligværdien af egen ejendom, jf. ejendomsværdiskattelovens § 1. Efter ejendomsværdiskattelovens § 4 stk. 1, nr. 1 og 2, omfatter ejendomsværdiskatteloven ejendomme med en lejlighed og to-familieejendomme. Beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat for indkomståret 2000 og 2001 er den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar i indkomståret, jf. § 4, stk. 2. For indkomståret 2002 er beregningsgrundlaget den laveste af ejendomsværdierne pr. 1. oktober i indkomståret, værdien pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 % eller værdien pr. 1. januar 2002, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4a, stk. 1. Efter ejendomsværdiskattelovens § 9a, stk. 2, begrænses stigninger i ejendomsværdiskatten beregnet efter §§ 5-7, således at forhøjelsen altid kan udgøre 2.400 kr. eller en stigning på 20 %. Stigningsbegrænsningen bortfalder bl.a. ved ejerskifte og ombygning, jf. § 9a, stk. 3 og stk. 4, jf. § 9, stk. 6.  

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren fra 19. november 1999 har været ejer af en ideel andel af ejendommen matr. xx. Efter dagældende praksis må ejendommen anses for udstykket på datoen for indsendelse af anmodning om udstykning til Kort- og Matrikelstyrelsen, jf. SKM2001.218.TSS. Ved indsendelse om approbation til kort og matrikelstyrelsen den 27. december 1999 er ejendommen matr. yy derfor endelig udstykket fra ejendommen matr. xx. Klageren skal derfor ikke svare ejendomsværdiskat af ejendommen xx i indkomståret 2000. Den 27. december 1999 udskilles en ny ejendom fra matr. xx. Den nye ejendom har matr. yy. Ejendommen matr. yy er ikke vurderet pr. 1. januar 2000, der er således intet beregningsgrundlag, at beregne ejendomsværdiskat af for indkomståret 2000. Ejendomsværdiskat for 2000 for denne ejendom er således 0 kr. Stigningsbegrænsningsreglen i ejendomsværdiskattelovens § 9a, beregnet ud fra vurderingen i indkomståret 2001, finder herefter først anvendelse fra og med indkomståret 2002, da det første år ejendommen matr. yy er vurderet er indkomståret 2001.

Endelig bemærkes at Landsskatteretten ikke har taget stilling til nedslag efter ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 2 for erhvervsmæssig virksomhed i ejendommen.

Klageren skal således ikke svare ejendomsværdiskat af ejendommene matr. xx og yy i indkomståret 2000.

For indkomstårene 2001 og 2002 stadfæster Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse.