Landsskatterettens kendelse af 22. maj 2008 i sag 07-03393

Print

SKM2008.589.LSR

Relaterede love

Ligningsloven
Skatteforvaltningsloven

Relaterede retsområder

Skatteret

Resumé

Landsskatteretten pålagde under henvisning til Højesterets dom i SKM2004.297.HR SKAT at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997 vedrørende fradrag efter ligningslovens § 8 J for advokat- og revisorudgifter afholdt i forbindelse med køb af aktier i datterselskabet.

Der klages over, at SKAT, Center for Store Selskaber har nægtet at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997 vedrørende fradrag for advokat og revisorudgifter afholdt i forbindelse med køb af aktier i datterselskaber.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten pålægger SKAT, Center for Store Selskaber at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997.

Sagens oplysninger

Den 22. december 2004 anmodede selskabet SKAT, Center for Store Selskaber om genoptagelse af selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997 vedrørende fradrag for advokat- og revisorudgifter efter ligningslovens § 8 J. Ved anmodningen henvises der til cirkulære nr. 2004-33, om genoptagelse vedrørende omkostninger ved stiftelse af selskaber samt til Landsskatterettens kendelser SKM2004.427.LSR og SKM2004.387.LSR. Ved efterfølgende brev af 18. august 2006 til Skattecenteret anførte selskabet endvidere, at Højesteret ved dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR, har anerkendt, at besiddelse af aktier er erhvervsmæssig virksomhed, og at Højesterets dom medfører, at udgifter til stiftelse af datterselskaber mv. må anses for udvidelse af erhvervsmæssig virksomhed efter ligningslovens § 8 J, stk. 1.

Ifølge fremlagte fakturaer er der tale om advokat- og revisorudgifter på i alt 639.443 kr. ved køb af aktier i datterselskaber.

SKAT, Center for Store Selskabers afgørelse

Genoptagelse af selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997 nægtes.

Genoptagelsescirkulæret 2004-33 er begrundet i Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR. Udgifterne kan ikke anses for omfattet af genoptagelsescirkulære 2004-33, idet de omhandlede udgifter ikke kan anses for selskabets egne stiftelsesomkostninger. Anmodningen om genoptagelse anses endvidere ikke for omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, idet der ikke er sket en endelig underkendelse af hidtidig praksis for hvilke udgifter, der er omfattet af ligningslovens § 8 J, stk. 1 eller stk. 3.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabet har nedlagt påstand om, at SKAT, Center for Store Selskaber pålægges at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997.

Ved Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR blev det fastlagt, at aktiebesiddelse er omfattet af begrebet erhvervsvirksomhed i ligningslovens § 8 J. Udgifter til advokat og revisor i forbindelse med etablering eller udvidelse af virksomheden med aktiebesiddelse er herefter omfattet af § 8 J. Højesteretsdommen betød en klar praksisændring i relation til afgrænsningen af den erhvervsmæssige virksomhed, der er omfattet af § 8 J, idet skattemyndighederne ikke tidligere havde godkendt, at ejerskab til aktier udgjorde en erhvervsvirksomhed. Der var derfor tale om en meget principiel dom med en radikal ændring af praksis til følge.

Praksisændringen fik også som konsekvens, at Landsskatteretten netop med henvisning til SKM2004.297.HR efterfølgende afsagde kendelser om, at omkostninger til advokat og revisor til køb af datterselskabsaktier kunne fratrækkes efter ligningslovens § 8 J, stk. 1, jf. SKM2004.427.LSR og SKM2005.196.LSR. Kendelserne blev indbragt for Landsretten og efterfølgende for Højesteret (nu afgjort ved SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR), men kun i forhold til samspillet mellem § 8 J, stk. 1 og stk. 3. Skatteministeriet anerkendte herved også, at Højesteretsdommen SKM2004.297.HR var et brud med den hidtidige praksis vedrørende ejerskab til aktier og afgrænsningen af den erhvervsmæssige virksomhed i forhold til § 8 J. Det er denne praksisændring, som blev lagt til grund for selskabets anmodning om genoptagelse af indkomståret 1997.

Ved SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR blev det lagt til grund, at ligningslovens § 8 J fandt anvendelse, og dommene omhandler således alene forholdet mellem § 8 J, stk. 1 og stk. 3. Også Skatteministeriet godkendte anvendelsen af § 8 J, idet Skatteministeriet alene havde nedlagt påstand om aktivering efter § 8 J, stk. 3 som følge af SKM2004.297.HR.

Efter dagældende skattestyrelseslov § 35, stk. 1, nr. 7, nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, kan der ske ekstraordinær genoptagelse, når hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis. Da SKM2004.297.HR vedrører indkomståret 1997, har selskabet ansøgt om genoptagelse af indkomståret 1997 med anmodning om, at omkostninger til advokat og revisor ved udvidelse af erhvervsvirksomhed i form af aktiebesiddelser er omfattet af § 8 J. Selskabet har indsendt anmodningen den 22. december 2004, og anmodningen er således indsendt rettidigt, dvs. indenfor 6 måneder efter offentliggørelsen af Højesteretsdommen i 2004.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Højesterets domme af 24. oktober 2007, SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR vedrører henholdsvis indkomståret 2000 og indkomståret 1998. Genoptagelse under henvisning alene til disse domme, kan tidligst ske fra og med indkomståret 1998, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 og genoptagelsescirkulære SKM2008.102.SKAT

Anmodningen om genoptagelse i den foreliggende sag er fremsat under henvisning til Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR, hvor udgifter til stiftelse af et holdingselskab blev anset for omfattet af ligningslovens § 8 J. Højesteret fastslog herved, at besiddelse af aktier i datterselskaber anses for omfattet af begrebet erhvervsvirksomhed i § 8 J. Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR medførte en praksisændring for anvendelsesområdet for § 8 J. SKM2004.297.HR vedrørte indkomståret 1997.

Ved SKM2007.773.HR og SKM2007.775.HR var parterne enige om, at erhvervelse af aktier i datterselskaber skal anses for udvidelse af bestående erhvervsvirksomhed efter ligningslovens § 8 J. Skatteministeriet havde vedrørende § 8 J alene nedlagt påstand om, at advokat- og revisorudgifterne skulle tillægges anskaffelsessummen for datterselskaberne, jf. § 8 J, stk. 3, således at der ikke var fradragsret efter § 8 J, stk. 1.

Henset til at der ved Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR skete en praksisændring for anvendelsesområdet for ligningslovens § 8 J, og at erhvervelse af aktier i datterselskaber herefter må anses for udvidelse af erhvervsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 J, pålægger Landsskatteretten under henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, SKAT, at genoptage selskabets skatteansættelse for indkomståret 1997.

Det bemærkes, at anmodningen om genoptagelse er fremsat rettidigt, idet anmodningen er fremsat indenfor 6 måneder efter Højesterets dom af 23. juni 2004, SKM2004.297.HR, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk.2.