Landsskatterettens kendelse af 15. februar 2006 i sag 2-4-1736-0001

Info
  • SKM2006.300.LSR

Resumé:

Der blev givet afslag på dispensation fra fristen i ejendomsavancebeskatningsloven § 10 til genopførelse af en brændt bygning. Det var bl.a. økonomiske overvejelser, der havde ført til, at ejendommen ikke var blevet genopført rettidigt, og at beslutning herom først blev truffet på et senere tidspunkt.

Landsskatterettens afgørelse

 

B kommune har givet afslag på dispensation fra fristen til genopførelse af en brændt bygning, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 10.

 

Landsskatteretten stadfæster kommunens afgørelse.

 

Sagens oplysninger

 

A ejer bl.a. en ejendom beliggende C. Ejendommen anvendes til udlejning, og blev totalskadet ved en brand den 30. maj 2003.

 

Af et telefonnotat dateret den 4. juni 2003 fremgår følgende:

 

"Skatteyder ringet og spurgt m.h.t. beskatning af brændt ejendom. Skatteyder har ikke beboet ejendommen. Oplyst hende om, at erstatningssummen for bygningerne vil blive betragtet som delsalg af ejendommen. Aftalt at jeg sender skema til opgørelse af ebl, skatteyder har ikke taget stilling til om ejendommen skal genopføres. Erstatningen vil afhænge af om den skal genopføres."

 

Den 11. juli 2003 skrev klageren bl.a. følgende til kommunen:

 

"Bliver man beskattet af forsikringssummen, hvis man selv varetager oprydningen efter et nedbrændt hus.

Ifølge forsikringsselskabet har de ikke kendskab til beskatning efter oprydning af forskellige skader, herunder brand-, vand-, rørskader o.l.."

 

Kommunen har besvaret A's henvendelse den 17. juli 2003. Af brevet fremgår bl.a. følgende:

 

"En forsikringssum, der udbetales til dækning af oprydningsudgifter, eller eget arbejde hermed, anses at være så nært knyttet til selve branderstatningen vedrørende bygningen, at den i skattemæssig henseende skal behandles sammen med branderstatningen. (...)

 

Udgangspunktet er at erstatningssummer sidestilles med salgssummer, jf. Ejendomsavancebeskatningslovens § 2. (...)

Den skattemæssige behandling af den samlede erstatning er dog afhængig af i hvilket omfang det modtagne erstatningsbeløb anvendes til genopførelse af ejendommen, idet der er muligheder for at udskyde beskatningen jf. lovens § 10 (vedlagt).

 

Endvidere vedlægges Told- og Skattestyrelsens redegørelse for erstatning for skade på fast ejendom."

 

Af Told- og Skattestyrelsens redegørelse fremgår bl.a. følgende:

 

"7.1 Betingelser for genanbringelse

Ifølge § 10, stk. 1, kan den skattepligtige vælge at udskyde beskatningen, når der sker genopførelse på samme ejendom for erstatnings- eller forsikringssummen.  (...)

Genopførelsen skal ske enten i det indkomstår, hvori skaden indtræffer eller i det nærmest følgende indkomstår, dog således at fristen tidligst udløber med det indkomstår, der følger nærmest efter det indkomstår, hvori erstatningssummen er endeligt fastsat.

 

7.2 Fristforlængelse

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan fristerne for genopførelse forlænges efter tilladelse fra skatteministeren."

 

Forsikringsselskabet  D har i en taksatorrapport dateret den 23. september 2003 meddelt A, at hun kan få udbetalt en bygningserstatning på 969.418 kr. Af rapporten fremgår endvidere, at "da der ønskes en forlængelse af byggeperioden er der aftalt denne skal være afsluttet inden for 5 år i forhold til skadestidspunktet."

 

Den 12. september 2005 har Forsikringsselskabet D meddelt A, at der vil blive udbetalt en erstatning på 524.328 kr., dersom bygningen ikke genopføres.

 

Myndighedens afgørelse

 

Myndigheden har ikke imødekommet A's anmodning om forlængelse af fristen for at genopføre en ejendom på adressen C, idet myndigheden ikke mener, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at dette er muligt, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 2.

 

På baggrund af A's såvel mundtlige som skriftlige henvendelse til kommunen og dennes besvarelse af A's forespørgsler må klageren have været vidende om, at der kunne opstå skattemæssige problemer i forbindelse med erstatningssummen.

 

Af kommunens brev af 17. juli 2003 fremgår bl.a., at "Den skattemæssige behandling af den samlede erstatning er afhængig af i hvilket omfang det modtagne erstatningsbeløb anvendes til genopførelse af ejendomme, idet der er mulighed for at udskyde beskatningen jf. lovens § 10." Af den vedlagte vejledning punkt 7.1 fremgår endvidere at "Genopførelsen skal ske enten i det år, hvori skaden indtræffer eller i det nærmest følgende indkomstår, dog således at fristen tidligst udløber med det indkomstår, som følger nærmest efter det indkomstår, hvori erstatningssummen er endeligt fastsat."

 

A har således været orienteret om, at der er et skattemæssigt problem, og at der har været muligheder for eventuelt at udskyde beskatningen, uden at hun har reageret på disse muligheder.

 

Det forhold, at reglerne er komplekse at forstå for en ikke skattekyndig person, kan ikke tillægges betydning. A kunne således have kontaktet myndigheden for en uddybende forklaring, ligesom hun kunne have kontaktet sin revisor.

 

I en telefonsamtale den 7. juni 2005 har A endvidere bl.a. oplyst, at årsagen til at ejendommen endnu ikke er genopført er, at de ikke ved, om de vil genopbygge til udlejning, da det ville betyde, at værdien af ejendommen falder med det samme, da det er svært at udleje på landet til en ordentlig pris.

 

Det forhold, at forsikringsselskabet ikke har udbetalt forsikringssummen og samtidig har givet udsættelse i 5 år har ingen betydning for den skattemæssige behandling, idet forsikringsselskabets afgørelse er af civilretlig karakter.

 

Det forhold, at forsikringsselskabet i september 2005 har oplyst, at forsikringssummen kun vil blive på 524.328 kr., hvis der ikke sker genopførelse af ejendommen, er ikke usædvanligt i forsikringsforhold, da der så ikke skal ske genopførsel til nyværdi. Dette forhold har ikke indflydelse på A's muligheder for at træffe afgørelse om genopførelse af ejendommen.

 

På baggrund af ovenstående må A have været vidende om, at der skal ske beskatning. Endvidere var der i juni 2005 endnu ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske med ejendommen. Der er ingen særlige forhold, der gør, at der ikke allerede kunne være truffet en beslutning. Der anses herefter ikke at foreligge særlige omstændigheder efter ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 2, og erstatningssummen skal derfor beskattes i 2004.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

A's repræsentant har principalt fremsat påstand om, at myndigheden tilpligtes at anerkende, at den erstatning, som klageren skal have for den nedbrændte ejendom, C, ikke er fastsat endeligt endnu.

 

Ejendomsavancebeskatningslovens § 10 fandtes tidligere i lov om særlig indkomstskat § 7 B. I fremstillingen af Bent Colding og Peter Dyhr, "Lov om særlig indkomstskat m.v.", 1966, anføres følgende:

 

"I henhold til § 7 B, stk. 7, kan finansministeren, når ganske særlige omstændigheder taler derfor, forlænge fristen for genopførelse eller genanskaffelse. Sådanne særlige omstændigheder vil i hvert fald foreligge, når forsikrings- eller erstatningssummen endnu ikke er udbetalt, jf. Thielsen i UfR 1965 B.293, fodnote 17."

 

Af den omtalte fodnote fremgår, at forlængelse af fristen i hvert fald kan opnås i de tilfælde, hvor udbetaling af erstatningsydelsen trækker ud, og genanbringelse derfor ikke er mulig.

 

Subsidiært har repræsentanten fremsat påstand om, at myndigheden tilpligtes at meddele A forlængelse af fristen for genopførelse af C, til den 31. december 2006.

 

A har befundet sig i en vildfarelse om forståelse af fristen for, hvornår genopførelse af den brændte ejendom skulle ske for, at en avancebeskatning kunne undgås. Dette skyldes primært, at klageren har forstået kommunens brev af 17. juli 2003 samt Told- og Skattestyrelsens vejledning således, at der først kunne indtræde beskatning på det tidspunkt, hvor erstatningssummen var udbetalt fra forsikringsselskabet, og selv da ville der kun indtræde beskatning, hvis A valgte ikke at genopføre ejendommen for den udbetalte forsikringssum.

 

Det er således ikke forkert, når myndigheden i sin afgørelse anfører, at A var klar over, at der skulle ske beskatning af en udbetalt erstatning, hvis der ikke skete genopførelse. A har imidlertid endnu ikke fået udbetalt erstatningen, og hun troede ikke, at der ville indtræde beskatning, før det var konstateret, at hun ikke ville anvende en udbetalt forsikringssum til at genopføre ejendommen for. Dette gælder især, når henses til, at forsikringsselskabets taksering er givet med forbehold for ejendommens genopførelse.

 

Som det fremgår af myndighedens egne notater har A udtrykt tvivl om, hvorvidt ejendommen overhovedet skulle genopføres, og der har derfor hersket betydelig usikkerhed om erstatningens endelige størrelse.

 

Det må betragtes som undskyldeligt, at A har befundet sig i en vildfarelse om, at der ikke indtræder beskatning, så længe hun ikke har modtaget eller fået udbetalt forsikringssummen. I såvel kommunens brev af 17. juli 2003 som i Told- og Skattestyrelsens vejledning redegøres således for beskatningen af en udbetalt henholdsvis en modtaget erstatningssum. Udskydelsen af udbetalingen af forsikringssummen har dermed betydning for den skattemæssige behandling heraf, herunder muligheden for dispensation.

 

Hertil kommer, at såvel kommunens brev som i Told- og Skattestyrelsens vejledning er kompleks at forstå for en ikke skattekyndig person.

 

Baggrunden for, at der ikke på et tidligere tidspunkt er truffet beslutning om genopførelse af ejendommen var i øvrigt ikke kun bestemt af spørgsmålet om den skattemæssige behandling af erstatningen. Det skyldes også, at ejendommene i området handles til meget lave priser (helt ned til 100.000 - 200.000 kr.), hvorfor der er risiko for, at en genopførelse af ejendommen vil medføre et vist værdispild. Det kan derfor ikke udelukkes, at det økonomisk set er mere hensigtsmæssigt, at få udbetalt erstatningssummen i stedet for at foretage en genopførelse. Lejeindtægterne i området er også lave, hvilket ligeledes taler for ikke at genopføre ejendommen. Herudover skulle der tages stilling til, hvilken type byggeri, der skulle opføres, og indhentes diverse myndighedstilladelser. Formentlig skulle A også supplere erstatningssummen med yderligere kapital i størrelsesorden af op mod 500.000 kr., hvis der skulle opføres en mere hensigtsmæssig ejendom på grunden.

 

Ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 2, vil reelt være indholdsløs, hvis der nægtes fristforlængelse i en situation som den foreliggende. Det har formodningen imod sig, at lovgiver indsætter en billighedsregel som ikke skal anvendes af skattemyndigheder i en situation, hvor der foreligger særlige omstændigheder, og disse i øvrigt må anses for undskyldelige.

 

Den ønskede fristforlængelse skal i øvrigt anvendes til at gennemføre et byggeri på adressen.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

Forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. Lovens udgangspunkt er derfor, at en forsikringssum, der skyldes skade på en ejendom, udløser beskatning.

 

Ved ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 1, gøres dog undtagelse herfra, når genopførelse sker på den samme ejendom som de skadesramte bygninger, og genopførelsen sker enten i det indkomstår, hvori skaden er indtruffet, eller i det nærmest følgende indkomstår, dog således, at fristen for genopførelse tidligst udløber med det indkomstår, der følger nærmest efter det indkomstår, hvori erstatningssummen er fastsat endeligt.

 

Det fremgår af taksatorrapporten af 23. september 2003, at A og Forsikringsselskabet D på grundlag af en forhandling var blevet enige om størrelsen af den skadeserstatning A skulle have udbetalt til genopførelse som følge af branden på ejendommen C.

 

På denne baggrund må erstatningssummen i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 1, anses for endeligt fastsat den 23. september 2003. Det forhold, at erstatningssummen ikke er udbetalt og skal fastsættes til et andet beløb, hvis A måtte vælge ikke at genopføre ejendommen, kan ikke føre til et andet resultat, da forholdet ikke kan anses for en suspensiv betingelse.

 

De i ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 1, nævnte frister kan efter § 10, stk. 2, forlænges, når særlige omstændigheder taler for det.

 

Det er ikke Landsskatterettens opfattelse, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde. Retten har herved henset til sagens forløb, herunder særligt den korrespondance A har haft med myndigheden, og til det forklarede om baggrunden for hvorfor A ikke har kunnet træffe afgørelse om, hvorvidt ejendommen skulle genopføres.

 

Landsskatteretten må derfor anse det for berettiget, at B Kommune har givet afslag på A's anmodning om forlængelse af fristen til genopførelse, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 10, stk. 2.