Landsskatterettens kendelse af 07. december 2001 i sag 2-6-1666-0216

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har nægtet at godkende det af A A/S foretagne fradrag for moms vedrørende udgifter til leje af personmotorkøretøjer, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet importerer og videresælger person- og varebiler af 3 mærker samt tilbehør til disse. Ved køb af en ny bil af et af disse mærker opnår man som køber uden særskilt vederlag at blive omfattet af en vejhjælpsordning, som bl.a. sikrer, at man får stillet en anden bil vederlagsfrit til rådighed, hvis ens egen bil er på værksted i mere end 24 timer. Den bil, der stilles til rådighed, lejer selskabet af B, som lejer bilen af C. Faktureringen vedrørende erstatningsbilen sker fra B til selskabet, uanset hos hvilken forhandler kunden har købt den nye bil. Det er oplyst, at selskabet afregner månedligt over for B for de lejede biler.

Selskabet har fratrukket moms vedrørende leje af personmotorkøretøjer anvendt som erstatningsbiler med følgende beløb:

Told- og skatteregionen har nægtet at godkende fradrag for moms af udgifter til erstatningsbiler. Regionen har herved bl.a. henvist til, at ifølge momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, har virksomheder ikke fradrag for moms vedrørende anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring  af ikke mere end 9 personer, men at ifølge momslovens § 42, stk. 6, kan virksomheder, der forhandler eller udlejer motorkøretøjer, eller som driver køreskole uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, fradrage afgiften af indkøb m.v. til disse formål. Regionen har videre henvist til, at Landsskatteretten i en kendelse offentliggjort i TfS 1999.472 har truffet afgørelse om, at et autofirma, der fra selskabets værksted udlejede biler til kunder, hvis egen bil var til reparation, kunne fradrage momsen ved indkøb og drift af disse som udlejningsbiler. Regionen har anført, at når en erstatningsbil vederlagsfrit stilles til rådighed for en kunde, er der ikke tale om udlejning af en bil, allerede af den grund, at der ikke opkræves betaling for lejen. Regionen har videre anført, at der ydes en service, som kunden får stillet i udsigt allerede i forbindelse med bilkøbet. Endvidere har regionen anført, at selskabets dækning af udgifter til leje af erstatningsbiler må forudsættes udredt af selskabets samlede indtægter, herunder indtægter ved salg af reservedele.

Regionen har over for Landsskatteretten udtalt, at det forhold at de personer, der får stillet en bil til rådighed har købt en bil af en forhandler ikke kan sidestilles med hel eller delvis lejebetaling, alene af den grund, at der ikke sker nogen form for betaling fra den person, der får stillet bilen til rådighed til selskabet.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af de af selskabet foretagne fradrag for moms af udgifter til udlejningsbiler, idet udgifterne er omfattet af bestemmelsen i momslovens § 42, stk. 6.

Repræsentanten har til støtte for påstanden anført, at momslovens § 42, stk. 6, går ud på, at skabe fradragsret for momsen af udgifter til anskaffelse, leje og drift af personbiler, når disse biler indgår i en momsregistreret virksomheds aktiviteter med forhandling og/eller udlejning af biler. Han har anført, at der ikke er tvivl om, at bestemmelsen først og fremmest vedrører biler til videresalg og biler til udlejning mod betaling. Med den faktiske formulering af bestemmelsen må selskabets udgifter vedrørende de her omhandlede biler imidlertid også være en udgift af den art, som er omfattet af momslovens § 42, stk. 6.

Han har anført, at man kan diskutere om selskabets udgifter vedrører bilforhandleraktivitet eller biludlejningsaktiviteter, men eftersom begge anvendelser fører til fradragsret, er denne diskussion overvejende af akademisk interesse, og at svaret formentlig må være at udgiften både vedrører forhandler- og udlejningsaktiviteter.

Videre har han anført, at hvis selskabet opkrævede en større eller mindre - symbolsk/ikke-omkostningsdækkende - betaling hos brugeren af bilen, ville selskabets udgift blive anset for at vedrøre udlejning i tilstrækkeligt omfang til, at der er fradragsret efter momslovens § 42, stk. 6, jf. herved TfS 1999.472 LSR. Han har bemærket, at regionen synes at tillægge det afgørende betydning, at der ikke opkræves særskilt - symbolsk - betaling, hvortil han har anført, at kunden  - alt andet lige - har betalt eller kommer til at betale en indirekte leje ved i det hele taget at have købt en bil, som er importeret af selskabet. Samtidig har kunden som nævnt en juridisk ret til at få stillet en bil vederlagsfrit til rådighed.

Repræsentanten har henvist til Momsvejledningen 2000, afsnit Q.2.11.1, hvori er angivet: "Motorkøretøjer, der indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn, og som kun anvendes til den registrerede virksomheds formål, jf. § 42, stk. 6, skal ikke medregnes til forhandlerens momspligtige omsætning, idet der ikke er foretaget udtagning, der sidestilles med levering mod vederlag i henhold til momslovens § 5, stk. 2. Forhandleren har fuld fradragsret for momsen på driften af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 6.

Han har dertil anført, at resultatet i nærværende sag må ændres, idet styrelsen selv har implementeret en ændring fortolkning af momslovens § 42, stk. 6, men hensyn til de såkaldte demobiler.

Han har anført, at de her omhandlede biler endog anvendes udelukkende af kunden/bilkøberen, og at der samtidig ikke på nogen måde er tale om en gave eller lignende "service" til kunden, som har krav på erstatningsbilen og som i øvrigt må formodes at ville foretrække at have sin egen bil i den pågældende periode.

Sammenfattende har han gjort gældende, at ikke er nogen konkrete omstændigheder ved den faktiske anvendelse af bilerne, der fører til, at selskabets udgift til erstatningsbiler ikke vedrører forhandler-/udlejningsaktivitet. Følgelig vedrører udgiften rent faktisk udelukkende de i lovens § 42, stk. 6, nævnte formål, således at der er fradragsret for momsen af udgifterne til erstatningsbilerne.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af momslovens § 42, stk. 1, nr. 7, at virksomheder ikke kan fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6, og 7.

Af momslovens § 42, stk. 6, fremgår videre, at virksomheder, der forhandler eller udlejer motorkøretøjer, eller som driver køreskole, uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, kan fradrage afgiften af indkøb m.v. til disse formål.

Af bemærkningerne til lov nr. 176 af 21. marts 1973, hvorved bilforhandlere blev omfattet af undtagelsen til den samtidig indførte regel i merværdiafgiftslovens § 16, stk. 3, litra g, fremgår: "Ved den nye bestemmelse fastslås det, at automobilforhandlere fortsat har fradragsret for biler til videresalg".

Landsskatteretten bemærker, at der i nærværende sag er tale om, at selskabet lejer biler af et biludlejningsfirma, og at disse biler stilles vederlagsfrit til rådighed som erstatningsbil som led i en vejhjælpsordning.

Landsskatteretten finder, at selskabet må anses som en bilforhandlervirksomhed og ikke som en biludlejningsvirksomhed, idet udlejningsvirksomhed bl.a. må forudsætte, at der opkræves vederlag for det udlejede.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder endvidere, at undtagelsesbestemmelsen i momslovens § 42, stk. 6, også henset til det i forarbejderne anførte, må forstås således, at der alene indrømmes fradrag for udgifter til indkøb m.v. af biler vedrørende den aktivitet, som virksomheden har. Da selskabets aktivitet er bilsalg, kan den omhandlede udgift til leje af biler, der ikke videresælges, ikke anses for omfattet af denne bestemmelse. Dette er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Et retsmedlem finder, at selskabets udgift til leje af erstatningsbilerne kan anses for omfattet af bestemmelsen i momslovens § 42, stk. 6, idet dette retsmedlem herved har henset til det angivne i Momsvejledningen om demobiler. Dette retsmedlem finder således, at selskabet er berettiget til at fradrage momsen af udgifterne.

Der afsiges kendelse i overensstemmelse med stemmeflertallet, hvorfor den påklagede afgørelse stadfæstes.