Klagen skyldes, at regionen har efteropkrævet i alt 165.287,60 kr. i told og moms for 4 indfortoldninger af DVD-afspillere fra Kina, idet klageren ikke har kunnet fremlægge de originale præferencecertifikater som dokumentation for, at betingelserne for indførslen af varerne under en præferenceordning har været opfyldt.
Landsskatterettens afgørelse
ToldSkats afgørelse stadfæstes.
Sagens oplysninger
Klageren er en engros-virksomhed, der handler med hårde hvidevarer, Hi-Fi-udstyr og andet elektronik.
Klageren har i perioden 1. december 2002 - 31. januar 2003 i 4 tilfælde indfortoldet DVD-afspillere fra Kina under referencenumrene 2002 101789396, 2002 101789409, 2002 101789414 samt 2003 102010501. Klageren har i forbindelse med indfortoldningen henvist til præferencedokumenterne GSP certifikat ZC1132/02/9520 samt GSP certifikat ZC1132/02/010204. Herved kunne varerne indfortoldes til en nedsat toldsats.
I forbindelse med en senere efterkontrol har klageren ikke kunnet fremlægge de originale præferencecertifikater som dokumentation for, at betingelserne for indførslen af varerne under en præferenceordning har været opfyldt.
Af klagerens brev til regionen af 30. november 2004 fremgår følgende:
"Vedr.: Originale GSP certifikater.
(...)
Det er derfor min opfattelse, at De for så vidt angår de fire resterende præferencenumre, ikke har hjemmel til at afkræve de originale dokumenter hos importøren.
Som bekendt er vi i besiddelse af kopier af de dokumenter, som i sin tid blev viderefremsendt og jeg mener dette bør være tilstrækkeligt, da disse er kopier af vore originale dokumenter.
Jeg imødeser herefter Deres nærmere, idet jeg desværre må meddele, at der ikke længere er et kundeforhold til den speditør, som i sin tid varetog ekspeditionen af indfortoldningerne, således at denne speditør ikke er særligt velvillig til at samarbejde, idet vi formentlig er nød til at rejse krav overfor speditøren for de udestående differencetoldbeløb."
ToldSkat afgørelse
Regionen har efteropkrævet i alt 165.287,60 i told og moms for de 4 omhandlede indfortoldninger.
Betingelserne for præferencetoldbehandling har ikke været opfyldt, idet klageren ikke ved en efterfølgende kontrol har været i stand til at fremlægge de originale certifikater.
Det er klagerens pligt uanset om der er anvendt eksterne ekspeditører at opbevare originale dokumenter, således at man senere i forbindelse med en efterkontrol er i stand til at fremlægge disse overfor ToldSkat. Regionen har ikke taget stilling til, om varerne har oprindelse som angivet eller, om den fremlagte certifikat-kopi er en korrekt kopi af det originale Form A-certifikat. Der er alene truffet afgørelse om nægtelse af præferencetoldbehandling på baggrund af bestemmelserne i artikel 80 og 81 i Gennemførelses-bestemmelserne (GB) til EF's toldkodeks. Ifølge disse bestemmelser er det en betingelse for, at varer har oprindelsesstatus i et præferenceberettiget land, at der fremlægges et oprindelsescertifikat Form A udstedt af myndighederne i eksportlandet på en formular, som er i overensstemmelse med modellen i bilag 17 til GB, dvs. originaleksemplaret med myndighedernes underskrift og stempelaftryk.
Bilag 17 foreskriver bl.a., at et oprindelsescertifikat Form A skal være udfærdiget på papir af en bestemt størrelse, kvalitet og vægt samt, at det skal være forsynet med grønt guillocheret bundtryk for at forhindre forfalskninger. En kopi eller en genpart af et oprindelsescertifikat Form A vil således efter reglerne ikke kunne danne grundlag for at bevilge præferencetoldbehandling.
En angivelse foretaget på enhedsdokumentet skal ifølge toldkodeksens artikel 62, stk. 2, jf. toldbehandlingsbekendtgørelsens § 32, stk. 1, være ledsaget af alle de dokumenter, der er nødvendige for anvendelse af de bestemmelser, der gælder for den angivne toldprocedure, og efter GB artikel 218, stk. 1, litra c), indbefatter dette ved overgang til fri omsætning de dokumenter, der kræves for anvendelse af en præferencetoldordning.
Efter toldkodeksens artikel 77, stk. 2, kan toldmyndighederne ved angivelse på edb tillade, at følgedokumenter jf. toldkodeksens artikel 62, stk. 2, ikke skal vedlægges angivelsen, men skal holdes til toldmyndighedernes disposition. Efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 32, stk. 2, skal følgedokumenterne være til rådighed for toldmyndighederne på angivelsestidspunktet, og efter stk. 4, skal disse opbevares i mindst 5 år og på begæring udleveres til de statslige told- og skattemyndigheder.
Der er således ingen tvivl om, at importøren har pligt til at opbevare det originale oprindelsescertifikat Form A og til at udlevere det til regionen på forlangende, og i konsekvens heraf vil en manglende tilstedeværelse af dette dokument indebære, at grundlaget for at bevilge præferencetoldbehandling ikke har været til stede på fortoldningstidspunktet.
For så vidt angår spørgsmålet om klageren hæfter for de omhandlede afgifter, har speditøren B A/S via sin edb-opkobling til toldsystemet indgivet en fortoldningsangivelse og heri indsat sig selv som klarerer/repræsentant i rubrik 14 og samtidig indsat klageren som modtager i rubrik 8. Herved har speditøren opfyldt sin forpligtelse efter toldkodeksens artikel 5, stk. 4, til såvel at erklære, at de handler på klagerens vegne som til at angive, at det i dette tilfælde drejer sig om et indirekte repræsentationsforhold.
Det er ikke af klageren bevist, at der ikke er afgivet en stående eller enkeltstående skriftlig eller mundtlig fuldmagt til B A/S. Disse er ikke i forbindelse med sagens behandling blevet bedt om at fremlægge beviser for en sådan, da dette ikke er fundet nødvendigt, og der er heller ingen pligt hertil efter toldkodeksens artikel 5, stk. 5.
Det forhold, at en importør forsyner en speditør med alle de til en fortoldning nødvendige papirer såsom indkøbsfakturaer, fragtdokumenter, oprindelsescertifikat Form A mv., anses som en tilstrækkelig dokumentation for, at importøren har givet speditøren fuldmagt til at optræde som hans repræsentant i forbindelse med den pågældende fortoldningsekspedition. Ved efterfølgende henvendelse til B A/S er det konstateret, at de i forbindelse med de enkelte fortoldninger har modtaget alle nødvendige papirer fra klageren. Der er i denne forbindelse henvist til det fremlagte oprindelsescertifikat Form A, ZC 1132/02/9520, som B A/S har modtaget via fax fra klageren, og som vedrører tre af de i sagen omhandlende fire fortoldninger.
Der er således ingen tvivl om, at klageren har befuldmægtiget B A/S til at optræde som deres repræsentant, og klageren har da også betalt B A/S tre gange 15.615,72 kr. for fragt og indfortoldning af disse tre leverancer, ligesom de via importkreditkontoen hos Toldskat har indbetalt 279.420,60 kr. i told og 784.313,10 kr. i moms vedrørende disse tre fortoldninger.
Repræsentationsforholdets eksistens bekræftes yderligere af det forhold, at B A/S gennem en periode fra 4. september 2002 - 13. februar 2004 har foretaget i alt 180 fortoldninger for klageren med en samlet statistisk værdi på godt 100 mio. kr., svarende til 14,7 % af klagerens samlede antal fortoldninger i perioden, uden at klageren på noget tidspunkt har protesteret imod dette.
Videre kan der henvises til skrivelse af 30. november 2004 fra klagerens juridiske afdeling til regionen, hvori man som begrundelse for besværligheder med at fremskaffe de originale oprindelsesbeviser henviser til, at der ikke længere er et kundeforhold til den speditør, B A/S, som i sin tid varetog ekspeditionen af indfortoldningerne, hvilket også indikerer, at klageren har befuldmægtiget denne speditør.
Der er således ingen tvivl om, at klageren sammen med speditøren vil være at anse som debitor efter toldkodeksens artikel 201. Dette er yderligere understreget ved, at klageren på intet tidspunkt i forbindelse med sagsbehandlingen har tilkendegivet ikke at være rette modtager af varerne. I forbindelse med klagerens udlevering af GSP-certifikaterne den 5. februar 2004, afleverede klageren en gennemslagskopi af certifikaterne, hvilket kan tolkes som værende en tilkendegivelse af at være (rette) modtager af dokumenterne og varerne.
Kendelsen i SKM2002.603.LSR, som klagerens repræsentant har henvist til, vedrører forhold, der ikke er identisk med forholdene i nærværende sag, idet speditøren i den pågældende sag havde angivet varerne til fortoldning til en virksomhed, som ikke havde modtaget varerne, og i øvrigt slet ikke havde noget med disse at gøre.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske efteropkrævning af told og moms.
Det er principalt gjort gældende, at klageren ikke hæfter for det opståede told- og momskrav.
De EU-retlige regler om hæftelse fremgår af toldkodeksens afsnit VII kapitel 2, og hidrører fra forordning om toldskyld nr. 1031/88 af 18. april 1988. Denne forordning indeholdt i artikel 10 en hjemmel for de nationale myndigheder til - under visse betingelser - at udstede supplerende bestemmelser om, hvem der ud over de i forordningen nævnte personer hæfter for toldskyld. De nationale myndigheders adgang til at udstede supplerende hæftelsesbestemmelser bortfaldt i forbindelse med at pågældende tillige med andre forordninger på toldområdet blev samlet i toldkodeksen i 1993.
Toldkodeksen indeholder således ikke hjemmel til fastsættelse af supplerende nationale hæftelsesbestemmelser. Der er henvist til EF-domstolens dom af 23. september 2004 i sag C-414/02 (Spedition Ulustrans) præmis 39. Det er således alene toldkodeksens hæftelsesbestemmelser, der er af relevans ved vurderingen af, hvorvidt klageren hæfter for kravet.
Af de fremlagte toldangivelser fremgår det, at modtageren er en modtager med SE-nummer: XXX, mens klarereren, dvs. den, der har foretaget den pågældende toldangivelse til ToldSkat er et firma med SE-nummer YYY, som tilhører firmaet B A/S. Klageren er således ikke klarereren, og dermed heller ikke den, der hæfter for toldskylden, jf. toldkodeksens artikel 4, punkt 18, sammenholdt med artikel 201.
I den situation, hvor der foreligger et såkaldt indirekte repræsentationsforhold hæfter tillige den, der repræsenteres. Betingelserne for etablering af et repræsentationsforhold fremgår af toldkodeks artikel 5. Af denne bestemmelse fremgår det, at indirekte repræsentation alene foreligger, hvis klarereren handler i eget navn, men for den repræsenteredes regning. Det er således en betingelse for etablering af et repræsentationsforhold, at klarereren overfor myndighederne skriftligt erklærer at handle på den repræsenteredes vegne, og at der er tale om indirekte og ikke et direkte repræsentationsforhold, jf. toldkodeksens artikel 5, stk. 4.
Ved etablering af et repræsentationsforhold, skal forholdets karakter og identiteten på den repræsenterede således angives til myndighederne. Såfremt dette ikke sker, anses klarereren for at handle i eget navn samt for egen regning og herved være den, der hæfter for toldskylden efter artikel 201.
Klarereren, B A/S, har ikke afgivet en erklæring om repræsentationsforholdet karakter. Da denne erklæring - der skal skabe den nødvendige klarhed over, hvem der hæfter for toldkravet - ikke er afgivet, er der ikke etableret et repræsentationsforhold, hvorfor B A/S hæfter som eneste debitor efter toldkodeksen for det toldkrav, som af regionen uhjemlet er sendt til klageren.
Ved etablering af et repræsentationsforhold er det endvidere en betingelse, at repræsentanten er i besiddelse af en skriftlig fuldmagt til at handle som indirekte repræsentant for den repræsenterede. En sådan fuldmagt, der i realiteten indebærer, at fuldmagtsgiver hæfter for klarererens procedurefejl i forbindelse med toldangivelsen, er ikke meddelt klarereren, B A/S. Der er i denne forbindelse henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. september 2002, offentliggjort i SKM2002.603.LSR samt til afgørelse RK 2817-2001 af 8. marts 2002 fra Länsrätten i Skåne Län.
Endelig kan angivelserne ikke læses således, at speditøren ved udfyldelse af rubrik 8 og 14 har angivet, at det drejer sig om indirekte repræsentationsforhold, da det af vejledningen til udfyldelse af angivelsesdokumentet i bilag 37 til gennemførelsesbestemmelserne fremgår, at der i givet fald skulle være anført "modtager" i rubrik 14 og ikke speditørens CVR-nummer.
Klageren er således ikke klarerer efter toldkodeksens artikel 4, punkt 18), eller den repræsenterede efter toldkodeksens artikel 5. Klageren kan derfor ikke hæfte for toldskylden efter toldkodeksens artikel 201.
Der er endelig henvist til Kammeradvokatens indlæg i KiSS-sagen for Højesteret, samt til udskrift af SKAT's hjemmeside, hvoraf fremgår, at der endnu ikke kan anvendes indirekte repræsentation i forbindelse med fortoldningsangivelser.
Det er subsidiært gjort gældende, at klageren ikke har pligt til at være i besiddelse af et originalt GSP-certifikat.
Told- og Skattestyrelsen meddelte den 1. december 2003 de regionale myndigheder, at økokrimkontoret fra OLAF i EU havde modtaget en AM-meddelelse omkring problemer med oprindelse ved import af DVD-afspillere fra Kina. De regionale myndigheder indhentede herefter GSP-certifikater fra blandt andet klageren med henblik på at videresende disse dokumenter til udførelseslandet, Kina, til verifikation.
Klageren fremsendte de pågældende GSP-certifikater til regionen, idet klageren dog i relation til de 4 nærværende indfortoldninger alene fremsendte kopien af de to certifikater og ikke originalen som påkrævet af ToldSkat. Det fremgår imidlertid af gennemførelsesbestemmelserne, at det er udførelseslandet - her Kina - der har kompetencen til at tage stilling til, om der foreligger tilstrækkelig dokumentation for certifikatets ægthed, og at det til brug for gennemførelse af kontrollen er fuldt ud tilstrækkeligt at fremsende en kopi af certifikatet. Der er samtidig henvist til, at kontrol af de kinesiske myndigheder gennemføres på baggrund af en gennemgang af en kopi af certifikatet samt af kopier af eventuelle eksportdokumenter, som certifikatet henviser til, og som de kinesiske myndigheder er forpligtet til at opbevare i mindst tre år efter udstedelsen af certifikatet, jfr. gennemførelsesbestemmelsernes artikel 94, stk. 7.
Klageren har i øvrigt på alle mulige måder forsøgt at skaffe de pågældende papirer, både hos det impliceret transportfirma og hos de kinesiske myndigheder, der imidlertid ikke længere har været i stand til at udstede nye præferencedokumenter, da de har smidt alt omkring disse ud. Klageren har således gjort alt hvad der er muligt for at fremskaffe original præferencedokumentation. I et sådant tilfælde er det herefter tilstrækkeligt, at man kan fremlægge kopi af de originale dokumenter. Der er henvist til EF-Domstolens afgørelse af 23. februar 1995 i sag C-334/93.
Særlig vedrørende det af Hovedcentret anførte, er der ikke overensstemmelse med det anførte i forhold til det, som regionen har anført i sit indlæg af 29. april 2005, side 1. ToldSkat er ikke i stand til at aflæse, om det drejer sig om direkte eller indirekte repræsentation. Angivelsen af hvorvidt der er tale om direkte eller indirekte repræsentation er en klar betingelse for at flytte hæftelsen fra speditøren til klageren, som ikke er opfyldt her. Formalia er ikke overholdt og da Hovedcentret samtidig har anført, at klageren ikke er klarerer, og der ikke er tale om indirekte repræsentation, er det svært at se, at klageren kan hæfte for tolden efter toldkodeksens artikel 201, stk. 3.
SKAT, Hovedcentrets udtalelse
Hovedcentret har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet. Det fremgår af sagen, at det involverede speditionsfirma har angivet sit eget SE-nummer i rubrik 14 på fortoldningsangivelserne, mens rubrik 8 er udfyldt med klagerens SE-nummer. Når en virksomhed alene anfører sit SE-nummer i rubrik 14, men ikke i rubrik 8, er virksomheden ikke klarerer, men repræsentant. Virksomheden handler i en anden person navn og for en anden persons regning, og der foreligger således direkte repræsentation. Det bemærkes i denne forbindelse, at det forhold, at speditionsfirmaet har angivet sit eget SE-nummer i rubrik 14, er ikke udtryk for at firmaet handler i eget navn.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Af EF's toldkodeks (Rådets forordning nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 med senere ændringer) artikel 4, nr. 18), fremgår følgende:
"Klarereren: den person, der foretager toldangivelse i eget navn, eller den, i hvis navn toldangivelse foretages."
Af toldkodeksens artikel 5, fremgår følgende:
"1. På de betingelser, der er fastsat i artikel 64, stk. 2, og med forbehold af de foranstaltninger, der er truffet i medfør af artikel 243, stk. 2, litra b), kan en person lade sig repræsentere over for toldmyndighederne med henblik på at foretage de handlinger og opfylde de formaliteter, der er fastsat i toldforskrifterne.
2. Repræsentationsforholdet kan være
- direkte, når repræsentanten handler i anden persons navn og for anden persons regning
- indirekte, når repræsentanten handler i eget navn, men for en anden persons regning.
På deres områder kan medlemsstaterne forbeholde retten til at udfærdige toldangivelser efter reglerne for:
- direkte repræsentation, eller
- indirekte repræsentation
ved at kræve, at repræsentanten skal være toldklarerer, der udøver sin virksomhed i de pågældende områder.
3. Bortset fra de i artikel 64, stk. 2, litra b), og stk. 3, omhandlede tilfælde skal repræsentanten være etableret i Fællesskabet.
4. Repræsentanten skal erklære at handle på den persons vegne, der repræsenteres, angive, hvorvidt det drejer sig om direkte eller indirekte repræsentation og være i besiddelse af en fuldmagt.
Den person, der ikke erklærer, at han handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning, eller som erklærer, at han handler i en anden persons navn eller for en anden persons regning, uden at være i besiddelse af en fuldmagt, anses at handle i eget navn og for egen regning.
Af toldkodeksens artikel 62, fremgår følgende:
"1. Skriftlig angivelse foretages på en formular, der er i overensstemmelse med den med henblik herpå fastlagte officielle model. Angivelsen skal være underskrevet og indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, som varerne angives til.
2. Med angivelsen skal følge samtlige dokumenter, som er nødvendige for anvendelsen af de bestemmelser, der gælder for den toldprocedure, som varerne angives til."
Af toldkodeksens artikel 77, stk. 2, fremgår følgende:
"Når toldangivelsen foretages på edb, kan toldmyndighederne tillade, at følgedokumenter, jf. artikel 62, stk. 2, ikke vedlægges angivelsen. I så tilfælde skal dokumenterne holdes til toldmyndighedernes disposition."
Af toldkodeksens artikel 201, fremgår følgende:
"1. Toldskyld ved indførsel opstår, når en importafgiftspligtig vare
a) overgår til fri omsætning
b) henføres under proceduren for midlertidig indførsel med delvis fritagelse for importafgifter.
2. Toldskylden opstår på tidspunktet for antagelsen af den pågældende toldangivelse.
3. Debitor er klarereren. Ved indirekte repræsentation er debitor også den person, for hvis regning toldangivelsen er afgivet.(...)"
Af gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen (Kommissionens forordning nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere ændringer), fremgår af artikel 80 følgende:
"Produkter med oprindelsesstatus i de præferenceberettigede lande er omfattet af de toldpræferencer, der er omhandlet i artikel 67, såfremt der forelægges enten:
a) et oprindelsescertifikat formular A, hvortil modellen findes i bilag 17, eller
(...)"
Af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 81, fremgår der følgende:
"1. Produkter med oprindelsesstatus i henhold til denne afdeling kan, for så vidt som de er blevet transporteret direkte til Fællesskabet som defineret i artikel 78, indføres i Fællesskabet med de toldpræferencer, der er omhandlet i artikel 67, såfremt der forelægges et oprindelsescertifikat formular A, der er udstedt enten af toldmyndighederne eller andre kompetente statslige myndigheder i det præferenceberettigede land, forudsat at dette land:
- har givet Kommissionen de i artikel 93 fastsatte oplysninger, og
- bistår Fællesskabet ved at lade medlemsstaternes toldmyndigheder verificere dokumentets ægthed eller nøjagtigheden af oplysningerne om de pågældende produkters virkelige oprindelse.
2. Et oprindelsescertifikat formular A må kun udstedes som dokumentation for anvendelse af de toldpræferencer, der er omhandlet i artikel 67.
3. Et oprindelsescertifikat formular A udstedes kun efter skriftlig ansøgning fra eksportøren eller dennes bemyndigede repræsentant.
4. Eksportøren eller dennes bemyndigede repræsentant fremlægger sammen med ansøgningen alle egnede dokumenter, der kan bevise, at de produkter, der skal udføres, opfylder betingelserne for udstedelse af et oprindelsescertifikat formular A.
5. Certifikatet udstedes af den kompetente statslige myndighed i det præferenceberettigede land, hvis de produkter, der skal udføres, kan anses som produkter med oprindelsesstatus i henhold til underafdeling 1. Certifikatet stilles til rådighed for eksportøren, så snart udførslen faktisk har fundet sted eller er sikret.
6. Med henblik på at fastslå, om betingelserne i stk. 5 er opfyldt, har den kompetente statslige myndighed ret til at kræve yderligere dokumentation forelagt eller til at foretage enhver kontrol, som den måtte finde hensigtsmæssig.
7. Det påhviler den kompetente statslige myndighed i det præferenceberettigede land at påse, at formularerne til certifikaterne og ansøgningerne bliver korrekt udfyldt.
8. Det er ikke obligatorisk at udfylde rubrik 2 i oprindelsescertifikat formular A. Rubrik 12 i certifikatet skal udfyldes behørigt med angivelsen "Det Europæiske Fællesskab" eller med angivelse af en af medlemsstaterne.
9. Datoen for udstedelsen af oprindelsescertifikatet formular A skal anføres i rubrik 11. Underskriften i denne rubrik, som er forbeholdt den kompetente statslige udstedende myndighed, skal være håndskrevet."
Af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 94, fremgår følgende:
"1. Efterfølgende kontrol af oprindelsescertifikater formular A og fakturaerklæringer skal foretages ved stikprøver, og i øvrigt når Fællesskabets toldmyndigheder nærer begrundet tvivl om dokumenternes ægthed, de pågældende produkters oprindelsesstatus eller opfyldelsen af de øvrige betingelser i denne afdeling.
2. Med henblik på gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1 skal Fællesskabets toldmyndigheder tilbagesende oprindelsescertifikat formular A og fakturaen, hvis den er blevet forelagt, fakturaerklæringen eller en kopi af disse dokumenter til den kompetente statslige myndighed i det præferenceberettigede udførselsland, i givet fald med angivelse af årsagerne til, at der anmodes om kontrol. Samtlige dokumenter og oplysninger, som de er kommet i besiddelse af, og som tyder på, at angivelserne i oprindelsesbeviset er ukorrekte, fremsendes til støtte for anmodningen om kontrol.
Hvis indførselsmedlemsstatens toldmyndigheder træffer afgørelse om at suspendere anvendelsen af de i artikel 67 omhandlede toldpræferencer, medens de afventer resultatet af kontrollen, skal de tilbyde at frigive produkterne til importøren med forbehold af de sikkerhedsforanstaltninger, de måtte finde nødvendige.
(...)"
Af bilag 17 til gennemførelsesbestemmelserne fremgår der følgende:
"1. Oprindelsescertifikat formular A skal svare til den formular, som er vist i dette bilag. Anvendelse af engelsk eller fransk ved affattelsen af noterne på bagsiden af certifikatet er ikke obligatorisk. Certifikatet udfærdiges på engelsk eller fransk. Hvis det udfærdiges i hånden, skal der udfyldes med blæk og blokbogstaver.
2. Certifikatets format er 210 mm x 297 mm, idet dog en maksimal afvigelse i længden på minus 5 mm og plus 8 mm kan tillades. Det anvendte papir skal være hvidt, træfrit, skrivefast og have en vægt på mindst 25 g pr. m2. Det skal være forsynet med grønt guillocheret bundtryk, som gør enhver forfalskning ved hjælp af mekaniske eller kemiske midler synlig.
Når der til certifikatet er knyttet kopier, forsynes kun det første blad, der betragtes som originalen, med grønt guillocheret bundtryk.
3. På hvert certifikat skal der endvidere af hensyn til identifikationen være påtrykt eller på anden måde påført et løbenummer.
(...)".
Af toldbehandlingsbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1007 af 8. december 2003) § 32, fremgår følgende:
"Ved anvendelse af EF's administrative enhedsdokument skal alle dokumenter, der er nødvendige for fortoldningens gennemførelse (fakturaer, fragtbreve, oprindelsesdokumenter, bevillinger, tilførselsanmeldelser, fabrikanterklæringer, indførselstilladelser m.v.) være vedlagt fortoldningsangivelsen.
Stk. 2. Ved angivelse til fortoldning via edb skal de i stk. 1 nævnte dokumenter være til rådighed for de statslige told- og skattemyndigheder på angivelsestidspunktet.
Stk. 3. Ved anvendelse af en tilladelse som godkendt importør skal dokumentationen være til rådighed for de statslige told- og skattemyndigheder på tidspunktet for varernes indskrivelse i regnskabet.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 nævnte dokumenter skal opbevares i mindst 5 år og skal på begæring udleveres til de statslige told- og skattemyndigheder."
Det lægges til grund, at der for de 4 omhandlede indfortoldninger er opstået toldskyld efter toldkodeksens artikel 201. Af denne artikels stk. 3, fremgår hvem debitorerne for toldskylden er, dvs. klarereren og ved indirekte repræsentation også den, for hvis regning toldangivelsen er afgivet. Det må i denne forbindelse lægges til grund, at idet klageren er anført i rubrik 8 på toldangivelsen som varemodtager, må dette medføre, at toldangivelsen må anses som sket i dennes navn og for dennes regning, uanset at dennes navn ikke optræder under klarereren under rubrik 14. I denne rubrik optræder speditionsfirmaets navn, som har repræsenteret klageren.
Der foreligger således direkte repræsentation, som defineret i toldkodeksens artikel 5, stk. 2, 1. pind.
Dette understøttes også af, at klageren på baggrund af regionens oplysninger må anses som modtager af de omhandlede varer. Endvidere fremgår det af regionens oplysninger, at klageren har forsynet speditionsfirmaet med de nødvendige papirer i form af indkøbsfakturaer, fragtdokumenter mv. til brug for indfortoldningerne. Samtidig har klageren efter regionens oplysninger betalt for fragt og indfortoldning. Herudover er det oplyst, at speditøren B A/S over en længere periode fra den 4. september - 13. februar 2004, dvs. også i nærværende kontrolperiode, har foretaget i alt 180 fortoldninger med en statistisk værdi på 100 millioner kr., svarende til 14,7 % af klagerens samlede fortoldninger. Endelig synes det forudsætningsvis af klagerens brev til regionen af 30. november 2004 at fremgå, at speditøren har haft et repræsentationsforhold til klageren i forbindelse med de her omhandlede ekspeditioner.
Henset til disse omstændigheder må det derfor anses for dokumenteret, at der har foreligget et direkte repræsentationsforhold mellem B A/S og klageren, hvorefter B A/S har handlet i klagerens navn og for klagerens regning ved de 4 indfortoldninger. Klageren er som følge heraf også debitor for den opståede toldskyld, jf. toldkodeksens artikel 201, stk. 3, samt definitionen i toldkodeksens artikel 4, nr. 18 og artikel 5, stk. 2, 1. pind.
Det bemærkes samtidig, at det forhold, at de formelle betingelser efter toldkodeksens artikel 5, stk. 4, ikke har været opfyldt, ikke kan være tilstrækkeligt til at fratage forholdet mellem klageren og B A/S karakteren af et direkte repræsentationsforhold, når de faktiske omstændigheder klart peger på, at dette har været tilfældet. Særligt vedrørende den manglende fuldmagt bemærkes, at denne først og fremmest skal tjene som bevis for, at repræsentanten optræder på vegne af andre. Såfremt fuldmagten ikke kan fremlægges kan den, der påstår, at han repræsenterer andre, komme til at hæfte for toldskylden, hvilket Landsskatterettens afgørelse af 3. september 2002 offentliggjort i SKM2002.603.LSR også er udtryk for.
Vedrørende spørgsmålet om klageren skal opbevare de originale præferencedokumenter bemærkes, at det af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 80 og 81 sammenholdt med bilag 17, forudsætningsvis fremgår, at man skal kunne fremlægge et original oprindelsescertifikat som bevis for oprindelse for at kunne opnå fordelene ved at få indførte vare præferencetoldbehandlet. Efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 32, stk. 4, skal disse dokumenter opbevares i 5 år og på begæring udleveres. Der er derfor fornøden hjemmel til, at regionen kan kræve fremlæggelse af de originale præferencedokumenter.
Det forhold, at man i første omgang har fået indfortoldet varerne under en præferenceordning uden at fremvise de originale oprindelsesdokumenter udelukker heller ikke, at toldmyndighederne senere kan foretage en efterkontrol af dokumenterne, jf. herved bl.a. EF-Domstolens dom af 14. maj 1996 i de forende sager sag C-153/94 og C-204/94 (Faroe Seafood Co. Ltd) præmis 93.
Klageren kan heller ikke med henvisning til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 94, nøjes med at fremlægge en kopi af præferencedokumenterne. Det bemærkes i denne forbindelse, at den pågældende bestemmelse regulerer metoder for et administrativt samarbejde mellem de berørte landes myndigheder. Dette kan ikke sammenlignes med nærværende situation, hvor man i forbindelse med indfortoldninger af varer anmoder om præferencetoldbehandling og i denne forbindelse skal kunne dokumentere ved hjælp af et certifikat, at varerne opfylder præferencebetingelserne.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.