Klageren har anmodet om, at klagen til Landsskatteretten over SKATs afgørelse af 18. oktober 2010 vedrørende henstand tillægges opsættende virkning.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten træffer afgørelse om, at klagen ikke tillægges opsættende virkning.
Sagens oplysninger
Klageren har senest anmeldt til CPR-registeret, at han er udrejst fra Danmark den 1. februar 2004 til Spanien.
SKAT traf den 23. juli 2010 afgørelse vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006. SKAT fandt, at klageren i hele 2006 var fuldt skattepligtig til Danmark. Klageren blev endvidere med henvisning til ligningslovens § 2 anset for skattepligtig af en skønsmæssigt ansat lønindkomst på 1.600.000 kr. for udført arbejde for de selskaber, hvori han er direktør, bestyrelsesformand eller hovedanpartshaver. Endvidere blev han anset for skattepligtig af værdi af fri bil.
Som følge af afgørelsen blev klageren for indkomståret 2006 opkrævet restskat på 1.171.920 kr. samt restarbejdsmarkedsbidrag på 174.290, dvs. i alt 1.346.210 kr.
Klageren har den 14. september 2010 påklaget afgørelsen til skatteankenævnet.
Med henvisning til klagen har klagerens repræsentant ved brev af samme dato anmodet SKAT om, at klageren bevilges henstand uden krav om sikkerhedsstillelse med betaling af beløbene på i alt 1.346.210 kr.
Ved afgørelse af 18. oktober 2010 har SKAT afslået anmodningen om henstand, dog med den bemærkning, at såfremt klageren inden 14 dage fra afgørelsens dato stiller sikkerhed for det fulde henstandsbeløb, dvs. 1.346.210 kr., vil der kunne bevilges henstand.
Klageren har ikke stillet sikkerheden.
Klageren har påklaget afgørelsen af 18. oktober 2010 til Landsskatteretten.
Klagerens anmodning og argumenter
Klagerens repræsentant har anmodet Landsskatteretten om at træffe afgørelse om, at klagen til Landsskatteretten tillægges opsættende virkning.
Det er særdeles tvivlsomt, om SKAT vil kunne opretholde kravet om sikkerhedsstillelse som betingelse for henstand. SKAT har hovedsageligt inddraget usaglige hensyn, som ingen relevans har for vurderingen af, hvorvidt SKATs mulighed for at inddrive eventuelle skattekrav efter udløbet af en henstandsperiode vil blive formindsket på grund af henstanden.
Klageren har ikke umiddelbart mulighed for at stille sikkerhed for et beløb på 1.346.210 kr. Det er derfor yderst vigtigt, at klagen tillægges opsættende virkning.
Alle retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at klagen tillægges opsættende virkning i forhold til kravet om sikkerhedsstillelse. Ingen saglige hensyn ses at tale imod dette.
Skulle det mod forventning vise sig, at Landsskatteretten efterfølgende finder, at SKATs afgørelse af 18. oktober 2010 skal opretholdes, medfører dette blot, at der på dette tidspunkt kan kræves sikkerhedsstillelse som betingelse for henstanden.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Statsskattelovens § 38, 2. punktum, har følgende ordlyd:
"Ingen kommune eller skatteansat kan ved at klage over skatteansættelsen eller, såfremt der sker udpantning for skatten, ved indsigelse for fogeden unddrage sig fra forpligtelsen til i rette tid at indbetale den alt forfaldne del af skatten, medmindre der forinden foreligger en af kompetent myndighed truffen afgørelse for, enten at en ændring bør finde sted, eller at ansættelsen er sket med urette eller er ugyldig."
Det er således lovreguleret, at en klage over en skatteansættelse ikke kan gives opsættende virkning.
Klagen til skatteankenævnet over SKATs afgørelse af 23. juli 2010 kan derfor ikke tillægges opsættende virkning, jf. statsskattelovens 38, 2. punktum.
Klageren kan derfor alene unddrage sig fra forpligtelsen til i rette tid at betale de opkrævede beløb i restskat og restarbejdsmarkedsbidrag ved at få bevilget henstand med betaling af beløbene, jf. skatteforvaltningslovens § 51.
Klagerens anmodning om henstand blev afslået ved SKATs afgørelse af 18. oktober 2010, dog med den bemærkning, at såfremt klageren inden 14 dage fra afgørelsens dato stillede sikkerhed for det fulde henstandsbeløb, dvs. 1.346.210 kr., ville der kunne bevilges henstand.
Klagen over SKATs afgørelse af 18. oktober 2010 vedrører direkte, hvorvidt SKAT kan inddrive de omhandlede krav under Landsskatterettens behandling af klagen over SKATs afgørelse af 18. oktober 2010.
Det må antages, at det ikke har været meningen med bestemmelsen i statsskattelovens § 38, at det skulle være muligt at opnå samme retsvirkning, som er udelukket ved bestemmelsen, dvs. opsættende virkning i relation til betaling af de opkrævede skattebeløb m.v., ved at påklage et afslag på en anmodning om henstand og i forbindelse hermed anmode om, at denne klage tillægges opsættende virkning.
Det må derfor antages at følge af statsskattelovens § 38, 2. punktum, at klager over afgørelser vedrørende henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 ligeledes ikke kan tillægges opsættende virkning.
Klagen tillægges derfor ikke opsættende virkning.