Landsskatterettens afgørelse af 06. oktober 2017 i sag 16-0693670

Print

SKM2017.573.LSR

Relaterede love

Momsloven

Relaterede retsområder

Afgiftsret

Resumé

Sagen vedrørte klage over et bindende svar om, hvorvidt klagerens frihåndstatoveringer var fritaget for moms. Klagerens levering af frihåndstatoveringer ansås ikke for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7. Det bindende svar blev således stadfæstet. 

Sagens emne
Klagen vedrører et bindende svar på følgende spørgsmål:

”Kan SKAT bekræfte, at mine frihåndstatoveringer er fritaget for moms?”

SKAT har besvaret det stillede spørgsmål med ”Nej”.

Landsskatteretten stadfæster SKATs besvarelse.

Sagens oplysninger
Af punktet ”Faktiske forhold” i det bindende svar fremgår følgende:

”Du oplyser i anmodningen om bindende svar, at:

Jeg er frihåndstatovør. Det vil sige at jeg selv kræerer alle motiverne ud fra kundens ideer, og udformer et design til hver individuelle kunde. Motiverne bruges kun én gang.

Jeg arbejder oftest på den måde at jeg udformer motiverne i form af en tegning så kunden kan godkende, før vi går i gang. Denne metoder er perfekt for meget detaljeret arbejde. Herefter bliver der lavet en stencil tryk, som overfører tegningen til huden. Dog er der også ofte situationer hvor det fungere bedre når motivet tegnes direkte på kunden med hudtusher i forskellige nuancer. På denne måde er det nemmere at få motivet til at følge kroppens former.”

Du har endvidere vedlagt anmodningen 3 eksempler på tatoveringer udført af dig. Om det første eksempel oplyser du, at der er tale om et eksempel på en tatovering, der er tegnet i frihånd med tusch. I det andet eksempel oplyses det, at der her er brugt en blanding af to metoder at lave frihånd på. Ansigtet er tegnet på papir og overført med et stencil tryk, og mønstret er tegnet med tusch direkte på kroppen. Det sidste eksempel er en tatovering, hvor du lavede en tegning til kunden, som blev overført til huden med stencil tryk.

SKAT har ved brev af 15. oktober 2015 orienteret dig om nyeste praksis på momsfritagelsesbestemmelsen i relation til tatovører. Nærmere bestemt Skatterådets bindende svar refereret i SKM2015.275.SR samt det styresignal, som SKAT udsender i forlængelse af Skatterådets bindende svar. Vi orienterer dig ligeledes om, hvilke elementer der indgår i vurderingen af, om en ydelse er fritaget som kunstnerisk virksomhed. Du bliver derfor bedt om at indsende følgende:

  • En mere udførlig beskrivelse af dine arbejder samt den anvendte arbejdsproces.
  • Eventuelt en udtalelse fra en særligt kunstsagkyndig om, at der er tale om udøvelse af kunstnerisk virksomhed.

Du kontakter på denne baggrund SKAT telefonisk den 19. oktober 2015. Du oplyser, at du på grund af et forestående længere udlandsophold gerne vil have fristudsættelse til udgangen af året – altså til 31. december 2015. Dette imødekommer SKAT.

Du fremsender den 5. januar 2016 en uddybning af din anmodning. Det fremgår af denne, at:

”Jeg anmoder hermed om bindene svar på at blive momsfritaget, da jeg mener min udførelse af tatoveringer er kunstnerisk og unik, og der bliver lagft tid, tanker og kræfter i hvert enkel tatovering, i alle aspekter. Så vel som tegning af opgaven, forberedelse og ikke midst udførelse.

Dette vil jeg begrunde så godt jeg kan herunder. Jeg har altid tegnet meget, og har gjort det hele mit liv. Det har altid haft stor betydning for mig og fyldt meget i mit liv.

Det har altid været en drøm for mig at blive tatovør, da jeg fra en tidlig alder havde interesse for tatoveringer og udførelsen heraf.

Jeg har været udlært tatovør i lidt over 1 år nu, og har afsluttet 3 års læretid.

En tatovering for mig starter ofte ved en kunde kommer til mig med en ide de gerne vil ha lavet som tatovering og beder mig om at lave. Jeg tegner altid motivet først, for bedst muligt at ramme kunden ønske, og kunne diskutere eventuelle ændringer i designet, sammen med kunden.

Jeg bestræber mig altid at levere et unikt stykke arbejde, og ved hjælp af denne fremgangsmåde får kunden et unikt stykke kunst, der ikke minder om nogen andens tatovering, og min ”streg” går igen i alle tatoveringer.

Desuden laves hvert enkelt design kun den ene gang uanset hvad. Hvis en anden beder mig om en tatovering jeg tidligere har lavet tegner jeg noget nyt til dem i samme stil som den de refere til.

Jeg vedlægger her billedeeksempler af mine tegninger og tatoveringer så det er muligt for jer at se, at mit arbejde er unikt og mit arbejde udføres med tanke på at skabe en unik og speciel tatovering. ”

Der er fremsendt eksempler på i alt 13 tatoveringer. Eksemplerne består af en tegning samt den endelige tatovering.

Videre af fremgår det af det fremsendte, at:

”Jeg har fået at vide af en af jeres medarbejder (…), at eventuelle udmærkelser/præmier kunne gøres gældene får bedømmelse. Jeg vedlægger her under præmier og beskrivelse af de præmier jeg har fået på det ene år jeg indtil videre har været udlært tatovør.”

Du har således vedlagt et billede af prisen, samt af den tatovering, som du opnåede præmieringen for. Det drejer sig om følgende, hvor du også beskriver baggrunden for prisen:

Denne pris ”[…]”, modtog jeg på By Y1 tattoo convention [år …].
Der blev bl.a sagt det var grundet hårdt arbejde og en unik streg der var genemgående i mine tatoveringer.
Jeg var desuden kun lærling på dette tidspunkt.

(…..)

Denne pris vandt jeg på messen ”[…]” i By Y2.
Prisen er […], som mange af den vedlagte farvetatoveringer ovenover går ind under.

(…..)

Denne pris er vundet på By Y1 tattoo convention [år …]
(…..)

Denne pris […] er også vundet på By Y1 tattoo convention [år …]. kategorien […] indgår mange af de vedlagte værker ovenfor under, så vel som mange af de tatoveringer jeg til dagligt laver.
(….)

Denne pris […] er også vundet på By Y1 tattoo convention [år …]. kategorien […] indgår mange af de vedlagte værker ovenfor under, så vel som mange af de tatoveringer jeg til dagligt laver.”

Du har endvidere vedlagt en udmærkelse fra […] – formand for de uafhængige tatovører Danmark. Du oplyser, at […] også var dommer på By Y1 tattoo convention [år …] sammen med […] fra Land Y1 og […] fra By Y3 Tattoo. Du vandt 3 priser på By Y1 tattoo convention [år …].

Det fremgår af udtalelsen, at:

”Til rette vedkommende.

Undertegnede kan hermed dokumentere, at A er Uafhængig Tatovør og med i netværket af samme navn. For optagelse i non-profit netværket kræves, at man er professionel tatovør, lærling eller medhjælper i professionelt tattoo studio.

Vi kan også dokumentere, at A er en custom artist, som udelukkende laver egne tegninger og tatoveringer, til hver enkelt kunde. Original tegninger, hvis sådanne er udfærdiget i forbindelse med planlægning af tatoveringen, udleveres efter endt tatovering til kunden. Tit og ofte tegnes tatoveringen direkte på huden med efterfølgende tatovering af design.

Som dommer i årets […] af By Y1 Convention […], [år …], var jeg med til at bedømme As tatoveringer. 3 af disse vandt priser i kategorierne. For at vinde en konkurrence bedømmes artisten/kunstneren bla på originalitet, teknisk udførelse og detaljegrad. I et stærkt artistisk selskab lå As tatoveringer meget højt ved bedømmelserne. I konkurrencerne, hvor dommerne var sammensat af 2 danske tatovører med +25 års erfaringer samt en […] dommer med +20 års erfaringer, var der enstemmige bedømmelser i et meget højt kvalitetsniveau.

A er kendt som en enestående artist og kunstner med stor viden og erfaring indenfor tato-branchen.

På vegne af Uafhængige Tatovører i Danmark

Med venlig hilsen

[…]”

SKATs afgørelse
SKAT har besvaret det stillede spørgsmål med ”Nej”.

Som begrundelse har SKAT bl.a. anført:

”Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 7 fremgår det, at følgende varer og ydelser er fritaget for moms:

Forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed.

Bestemmelsen har hjemmel i momssystemdirektivets artikel 371, se bilag X, Del B, nr. 2, hvori der gives mulighed for medlemsstaterne for at beholde momsfritagelse af ydelser leveret af forfattere, kunstnere mv., hvis medlemsstaterne havde en sådan momsfritagelse den 1. januar 1978.

Højesteret fastslog i dommen refereret i U1985.122H, at i hvert fald kun en mindre del af den virksomhed, der udøves af tatovører her i landet, kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen vedrørende kunstnerisk virksomhed og konkluderede på den baggrund, at der herefter ikke var grundlag for at tilsidesætte den afgørelse, som momsnævnet havde truffet efter en generel vurdering af erhvervsudøvelsen.

Af den tidligere instans´ afgørelse fremgår, at momsnævnet ved afgørelsen har lagt særlig vægt på en udtalelse fra Akademirådet om, at "tatovering som kunst kun kan bedømmes på konkret grundlag og ikke på grundlag af en artsbestemmelse.

I SKM2006.463.LSR anførte Landsskatteretten, at Højesteretsdom, U1985.122H, skal fortolkes således, at tatovørvirksomhed ikke som branche generelt kan anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen vedrørende kunstnerisk virksomhed, men at Højesteretsdommen imidlertid ikke er udtryk for, at en konkret tatovørvirksomhed ikke under nogen omstændigheder vil kunne karakteriseres som kunstnerisk virksomhed.

Landsskatteretten fandt, at det måtte bero på en konkret vurdering af den udførte tatovørvirksomhed, om virksomheden kunne anses for kunstnerisk virksomhed omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

Ud fra oplysningerne i syns- og skønsrapporten fandt Landsskatteretten, at den i den konkrete sag udøvede tatovørvirksomhed var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, som anden kunstnerisk virksomhed.

Af sagen fremgår, at syns- og skønsmanden var blevet blev bedt om, at:

  • Beskrive tatovørens arbejdsmetode, herunder valg af motiv og tatoveringsprocessen
  • Beskrive den kvalitative udførelse af tatoveringsarbejderne
  • Vurdere om tatovørens arbejde og arbejdsform kunne anses for at udtrykke kunstnerisk virksomhed

Om arbejdsmetoden anføres bl.a. nedenstående i syns- og skønsrapporten:

  • Arbejder altid med egne forlæg/tegninger
  • Laver altid en ny original tegning til hver tatovering, således at hver tatovering er unik og den samme tatovering aldrig udføres to gange.
  • Anvender både elektriske og manuelt værktøj og undertiden håndstikning ved udførsel af tatoveringen.

Om kvaliteten anføres følgende i syns- og skønsrapporten:

  • Høj håndværksmæssig og billedmæssig kvalitet
  • Tydeligt at tatovøren har en fortid som maler og tegner og har studeret hos maleren C på Århus Kunstakademi
  • Stor stilmæssig sikkerhed
  • Grafisk sans for rytme og motiv
  • Sammenhæng mellem detalje og helhed
  • Stor fornemmelse for tatoveringens samspil med kroppens former og funktioner.

Om arbejde og arbejdsformen er udtryk for kunstnerisk virksomhed er anført, at den pågældende tatovørs arbejde og arbejdsform på flere måde udtrykker en kunstnerisk virksomhed, idet den pågældende tatovør:

  • har en langt større kunstnerisk tilgang til faget, end den der normalt er gældende.
  • adskiller sig markant fra den almindelige, stereotype opfattelse af tatovører, som en der sidder i en kælderbutik og reproducerer små banale sentenser og symboler på samlebånd.
  • tilhører den elite af tatovører, der kan siges, at arbejde i en anerkendt kunstnerisk tradition, hvilket den respekt og position han besidder i tatovørkredse, både nationalt og internationalt, vidner om.
  • arbejder ud fra den traditionelle forestilling om det unikke værk, der skabes fra gang til gang
  • søger en personlig stil og et særligt udtryk i sine arbejder

SKAT har på baggrund af det bindende SKM2015.275.SR fundet anledning til at præcisere i styresignal SKM2015.555.SKAT, at det faktum, at en tatovør arbejder i frihånd, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at statuere, at der er tale om udøvelse af momsfritaget kunstnerisk virksomhed. Det, at der arbejdes i frihånd, er således ét blandt flere elementer, som skal indgå i den samlede vurdering af virksomhedsaktiviteten.

Begrundelse

Du ønsker en bekræftelse på, at dine frihåndstatoveringer kan anses for udøvelse af kunstnerisk virksomhed, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 7.

Det skal dog bemærkes, at momsfritagelsen af kunstnerisk virksomhed, som andre momsfritagelser, skal fortolkes indskrænkende, fordi der er tale om en undtagelse fra hovedreglen om momspligt.

Som også anført ovenfor, har Højesteret i U1985.122H fastslået, at i hvert fald kun en mindre del af den virksomhed, der udøves af tatovører her i landet, kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen vedrørende kunstnerisk virksomhed.

Landsskatteretten har i SKM2006.463.LSR fortolket Højesteretsdommen, U1985.122H, således, at tatovørvirksomhed ikke som branche generelt kan anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen vedrørende kunstnerisk virksomhed, men at højesteretsdommen imidlertid ikke er udtryk for, at en konkret tatovørvirksomhed ikke under nogen omstændigheder vil kunne karakterises som kunstnerisk virksomhed. Landsskatteretten fandt, at det således måtte bero på en konkret vurdering af den udførte tatovørvirksomhed, om virksomheden kunne anses for kunstnerisk virksomhed, omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

For at Landsskatteretten kunne vurdere, hvorvidt den konkrete tatovørs ydelser kunne anses som kunstnerisk virksomhed blev der afholdt syn og skøn. Syns- og skønsmanden, som var billedhugger og lektor ved Det Jyske Kunstakademi, blev bedt om at:

  1. Beskrive den pågældende tatovørs arbejdsmetoder, herunder motivvalg
  2. Vurdere kvaliteten af de af tatovøren udførte tatoveringsarbejder
  3. Vurdere om tatovørens arbejdsform og det udførte arbejde kunne anses for at udtrykke kunstnerisk virksomhed.

På grundlag af og med henvisning til syns- og skønsmandens rapport fandt Landsskatteretten, at den udøvede tatovørvirksomhed kunne anses som udøvelse af kunstnerisk virksomhed og dermed var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7.

Af kendelsen fremgår det, at Landsskatteretten både har lagt vægt på syns- og skønsmandens vurdering af tatovørens arbejdsmetode, på syns- og skønsmandens vurdering af kvaliteten af det udførte arbejde og syns- og skønsmandens faglige vurdering af, om arbejderne [tatoveringerne] konkret var udtryk for kunstnerisk virksomhed.

Af syns og skønsmandens rapport fremgår, at der ved syns- og skønsmandens faglige vurdering arbejdsmetoden, kvaliteten af arbejdet og hvorvidt de udførte tatoveringer er resultatet af kunstneriske virksomhed bl.a. har lagt vægt på, at:

  • Hver tatovering er unik
  • Tatovøren altid laver et personligt design
  • De udførte tatoveringer er udtryk for høj håndværksmæssig og billedmæssig kvalitet
  • Tatoveringerne er udført med stor stilmæssig sikkerhed, grafisk sans for rytme og motiv og sammenhæng mellem detalje og helhed
  • Tatovøren har fornemmelse for samspil mellem kroppens former og funktioner
  • Tatovøren har en kunstnerisk tilgang til faget

Det er med Højesterets dom fastslået, at tatoveringsvirksomhed ikke generelt kan anses som udøvelse af kunstnerisk virksomhed.

Landsskatterettens kendelse, jf. SKM2006.463.LSR, medfører, at konkrete tatovørers arbejder, på grundlag af en konkret vurdering af de udførte arbejde og den anvendte arbejdsproces kan anses for kunstnerisk virksomhed.

Det er SKATs opfattelse, jf. SKM2015.275.SR, på baggrund af Landsskatterettens kendelse SKM2006.463.LSR, at arbejdsprocessen, herunder at der tegnes i frihånd er ét blandt flere elementer, som skal indgå i en samlet vurdering, idet det også er nødvendigt at foretage en vurdering af kvaliteten af de udførte arbejder og af, hvorvidt der er tale om resultatet af kunstnerisk virksomhed.

Det er i nærværende sag oplyst, at du er frihåndstatovør

Du har nærmere beskrevet processen omkring en tatovering. Denne starter ofte ved en kunde kommer til dig med en idé. Du tegner altid motivet først, for bedst muligt at ramme kunden ønske, og kunne diskutere eventuelle ændringer i designet, sammen med kunden.

Du oplyser videre, at du bestræber dig altid at levere et unikt stykke arbejde, og ved hjælp af denne fremgangsmåde får kunden et unikt stykke kunst, der ikke minder om nogen andens tatovering, og din ”streg” går igen i alle tatoveringer.

Hvert enkelt design laves kun den ene gang uanset hvad. Hvis en anden beder dig om en tatovering du tidligere har lavet, tegner du noget nyt til dem i samme stil, som den de referer til.

På baggrund af det indsendte materiale og de modtagne oplysninger, kan det således konstateres, at de arbejdsmetoder, som du anvender i et vist omfang er sammenlignelige med de arbejdsmetoder, som blev anvendt af tatovøren i Landskatterettens kendelse, SKM2006.463.LSR. Der er således i begge tilfælde tale om, at du arbejder med egne forlæg/tegninger, ligesom tatoveringerne er udført i frihånd. Det er derfor formodningen, at der tillige er tale om unikke tatoveringer.

Men som det også gjorde sig gældende i SKM2015.275.SR, foreligger der heller ikke i nærværende sag en udtalelse fra en særlig kunstsagkyndig eller lignende dokumentation omkring den håndværksmæssige og billedmæssige kvalitet af tatoveringsarbejderne.

Der foreligger heller ikke en vurdering fra en særligt kunstsagkyndig eller lignende af, hvorvidt de udførte tatoveringer kan anses for resultatet af kunstnerisk virksomhed.

Du har dog fremsendt oplysninger om, hvilke priser du har vundet i din tid som tatovør. Du har således opnået præmiering for dit arbejde på By Y1 Tattoo Convention [år …] og [år …], samt messen […] i By Y2.

I SKM2015.275.SR havde nogle af de ansatte i spørgers virksomhed også deltaget i og modtaget præmiering i diverse konkurrencer. Af det bindende svar fremgår det, at for at kunne tillægge præmiering ved deltagelse i konkurrencer betydning ved vurderingen af den håndværksmæssige og billedmæssige kvalitet og af, hvorvidt der er tale om kunstnerisk virksomhed, er det SKATs opfattelse en forudsætning, at der er tale om konkurrencer, hvor særligt sagkyndige foretager vurderingen af de deltagende tatoveringer. Deltagelsen i konkurrencerne medførte således ikke, at tatoveringerne var udtryk for kunstnerisk virksomhed.

SKAT finder, at de konkurrencer, hvor du har modtaget præmieringer kan sidestilles med konkurrencerne i SKM2015.275.SR. Der er ikke fremlagt oplysninger om, at der ved vurderingerne i konkurrencerne har deltaget særligt kunstsagkyndige i et dommerpanel.
SKAT betvivler ikke, at du i konkurrencerne har frembragt arbejder af høj håndværksmæssig kvalitet ud fra de standarder der er gældende i branchen. Det medfører dog ikke, at tatoveringerne dermed kan anses for udtryk for kunstnerisk virksomhed i momslovens forstand. Som tidligere anført, skal momsfritagelsen af kunstnerisk virksomhed, som andre momsfritagelser, fortolkes indskrænkende, fordi der er tale om en undtagelse fra hovedreglen om momspligt.

Der er endvidere fremsendt en udtalelse fra […]. […] er formand for de uafhængige tatovører i Danmark, ligesom hun selv driver tatovørvirksomhed under navnet […].

Det bekræftes i udtalelsen, at du udelukkende laver egne tegninger og tatoveringer til hver enkelt kunde.

SKAT finder dog ikke, at du med udtalelsen har dokumenteret, at dine arbejder kan anses for resultatet af kunstnerisk virksomhed.  Uanset at […] er en dygtig tatovør og anerkendt for hendes mangeårigt arbejde i branchen, er der ikke fremlagt oplysninger der tilkendegiver, at hun vil kunne anses som særlig kunstsagkyndig.

Det er således SKATs vurdering, at du med de foreliggende oplysninger i nærværende sag ikke har dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort den håndværksmæssige og billedmæssige kvalitet af det udførte tatoveringsarbejde, at der er tale om kunst samt at de udførte tatoveringer rent faktisk kan anses for resultatet af kunstnerisk virksomhed.

Da det er en forudsætning for at kunne svare bekræftende, at du dokumenterer eller i hvert fald sandsynliggør, at såvel din arbejdsproces, som de udførte arbejder kan anses, som udtryk for kunstnerisk virksomhed, og dette ikke foreligger i nærværende sag, svarer SKAT ”Nej” til det stillede spørgsmål.

Det bemærkes afslutningsvist, at det ikke kan udelukkes, at du udfører enkeltstående tatovørarbejder, der kan karakteriseres som kunstnerisk virksomhed. Der foreligger dog ikke oplysninger i denne sag, som kan medføre at SKAT kan give et bindende svar på dette.”

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om, at det bindende svar ændres fra et ”Nej” til et ”Ja”.

”klage af A, klager hermed over afgørelsen af min anmodning om bindene svar i forhold til momsfritagelse som tatovør.
jeg vælger at klage, da jeg ønsker en momsfritagelse i forhold til den tatoveringspraksis jeg udføre.
jeg finder det uretfærdigt, da jeg i mit afslag, kan læse at en syn og skønsmand har givet medhold i en lignene sag, som skat selv henviser (se bilag),på følgene punkter i hans skønsrapport, som jeg kan omsætte direkte på mig selv., og derfor finder uretfærdig:

  1. arbejder altid med egne forlæg/tegninger
  2. laver altid en ny original tegning til hver tatovering, således at hver tatovering er unik og den samme aldrig aldrig udføres 2 gange.
  3. høj håndværksmæssig og billedmæssig kvalitet
  4. tydeligt tatovøren har en fortid som maler tegner
  5. stor stilmæssig sikkerhed
  6. grafisk sans for rytme og motiv
  7. sammenhæng mellem detalje og helhed
  8. stor fornemmelse for tatoveringens samspil med kroppens former og funktioner.
  9. har en langt større kunstnerisk tilgang til faget end den der normalt er gældene.
  10. adskiller sig markant fra den almindelige, stereotype opfattelse af tatovører, som der sidder i en kælderbutik og reproducere små banala symboler på samlebånd
  11. tilhøre den elite af tatovører, der kan siges at arbejde i en anerkendt kunstnerisk tradition, hvilket den respekt og position han besider i tatovørkredse, både nationalt og internationalt, vidner om.
  12. arbedjer ud fra den traditonelle forestilling om det unikke værk, der skabes fra gang til gang.
  13. søger en personlig stil og et særligt udtryk i sine arbejder.

jeg mener at leve op til alle de punkter som ovenfor er nævnt, og har givet denne tatovør medhold i sin sag. jeg kan bevise det. og derfor mener jeg afgørelsen er uretfærsig og bør revurderes.

(…) fortalte at eventuelle vundne præmier kunne gøre sig gældenene i sagens udfald. jeg har vundet følgene præmier for mit unikke arbejde de seneste år.

og har enda dokumenteret med dommernes navne, og fået en udtalelse for min unike tilgang til faget af formanden for vores oganisation" de uafhængige tatovøre danmark" som er sendt til(…).

[…] – By Y1 tatto convention – By Y4

3. plads […] – […] – By Y2

2. Best […] – By Y1 Tattoo-convention [år …]

3. Best […] – By Y1 Tattoo-convention [år …]

3. Best […] – By Y1 Tattoo-convention [år …]

1. place […] ([…] [år …])

2. place […] ([…] [år …])

1. place […] ([…] [år …])

3. place ([…] [år …])

de sidste 4 præmier er vundet imens min sag var igang, og var defor ikke med i SKAT's konklusion. jeg kan bevise jeg laver unikke tatoveringer hver gang, og ligger en ære i det.

jeg har desuden prøvet at få en udtalelse fra en kunstsagkyndig, som kan give medhold i min sag, men skat har ikke kunne hjælpe med at fortælle hvad en kunstsagkyndig rent faktisk er, og hvor man kan finde såden en henne.
jeg har derfor henvendt mig på det kngl. kunstakademi, uden held. de mente det var ulovligt for dem som offentligt institution og hjælpe private i sådanne sager.
det samme svar fik jeg hos billedkunstnernes forlag, hvor jeg også rettede hendvendelse uden held.

af momsloven paragraf 13, stk 1 nr. 7 fremgår det af, at følgenede varer og ydelser er fritaget for moms:

forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virkosmhed.

jeg laver unikke værker på hud hver dag. der er lagt kræfter bag, tanker og følelser i, for at skabe et unikt udtrykt og ramme den personlige stil jeg har i tanke, med lige netop denne tatovering, som skal side på en persons krop forevigt.

er det ikke kunstnerisk virksomhed ?

hvad er kunst egentlig og hvad er ikke ? kunst er en individuel ting. kunst er for nogen en ting, og for andre nogethelt andet. men om det er på hud eller et lærred er det vel ikke forskel på ? altså hvilket medie man vælger at bruge til at udtrykke sig via ?

hvis en blendet guldfisk eller afføring i en dåse er kunst, er en unik tatovering der er teknisk flot udført, langt tid og tanke bag, og som sidder der forevigt så ikke ?

for mig er det et permanent maleri, som folk bærer resten af deres tid.

tatoveringer har altid været kunst. os menneskers måde at udtrykke sig på, på tværs af kulturer og baggrund.

hvem bestemmer at en kunstform som altid har eksisteret pludselig ikke er værdig eller anderkendt længere?

jeg er godt klar over små samlebåndstatoveringer og stjernetegn ike er så kunstnerisk og personligt, men det er ikke tilfældet med mig og mit foretagenede, og det håber jeg på at have fået beskrvet og klargjort for jer heri.

jeg håber derfor i vil revurdere min ansøgning.”

Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har svaret benægtende på spørgsmålet om, hvorvidt klagerens frihåndstatoveringer er fritaget for moms.

Det fremgår af momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. (uddrag):

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.”

Det fremgår af momslovens § 13, stk. 1, litra 7, at følgende varer og ydelser er fritaget for afgift (uddrag):

”7) Forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed

Følgende fremgår af momssystemdirektivets artikel 371:

”De medlemsstater, som pr. 1. januar 1978 fritog de transaktioner, der er anført i bilag X, del B, kan fortsætte med at fritage dem på de betingelser, der var gældende i hver af de berørte medlemsstater på samme dato.”

Således fremgår følgende af bilag X, del B, nr. 2 (uddrag):

”Transaktioner, som medlemsstaterne kan fortsætte med at fritage for afgift

2) Ydelser leveret af forfattere, kunstnere, herunder udøvende kunstnere, advokater og andre personer i liberale erhverv, bortset fra lægegerningen og dertil knyttede erhverv…”

Bestemmelserne fandtes tidligere i 6. momsdirektiv artikel 28, stk. 3, litra B jf. bilag F, nr. 2, en overgangsbestemmelse om fortsat fritagelse.

EU-Domstolen har i en række domme udtalt, at momsfritagelser skal fortolkes indskrænkende, da de er undtagelser fra det almindelige afgiftspligtige princip.

Det bemærkes, at Højesteret i en dom af 13. december 1984, gengivet i UfR1985.122H, har taget stilling til, hvorvidt tatovørvirksomhed er omfattet af fritagelsesbestemmelsen om kunstnerisk virksomhed i den dagældende momslovs § 2, stk. 3, 1. pkt. (nu momslovens § 13, stk. 1, nr. 7). Det fremgår af dommens præmisser:

”Undtagelsesbestemmelsen i momslovens § 2, stk. 3, pkt. 1, må i overensstemmelse med lovens almindelige formål fortolkes indskrænkende. Efter det foreliggende kan i hvert fald kun en mindre del af den virksomhed, der udøves af tatovører her i landet, anses for omfattet af denne bestemmelse. Der findes herefter ikke at være grundlag for at tilsidesætte den afgørelse, som nævnet vedrørende merværdiafgift har truffet efter en generel vurdering af erhvervsudøvelsen. Dommen vil derfor være at stadfæste.”

Højesterets dom skal fortolkes således, at tatovørvirksomhed ikke som branche generelt kan anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Dommen er imidlertid ikke udtryk for, at en konkret tatovørvirksomhed ikke under nogen omstændigheder vil kunne karakteriseres som kunstnerisk virksomhed, eller at en konkret tatovørvirksomhed, der kan karakteriseres som kunstnerisk virksomhed, ikke kan blive omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Det må således bero på en konkret vurdering af den udførte tatovørvirksomhed, om virksomheden kan anses for kunstnerisk virksomhed omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

Det følger af SKM2006.463.LSR, at der ved vurderingen af, hvorvidt der konkret foreligger kunstnerisk virksomhed bl.a. henses til tatovørens arbejdsmetode, kvaliteten af det udførte arbejde, herunder hvorvidt dette er understøttet af en faglig vurdering. Det er således ikke i sig selv tilstrækkeligt, at tatovøren arbejder i frihånd og på grundlag af egne forlæg.

I nærværende sag er det for SKAT bl.a. oplyst, at klageren er frihåndstatovør, at klageren selv kreerer alle motiverne ud fra kundernes ideer, at klageren udformer et unikt design til hver enkelt kunde, og at motiverne kun anvendes én gang. Videre er der fremlagt eksempler på 13 tatoveringer, bestående af tegninger samt billeder af de endelige tatoveringer. Endvidere er der fremlagt en udtalelse fra [… stifter af og talsperson for de Uafhængige Tatovører], hvori det bl.a. er anført, at klageren er en custom artist, der udelukkende laver egne tegninger og tatoveringer. Der er videre anført, at [… stifter af og talsperson for de Uafhængige Tatovører] i [år …] var med til at bedømme klagerens tatoveringer ved en convention, hvor deltagerne blandt andet blev bedømt på områderne originalitet, teknisk udførelse og detaljegrad, og klagerens tatoveringer lå efter det oplyste meget højt ved bedømmelserne. Det er endelig anført, at klageren er kendt som en enestående artist og kunstner med stor viden og erfaring indenfor tatoveringsbranchen.

Landsskatteretten finder på baggrund heraf ikke, at det er dokumenteret eller på anden måde tilstrækkeligt godtgjort, at klagerens levering af frihåndstatoveringer er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7.

Der er herved bl.a. henset til, at klageren ikke har dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort den håndværksmæssige og billedmæssige kvalitet af de leverede ydelser, eller at de leverede ydelser er et resultat af kunstnerisk virksomhed.
Landsskatteretten stadfæster således SKATs besvarelse af det stillede spørgsmål.

Landsskatteretten bemærker, at det er de faktiske oplysninger, således som disse fremgår af SKATs bindende svar, der lægges til grund ved afgørelsen. Hertil bemærkes, at der ikke kan henses til eventuelle faktiske oplysninger, der ikke har været til SKATs rådigheden ved besvarelsen af de stillede spørgsmål.