Højesterets kendelse af 26. februar 2016 i sag 214/2015

Info

Resumé:

En kendelse, der var afsagt af Østre Landsret som 2. instans, i en sag der havde verseret ved Retten på Færøerne i 1. instans, kunne ikke kæres direkte til Højesteret. Da Procesbevillings­nævnets tilladelse til kære ikke forelå, afvistes kæremålet.


Efter den færøske retsplejelovs § 392, stk. 1, 1. pkt., kan landsrettens afgørelser ikke kæres, medmin­dre sagen i den øvrige del af riget ville høre under behandling ved landsretten i 1. instans.


Sagen var indledt og realitetsbehandlet ved Retten på Færøerne. Da en i Danmark lignende sag var blevet henvist til behandling ved landsretten i 1. instans, jf. den danske retsplejelovs § 226, gjorde kæ­rende gældende, at også nærværende sag i den øvrige del af riget ville have hørt under behandling ved landsretten i 1. in­stans.


Højesteret fastslog, at ved forståelsen af reglen i den færøske retsplejelovs § 392, stk. 1, 1. pkt., skal der ikke lægges vægt på henvisningsreglen i den danske retsplejelovs § 226, idet dette forudsætter en konkret vurdering af den enkelte sag i relation til spørgsmålet om henvisning.


Landsrettens kendelse kunne derfor ikke kæres til Højesteret i medfør af den færøske retsplejelovs § 392, stk. 1, 1. pkt., hvorfor kære forudsatte Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilladelse ikke forelå, afvistes kære­målet.