En kendelse, der var afsagt af Østre Landsret som 2. instans, i en sag der havde verseret ved Retten på Færøerne i 1. instans, kunne ikke kæres direkte til Højesteret. Da Procesbevillingsnævnets tilladelse til kære ikke forelå, afvistes kæremålet.
Efter den færøske retsplejelovs § 392, stk. 1, 1. pkt., kan landsrettens afgørelser ikke kæres, medmindre sagen i den øvrige del af riget ville høre under behandling ved landsretten i 1. instans.
Sagen var indledt og realitetsbehandlet ved Retten på Færøerne. Da en i Danmark lignende sag var blevet henvist til behandling ved landsretten i 1. instans, jf. den danske retsplejelovs § 226, gjorde kærende gældende, at også nærværende sag i den øvrige del af riget ville have hørt under behandling ved landsretten i 1. instans.
Højesteret fastslog, at ved forståelsen af reglen i den færøske retsplejelovs § 392, stk. 1, 1. pkt., skal der ikke lægges vægt på henvisningsreglen i den danske retsplejelovs § 226, idet dette forudsætter en konkret vurdering af den enkelte sag i relation til spørgsmålet om henvisning.
Landsrettens kendelse kunne derfor ikke kæres til Højesteret i medfør af den færøske retsplejelovs § 392, stk. 1, 1. pkt., hvorfor kære forudsatte Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da en sådan tilladelse ikke forelå, afvistes kæremålet.
