Højesterets kendelse af 24. juni 2020 i sag 7/2020

Info

Resumé:

Hensynet til retshåndhævelsen krævede, at der skete varetægtsfængsling under ankesagens behandling


T blev i byretten fundet skyldig i forsøg på voldtægt og straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder, ligesom han blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Byretten fandt hverken grundlag for at varetægtsfængsle eller at frihedsberøve T. Spørgsmålet om varetægtsfængsling blev indbragt for landsretten, som bestemte, at T skulle varetægtsfængsles i surrogat, idet landsretten fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at han ville unddrage sig forfølgningen.


Sagen angik for Højesteret, om der på tidspunktet for landsrettens kendelse om varetægtsfængsling var grundlag for at varetægtsfængsle T i surrogat under dennes anke af dommen til landsretten.


Højesteret bemærkede, at T i byretten var blevet idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for forsøg på voldtægt over for en pige, der kun var 14 år på gerningstidspunktet. Henset hertil fandt Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at han ikke var på fri fod under ankesagens behandling. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at T selv var mindreårig på gerningstidspunktet, og at han ikke var varetægtsfængslet forud for landsrettens afgørelse. Højesteret fandt endvidere, at henset til den straf, som T måtte forventes idømt, hvis han fandtes skyldig i samme omfang som i byretten, var fortsat varetægtsfængsling indtil landsrettens dom i sagen efter Højesterets opfattelse ikke i strid med proportionalitetshensynet.

På denne baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse om varetægtsfængsling i surrogat.