Højesterets kendelse af 19. april 2016 i sag 234/2015

Info

Resumé:

Kreditor kunne ikke kræve særskilt betaling af et gebyr for adressesøgning

Kreditor kunne ikke kræve særskilt betaling af et gebyr for adressesøgning


En inkassovirksomhed fremsendte på vegne af TDC A/S et betalingspåkrav mod forbruger A. I betalingskravet var særskilt opgjort et gebyr på 53 kr. i rubrik 4, der omhandler udenretlige omkostninger, og det var under sagsfremstillingen i rubrik 5 anført, at beløbet angik adressesøgning i CPR. Inkassovirksomheden oplyste, at det havde været nødvendigt at betale 53 kr. for at få oplyst A’s adresse, fordi A havde adressebeskyttelse.

Fogedretten afviste betalingspåkravet under henvisning til, at TDC ikke havde ret til at opkræve beløbet særskilt.


Højesteret tiltrådte, at betalingspåkravet var afvist. Efter in­kassobekendtgørelsen kan en kreditor, der har anmodet en anden om at inddrive fordringen på sine vegne, kræve, at skyldneren betaler det dermed forbundne rimelige salærkrav, idet krav på betaling, der rettes mod en forbruger, dog ikke kan overstige de maksimumbeløb, der er fastsat i bilag 1 til bekendtgørelsen. Ved Højesterets dom af 4. juli 2013 (UfR 2013 s. 2941) var det fastslået, at ud­gifter til adresse­søg­­ning an­ses for en del af sædvanligt inkassoarbejde, hvorfor udgifterne dertil var indeholdt i inddrivelsesomkostningerne og omfattet af de maksimumbeløb, der er fastsat i bi­lag 1 til inkassobekendtgørelsen. Udgiften til adres­se­søgning kunne derfor ikke kræves særskilt betalt. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at ud­giften var nødvendiggjort af, at A havde adressebeskyttelse.

Landsretten var nået til samme resultat.