Kære af kendelse om tvangsfuldbyrdelse i familieretlig sag krævede ikke Procesbevillingsnævnets tilladelse, og sagen blev derfor hjemvist til realitetsbehandling i landsretten
En far anmodede familieretten om tvangsfuldbyrdelse af samvær med sin datter. Anmodningen om tvangsfuldbyrdelse blev behandlet på et retsmøde, hvor der samtidig blev behandlet en familieretlig sag om samvær, hvor der var spørgsmål om suspension af samværet under behandlingen af sagen.
Familieretten afsagde i retsmødet kendelser i begge sager om henholdsvis ikke at suspendere samværet under sagen og om at fremme tvangsfuldbyrdelsessagen.
Moderen kærede familierettens afgørelse om tvangsfuldbyrdelse til landsretten. Landsretten afviste kæremålet under henvisning til, at afgørelsen om tvangsfuldbyrdelse var truffet i forbindelse med behandlingen af sagen om samvær, og at den efter sit indhold måtte sidestilles med afgørelsen om, at samværet ikke skulle suspenderes under behandlingen af sagen. Der var derfor ifølge landsretten tale om en afgørelse truffet under samværssagens forberedelse, som i medfør af retsplejelovens § 389 a ikke kunne kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Højesteret bemærkede, at appel af familierettens afgørelser om tvangsfuldbyrdelse sker efter reglerne om appel af fogedrettens afgørelser, og at § 389 a derfor ikke fandt anvendelse. Det forhold, at de to kendelser var truffet samtidig og i det væsentlige på grundlag af samme oplysninger, førte ikke til, at § 389 a fandt anvendelse på afgørelsen om tvangsfuldbyrdelse.
Højesteret hjemviste herefter sagen til realitetsbehandling i landsretten.
