En sparekasse indgik i december 2008 en kreditaftale med et anpartsselskab. Selskabet blev opløst i september 2010, ved at eneanpartshaveren afgav en erklæring til Erhvervsstyrelsen om, at al gæld var betalt. Erklæringen blev afgivet, uagtet at gælden til sparekassen ikke var betalt. I september 2016 rejste sparekassen krav mod anpartshaveren for betaling af gælden.
Sagen angik, om sparekassens krav mod anpartshaveren var forældet.
Højesteret udtalte, at kapitalejere, der har afgivet en erklæring om opløsning af et selskab, indtræder i selskabets forpligtelser over for selskabets kreditorer, og at dette også gælder i relation til forældelse. Da sparekassens krav mod selskabet var undergivet en 10-årig forældelsesfrist, der skulle regnes fra den 17. december 2013, hvor sparekassen efter kreditaftalen kunne kræve gælden betalt, var kravet mod anpartshaveren ikke forældet.
