Psykologerklæring måtte anses for ensidigt indhentet og kunne ikke fremlægges som bevis
Sagen angik bl.a., om skadelidte A i en retssag vedrørende krav om erstatning for erhvervsevnetab som følge af en trafikulykke kunne fremlægge en psykologerklæring, der var indhentet efter sagens anlæg.
Erklæringen var indhentet på foranledning af en kommune til brug for kommunens vurdering af As eventuelle støttebehov i forbindelse hendes graviditet. Kommunen havde rettet henvendelse til den pågældende psykolog efter at være blevet henvist hertil af A, der havde været i behandling hos psykologen igennem flere år. Efterfølgende havde psykologen en række samtaler med A, hvor bl.a. indholdet af erklæringen blev drøftet, og A fik erklæringen med hjem med mulighed for at sende eventuelle kommentarer inden fremsendelse til kommunen.
Et flertal i Højesteret udtalte, at A havde haft indflydelse på udpegningen af den psykolog, der skulle besvare kommunens forespørgsel, og at hun endvidere havde haft indflydelse på udarbejdelsen af erklæringen. Erklæringen måtte på denne baggrund reelt anses for ensidigt indhentet af A og kunne ikke tillades fremlagt. Det var i den forbindelse uden betydning, at erklæringen var indhentet på kommunens foranledning og ikke med henblik på at skulle fremlægges som bevis i retssagen.
