Højesterets kendelse af 10. september 2020 i sag 12/2020

Info

Resumé:

Herboende rumænsk statsborger skulle udleveres til straffuldbyrdelse i Rumænien 


Sagen angik, hvorvidt der skulle ske udlevering af en herboende rumænsk statsborger, T, til straffuldbyrdelse i Rumænien i henhold til en europæ¬isk arrestordre. T blev i 2010 ved en domstol i Rumænien idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. afpresning, og i 2011 udstedte de rumænske myndigheder en arrestordre på T. T ønskede ikke at blive udleveret til Rumænien, men ville afsone i Danmark.


I november 2018 traf Rigsadvokaten afgørelse om udlevering af T efter de dagældende regler i udleveringsloven. Afgørelsen blev prøvet af byretten og landsretten, som fandt, at Rigsadvokatens afgørelse var lovlig. Efter landsrettens afgørelse trådte en ny udleveringslov i kraft, hvorefter kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering overgik til domstolene. 


Højesteret behandlede herefter Rigsadvokatens afgørelse som en indstilling til afgørelse om udleveringsspørgsmålet. Højesteret udtalte, at betingelserne for udlevering var opfyldt, og at der ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde afslag på udlevering. 


Højesteret fastslog, at udgangspunktet er, at en EU-medlemsstat skal fuldbyrde enhver europæisk arrestordre. Afslag på udlevering til straffuldbyrdelse begrundet i, at den pågældende kan afsone i Danmark, er en undtagelse hertil. Efter en samlet vurdering af T’s personlige forhold og kriminalitetens karakter og grovhed besluttede Højesteret, at der ikke var grundlag for at afslå udlevering.


Højesteret afslog desuden præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen af tre spørgsmål fra T, allerede fordi der ikke var en sådan rimelig tvivl om EU-retten. 

T skulle derfor udleveres til straffuldbyrdelse i Rumænien.