Sagen angik, om en fransk advokat (avocat) med møderet for franske appelretter havde ret til at møde for landsretten, selv om han ikke havde bestået prøven for at få møderet for landsret.
Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fravige reglen om, at møderet for landsret er forbeholdt advokater, der har bestået prøven i henhold til retsplejelovens § 133. Højesteret bemærkede, at kravet om bestået prøve som betingelse for møderet for landsret ikke indebærer restriktioner i EU-advokaters muligheder for at udøve advokatvirksomhed her i landet, som er uproportionale i forhold til det legitime formål, som begrunder kravet, nemlig ønsket om at sikre klienternes behov for repræsentation ved en kvalificeret advokat.