Højesterets kendelse af 08. februar 2011 i sag 279/2010

Info

Resumé:

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Sønderborg den 10. maj 2010 og af Vestre Landsrets 12. afdeling den 2. juli 2010. Procesbevillingsnævnet har den 21. september 2010 meddelt tilladelse til, at kendelsen indbringes for Højesteret.

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Peter Blok, Lene Pagter Kristensen og Jens Peter Christensen.

Påstande
Kærende, A, har nedlagt påstand om, at den sag, som blev afgjort ved udeblivelsesdom afsagt af Retten i Sønderborg den 14. maj 2009, tillades genoptaget.

Indkærede, Restaurant R v/B, har påstået stadfæstelse.

Sagsfremstilling/Supplerende sagsfremstilling
Den 14. maj 2009 afsagde Retten i Sønderborg udeblivelsesdom over A. A anmodede ved e-mail afsendt den 25. november 2009 retten om genoptagelse. Retten afviste den 7. januar 2010 anmodningen under henvisning til, at underskrevet anmodning om genoptagelse ikke var modtaget. Ved brev af 11. januar 2010 anmodede A på ny retten om genoptagelse. Retten nægtede at imø¬dekomme anmodningen ved beslutning truffet den 10. maj 2010. Beslutningen blev stadfæstet ved Vestre Landsrets kendelse af 2. juli 2010, som er sålydende:

”Kendelse:

Dommerne Lilholt og Stig Glent-Madsen udtaler:

Det fremgår af retsbog af 14. maj 2009, at indkaldelse af A blev forkyndt for hende den 26. marts 2009, og at udeblivelsesdom blev afsagt den 14. maj 2009.

Den 25. november 2009 modtog byretten en e-mail om genoptagelse fra A, som samtidig oplyste, at hun ville fremsende en underskreven begæ¬ring med bilag med post. Byretten modtog ikke det varslede brev og konstaterede den 7. januar 2010, at den afsagte udeblivelsesdom stod ved magt.

Den 11. januar 2010 anmodede A om, at byretten omgjorde sin beslutning, men byretten fandt den 10. maj 2010 ikke grundlag for dette og afslog begæringen om genoptagelse.

Under de omstændigheder og herunder den lange periode, der er forløbet, siden byretten afsagde udeblivelsesdom, er der ikke grundlag for undtagelsesvis at genoptage sagen. Det bemærkes, at det, A har anført om baggrunden for, at hun har forholdt sig passiv i forhold til dommen, ikke kan føre til andet resultat, og vi stem¬mer derfor for at stadfæste byrettens afgørelse.

Dommer Würtzen bemærker:

A, som er uden advokatbistand, har i tilknytning til sin begæ¬ring oplyst, at grunden til, at hun forholdt sig passiv indtil ca. ½ år efter dommens afsi¬gelse, var, at hun havde mistet sin søn. Af de for landsretten foreliggende oplysninger fremgår endvidere, at der er uenighed om beløbets størrelse, og at baggrunden herfor er tvist om betydningen af lejeaftalen sammenholdt med As an¬sættelsesforhold til Restaurant R. Under disse omstændigheder og efter et samlet skøn over rimeligheden heri finder jeg, at As begæring om genoptagelse undtagelsesvis bør tages til følge, jf. retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., på vilkår, at hun inden en af byretten fastsat frist betaler eller stiller sikkerhed for de hende ved dommen af 14. maj 2009 pålagte sagsomkostninger på 4.200 kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes.”


I en udtalelse af 13. juli 2010 fra socialfaglig koordinator C, Fulton Stiftel¬sen, hedder det bl.a.:


”D. 23. september 2008 blev jeg kontaktet af A’s nye arbejdsgiver som meddelte mig at A’s 20 årige søn pludseligt og uden varsel var afgået ved døden dagen før. Det betød at A som i forvejen var skrøbelig efter det lange kriseforløb pga. overfald, forsvandt ind i en eksistentiel sorg og depression, samtidig med at A’s chokreaktion strakte sig over mange måneder.

Det betød at A nu igen befandt sig i en tilstand hvor hun ikke kunne magte kontakten med andre mennesker, ligesom hun ikke kunne klare blot almindelige gøremål.

Efter sønnens begravelse forsøgte undertegnede at stabilisere A ved hjælp af samtaler, men i begyndelsen af 2009, blev det klart at A skulle medicineres, eller om nødvendigt indlægges på et Psykiatrisk afsnit.

I samråd med egen læge, blev A medicineret med antidepressivt medicin, samt sove-medicin. A havde på daværende tidspunkt ingen døgnrytme, og sov kun i korte inter-valler. A befandt sig i egen lejlighed, og havde kun sjældent kontakt til andre menne-sker. Hun var omgivet af ganske få omsorgspersoner som hjalp hende med det fornødne i forhold til det basale livsindhold.

A’s daværende tilstand kan betegnes som yderst kritisk og livstruende, og hun kan på ingen måde drages til ansvar for overordnede forhold i denne periode.

Nu snart 2 år efter sønnens dødsfald kan man begynde at betegne A’s tilstand som sta-bil, men fortsat vil spørgsmålet være om A nogensinde bliver fuldt funktionsdygtig igen.”


Anbringender
A har til støtte for påstanden om, at hendes genoptagelsesbegæring bør imødekommes i medfør af retsplejelovens § 367, stk. 1, 2. pkt., bl.a. anført, at den indgå¬ede lejeaftale er ugyldig, da lejelovens regler om formulartvang vedrørende boliglejemål er tilsidesat, at hun gentagne gange har protesteret over for indkærede over lovligheden og gyl¬digheden af det krav, som dommen angår, at kravet ikke er dokumenteret behørigt, at hun siden tabet af sin søn i 2008 har befundet sig i en svækket psykisk tilstand, hvorfor hun ikke har reageret tidligere, og at der derfor foreligger sådanne helt specielle omstændigheder, som bør medføre, at sagen bør genoptages, idet hun i modsat fald vil lide et retstab.

B har til støtte for påstanden om stadfæstelse bl.a. anført, at kravet er lovligt og gyldigt opgjort, at kærende ikke har foretaget delvis betaling af kravet, at kærende, til trods for modtagelsen af flere rykkere og inkassoskrivelser, først 6 måneder efter dommens afsi¬gelse har begæret genoptagelse, og at der også derefter er udvist passivitet af kærende. Der foreligger derfor hverken en sådan dokumentation eller sådanne omstændigheder i sagen, at der undtagelsesvis er grundlag for at genoptage den af byretten afsagte dom i medfør af rets-plejelovens § 367.

Højesterets begrundelse og resultat
Der er ikke anført omstændigheder, som sandsynliggør, at A ikke skulle være forpligtet til at betale resthusleje vedrørende lejemålet L ligesom de fremlagte bilag ikke tyder på, at Bs opgørelse af kravet skulle være behæftet med fejl.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsrettens flertal, stadfæ¬ster Højesteret kendelsen.

Thi bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen inden 14 dage fra denne højesteretsken-delse betale 5.000 kr. til B. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.