Højesterets kendelse af 06. november 2020 i sag BS-25065/2020-HJR

Info

Resumé:

En anmodning om isoleret bevisoptagelse, der var indgivet til forkert værneting, kunne henvises til rette værneting


Tryg Forsikring A/S indleverede den 1. november 2019 en anmodning om isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn, jf. retsplejelovens § 343, til Retten i Odense, der imidlertid ikke var rette værneting, idet genstanden for syns- og skønsforretningen befandt sig i Ballerup.


Retten i Odense henviste den 3. december 2019 sagen til Retten i Glostrup med henvisning til retsplejelovens § 248, stk. 2, jf. § 343.


L-Team ApS kærede afgørelsen og påstod sagen afvist med henvisning til, at retsplejelovens § 248, stk. 2, ikke finder anvendelse på anmodninger om isoleret bevisoptagelse.


Landsretten stadfæstede den 23. januar 2020 byrettens afgørelse.


Højesteret fandt, at en anmodning om isoleret bevisoptagelse kan henvises til rette værneting i medfør af princippet i retsplejelovens § 248, stk. 2.

Landsrettens kendelse blev derved stadfæstet.