Højesterets kendelse af 01. oktober 2021 i sag 21/2021

Info

Resumé:

Opsigelsesskrivelse, som var adresseret til to lejere på lejemålets adresse, var ikke kommet frem til den ene af lejerne, da denne var varetægtsfængslet


En boligforening sendte i april 2020 et opsigelsesbrev til to lejere, som havde bopæl i samme lejemål og fælles børn. Opsigelsesbrevet, der var sendt med både almindelig og anbefalet post, var adresseret til begge lejere.


Hovedspørgsmålet i sagen for Højesteret var om opsigelsen kunne siges at være kommet frem til begge lejere, navnlig henset til, at boligforeningen var bekendt med, at B var varetægtsfængslet på tidspunktet for afsendelsen af brevet.


Højesteret anførte, at det var boligforeningen, der som udlejer havde bevisbyrden for, om brevet var kommet frem og henviste i den forbindelse til tidligere højesteretspraksis, hvor Højesteret havde udtalt sig om, hvornår et brev til en lejer med betalingspåkrav eller ophævelse af lejemålet må anses for at være kommet frem og i den forbindelse anførte, at udgangspunktet må fraviges, f.eks. hvis udlejeren ved eller burde vide, at særlige forhold hos lejeren såsom bortrejse eller hospitalsindlæggelse kan bevirke, at vedkommende ikke ser posten.


Højesteret kom herefter frem til, at boligforeningen havde godtgjort, at brevet var kommet frem til A, mens det imidlertid ikke var godtgjort, at brevet var kommet frem til B, som var varetægtsfængslet på tidspunktet for brevets fremsendelse.


Højesteret bemærkede i den forbindelse, at boligforeningen var bekendt med varetægtsfængslingen af B og derfor måtte vide, at varetægtsfængslingen kunne betyde, at han ikke blev bekendt med brevets indhold, når brevet alene blev fremsendt til lejemålets adresse. Det forhold, at opsigelsen var kommet frem til A, som B levede sammen med i et ægteskabslignende forhold, kunne ikke i sig selv føre til, at opsigelsen tillige skulle anses for at være kommet frem til B.

Landsretten var kommet til et andet resultat.