Højesterets dom af 31. oktober 2001 i sag II 137/2000

Info
  • SKM2001.624.HR

Resumé:

Et selskab, der ikke var i næring med køb og salg af fast ejendom, solgte en udlejningsejendom og påtog sig i forbindelse med salget en huslejegaranti i 2½ år over for køberen.
De betalinger, huslejegarantien udløste på i alt ca. kr. 6,8 mio., blev ikke anset for fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men som tilbagebetaling af købesum, der alene påvirkede avanceopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Da betalingerne ifølge huslejegarantien ansås for tilbagebetaling af købesum, var garantibetalingerne heller ikke fradragsberettigede som løbende ydelser omfattet af den dagældende ligningslovs § 12, stk. 8.

Parter:
A og B
(advokat Jan Børjesson)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af dommerne:
Hornslet, Wendler Pedersen, Per Walsøe, Asbjørn Jensen og Henrik Zahle.

Tidligere instans: 
Vestre Landsrets dom af 17. januar 2000, 12. afdeling.

Appellanterne, A og B, der har erhvervet det krav mod skattevæsenet, som eventuelt tilkommer H1 i likvidation, har gentaget den tidligere påstand.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

A og B har yderligere gjort gældende, at selskabets betalinger i henhold til huslejegarantien skal anses som løbende ydelser i en gensidig bebyrdende kontrakt, og at betalingerne derfor er fradragsberettigede i medfør af den dagældende ligningslovs § 12, stk. 8 (nu stk. 7).

Højesterets bemærkninger:

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at ejendomsselskabets betalinger til opfyldelse af huslejegarantien ikke kan anses for fradragsberettigede driftsomkostninger.

Den huslejegaranti, som ejendomselskabet som sælger påtog sig for en periode på 2 år, må anses som en aftale om regulering af den afståelsessum, der var aftalt i skødet, det vil sige som en aftale om delvis tilbagebetaling af købesummen. Garantibetalingerne er derfor heller ikke løbende ydelser, omfattet af den dagældende ligningslovs § 12, stk. 8.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i    k e n d e s   f o r   r e t:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanterne, A og B, solidarisk betale 80.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.