Højesterets dom af 31. august 2010 i sag 259/2008

Info

Resumé:

Ikke grundlag for genoptagelse af afgørelse fra skattemyndighederne

Dom afsagt den 31. august 2010.

Sag 259/2008

A
mod
Skatteministeriet

Anmodning om genoptagelse blev først fremsat 7 år efter udløbet af det skatteår, som afgørelsen vedrørte. Højesteret fastslog, at der i så fald må kræves sikkert bevis for, at skatteansættelsen var forkert, og at et sådant bevis ikke var ført.

Den 27. februar 1998 modtog A brev fra skattemyndighederne om, at man agtede at forhøje hendes skatteansættelse for indkomståret 1996 i anledning bl.a. af et ulovligt anpartshaverlån i et selskab, som hun havde været medejer af, og som da var under konkurs. Brevet blev sendt til den adresse i USA, som hun havde opgivet til folkeregistret, da hun fraflyttede Danmark. Hendes daværende ægtefælle gjorde ved brev af 12. marts 1998 på begge ægtefællers vegne indsigelse mod ansættelsen med henvisning til, at anpartshaverlånet ifølge det reviderede årsregnskab var fuldt indfriet. Kort herefter flyttede de videre til Norge uden at oplyse deres nye adresse til de danske myndigheder. A modtog derfor hverken det brev fra skattemyndighederne, hvori den ændrede skatteansættelse som følge af det ulovlige anpartshaverlån blev fastholdt, eller årsopgørelsen for 1996, der begge blev returneret til skattemyndighederne af postvæsenet. Efter at A flyttede tilbage til Danmark i juni 2003, blev hun den 5. juli 2004 tilsagt til udlægsforretning vedrørende bl.a. skatterestance for 1996, og hendes revisor anmodede herefter den 14. september 2004 skattemyndighederne om genoptagelse.

Højesteret fandt, at A måtte have været klar over, at den manglende underretning om sagens udfald kunne skyldes, at skattemyndighederne ikke kendte hendes nye adresse, og at myndighederne meget muligt havde fastholdt den varslede ansættelse.

Under disse omstændigheder fastslog Højesteret, at der må kræves et sikkert bevis for, at der ikke var grundlag for den skatteansættelse, som skattemyndighederne havde foretaget, og at et sådant bevis ikke var ført af A.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.