Højesterets dom af 30. juni 2014 i sag 1. afdeling, 303/2013

Print

SKM2014.504.HR

Relaterede love

Renteloven
Ligningsloven
Skattekontrolloven-GAMMEL
Skatteforvaltningsloven

Relaterede retsområder

Skatteret

Resumé

Sagen vedrørte en skatteyder, der var eneanpartshaver såvel som direktør i et selskab, som drev investeringsvirksomhed. Selskabet købte i august 2006 en personbil af mærket Porsche. Bilen blev solgt i 2008.

Skatteyderens og selskabets adresse var ikke sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen. Det påhvilede derfor som udgangspunkt Skatteministeriet at løfte bevisbyrden for, at selskabet stillede bilen til rådighed for skatteyderens private brug.

Da bilen hverken var egnet til brug for en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme eller til at blive benyttet i vinterperioder, opfyldte den ikke selskabets erhvervsmæssige behov. På den baggrund vendte Højesteret bevisbyrden om. Højesteret fandt ikke, at skatteyderen havde sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel.

Spørgsmålet var herefter, om dette forhold var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Sagen vedrørte en situation, hvor hovedanpartshaveren var ansat som lønmodtager i selskabet.

Højesteret fandt, at skatteyderen som eneanpartshaver og direktør i selskabet udøvede en bestemmende indflydelse herover, og at det var en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, at selskabet stillede bilen til rådighed for ham. Den forlængende frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse, og den ændrede skatteansættelse var således rettidig.

Højesteret fastslog dermed, at det er uden betydning for ligningsfristspørgsmålet, om skatteyderen havde fået stillet bilen til rådighed i sin egenskab af lønmodtager i selskabet eller som dettes ejer.

(Stadfæstelse af SKM2013.888.VL)

Parter

A
(Advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam, Jon Stokholm og Kurt Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 12. afdeling den 5. december 2013.

Påstande mv

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.