En ordning med fribefordring for ansatte i Banedanmark, som havde eksisteret i en meget lang årrække, var blevet bragt til ophør af Banedanmark.
Sagens hovedspørgsmål var, om Banedanmark havde været berettiget til at bringe ordningen til ophør som sket.
Højesteret fandt, at fribefordringen – som stedse havde haft sit grundlag i ansættelsesmyndighedens ensidige beslutning – ikke havde været kædet sammen med medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår efter tjenestemandsloven, overenskomstgrundlaget eller de individuelle ansættelsesvilkår. Fribefordringen blev ikke ydet til medarbejderne som vederlag for arbejde og var uafhængig af deres ansvar, kvalifikationer og karakteren af deres arbejde. De medarbejdere, som ønskede det, kunne benytte ordningen, og de medarbejdere, som ikke benyttede ordningen, fik ikke økonomisk kompensation.
Højesteret fandt på denne baggrund, at Banedanmark havde været berettiget til at bringe ordningen med fribefordring til ophør med et passende varsel som sket.
