Højesterets dom af 26. juni 2020 i sag 174/2019

Info

Resumé:

T havde ikke oplysningspligt vedrørende for lav ansættelse af aktieavanceskat og blev derfor frifundet for skatteunddragelse 


T var i landsretten fundet skyldig i skatteunddragelse ved ikke at have underrettet skattemyndighederne om, at skatteansættelsen for indkomståret 2014 var for lav, idet den ikke indeholdt gevinst ved salg af Vestas aktier for ca. 2,5 mio. kr. 


Hovedspørgsmålet i sagen var, om den på gerningstidspunktet gældende bestemmelse i skattekontrollovens § 1 A, stk. 3, der er videreført i den nugældende § 2, stk. 2, om undtagelse fra oplysningspligten i den dagældende skattekontrollovs § 16, stk. 1, som er videreført i den nugældende § 83, stk. 1, fandt anvendelse, således at T skulle frifindes. 


Højesteret fandt, at § 1 A, stk. 3, i overensstemmelse med sin ordlyd må forstås sådan, at urigtige oplysninger om handel med aktier, som skattemyndighederne har modtaget fra en indberetningspligtig fondshandler efter skattekontrolloven, og som har ført til en for lav skatteansættelse, er omfattet af ansvarsfriheden efter bestemmelsen. Den omstændighed, at fondshandleren alene havde pligt til at indberette Ts køb og salg af aktier, men ikke havde pligt til at indberette oplysning om hans gevinst og tab ved de foretagne aktiehandler, udelukkede således ikke ansvarsfrihed efter bestemmelsen.


Efter landsrettens bevisresultat måtte det lægges til grund, at skattemyndighedernes manglende beregning af skat vedrørende Ts gevinst ved salg af Vestas aktier i 2014 skyldtes to forhold, som hver især har begrundet hele den for lave skatteansættelse. For det første havde fondshandleren indberettet en urigtig oplysning om Ts beholdning af Vestas aktier i 2010. For det andet havde T foretaget en shorthandel i oktober 2014. Shorthandelen var indberettet korrekt af fondshandleren, og skattemyndighederne havde alle nødvendige oplysninger herom, men skattemyndighedernes værdipapirsystem kunne som følge af indberetningen af shorthandlen sammen med de øvrige aktiehandler ikke foretage en automatisk beregning af skatten. Højesteret fandt, at begge forhold var omfattet af ansvarsfrihedsbestemmelsen i § 1 A, stk. 3. T blev herefter frifundet.

Landsretten var nået til et andet resultat.