Varetægtsfængsling i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 2, medførte ikke afkortning i straf
Udlændingen T blev ved dom af 17. april 2008 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. Udvisningen blev stadfæstet af Østre Landsret den 2. juli 2008. Den 1. maj 2009 blev T efter afsoning af 2/3 af straffen – mod sin vilje – prøveløsladt med 2 års prøvetid. Samme dag blev han fængslet i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 2, hvorefter der kan ske varetægtsfængsling af en udlænding, der har søgt om politisk asyl, men som er udvist ved endelig dom, med henblik på fuldbyrdelse af udvisningen.
Ved ankedom af 16. november 2010 blev T idømt en fællesstraf på 1 år og 4 måneders fængsel for bl.a. trusler mod et vidne og vold mod politifolk i tjeneste. Forholdene var begået i prøvetiden efter prøveløsladelsen. I straffen indgik reststraffen på 246 dage efter prøveløsladelsen den 1. maj 2009. Landsretten afviste, at der skulle ske afkortning i frihedsstraffen som følge af frihedsberøvelsen i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 2.
Højesteret udtalte, at straffelovens § 86 efter sit indhold og formål alene giver hjemmel til at bestemme, at der skal ske afkortning i straffen for varetægtsfængsling, som er sket under sagen i forbindelse med den strafferetlige forfølgning. Der er heller ikke grundlag for at anvende bestemmelsen analogt, da varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 2 – i modsætning til varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 1 – ikke har karakter af et straffeprocessuelt indgreb. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at prøveløsladelsen var sket mod T’s vilje.
Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens strafudmåling i sagen.
