Højesterets dom af 22. december 2011 i sag 31/2009

Info

Resumé:

Autorisation til økologisk landbrug var lovligt tilbagekaldt

I 1995 fik Aggersborggaard A/S (A) autorisation til økologisk drift omfattende både jordbrugsarealer og husdyrhold, herunder fåreavl. I den forbindelse modtog A et tilskud og senere et supplerende tilskud til omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. I perioden fra november 1998 til februar 1999 konstaterede kredsdyrlægen ved 4 kontrolbesøg, at A’s får på flere punkter vantrivedes. På den baggrund traf Plantedirektoratet (P) afgørelse om tilbagekaldelse af autorisationen, som efterfølgende stadfæstedes af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (M). Samtidig indstillede Strukturdirektoratet udbetalingen af yderligere tilskud og rejste krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte tilskud. Under en senere straffesag blev A fundet skyldig i overtrædelse af dyreværnsloven i forbindelse med de forhold, der blev konstateret ved kontrolbesøgene.

For Højesteret havde A nedlagt påstand om erstatning under henvisning til, at tilbagekaldelsen af autorisationen var uberettiget og ugyldig. M påstod frifindelse.

Højesteret udtalte, at det fulgte af dagældende lov nr. 479 af 12. juni 1996 om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug mv. § 6, stk. 3, der blev afløst af lov nr. 118 af 3. marts 1999 om økologi § 4, stk. 2, at en autorisation til økologisk jordbrugsdrift kan tilbagekaldes, hvis vilkårene for autorisationen ikke overholdes. Efter dagældende bekendtgørelse nr. 210 af 6. april 1998 om økologisk jordbrugsproduktion § 3, bilag 3, skulle det ved husdyrenes opstaldning samt røgt og pleje sikres, at deres fysiologiske behov og adfærdsmæssige behov blev tilgodeset. Efter bevisførelsen fandt Højesteret, at M med rette havde lagt til grund, at A havde overtrådt § 3, bilag 3 i bekendtgørelsen og dermed vilkårene for autorisationen. Højesteret fandt endvidere, at der var foretaget en tilstrækkelig høring forud for P’s afgørelse om tilbagekaldelse. Da M’s afgørelse om at stadfæste P’s afgørelse om tilbagekaldelse derfor var lovlig og gyldig og der ikke i øvrigt var grundlag for at tilsidesætte M’s afgørelse, frifandt Højesteret M.

Landsretten var nået til det samme resultat.