Garantierklæringer om forsørgelse i forbindelse med familiesammenføring var bortfaldet ved opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse
Udlændingestyrelsen meddelte i 1999 og 2000 B tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark. Begge tilladelser var betinget af, at herboende personer kunne forsørge B. I forbindelse med behandlingen af Bs ansøgninger om opholdstilladelse underskrev A – som ægtefælle til Bs søn – to garantierklæringer, hvorved hun påtog sig den fulde forsørgelse af B.
I 2004 fik B tidsubegrænset opholdstilladelse, og i perioden fra 2013 til 2016 modtog hun kontanthjælp fra Københavns Kommune. Sagen angik, om kommunen på grundlag af garantierklæringerne var berettiget til at kræve den udbetalte kontanthjælp til B betalt af A.
Højesteret udtalte, at en tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding – i modsætning til en tidsbegrænset – indebærer, at tilladelsen ikke kan inddrages med den begrundelse, at garanten ikke længere kan forsørge udlændingen. Hvis en garantierklæring ikke desto mindre skal fortsætte med at gælde i denne situation, vil det kunne indebære en omfattende og langvarig forsørgelsespligt for garanten, herunder i tilfælde hvor forbindelsen mellem garanten og den familiesammenførte udlænding er ophørt. En sådan retstilstand måtte efter Højesterets opfattelse forudsætte klar hjemmel i udlændingeloven.
Højesteret fandt, at der ikke forelå en sådan klar hjemmel, og at de garantierklæringer, som A havde underskrevet, måtte anses for bortfaldet, da B i 2004 fik tidsubegrænset opholdstilladelse. Københavns Kommune kunne derfor ikke gøre erklæringerne gældende over for A for så vidt angik kontanthjælp udbetalt til B i perioden fra 2013 til 2016.
