Højesterets dom af 21. april 2020 i sag Sag BS-25937/2019-HJR

Info

Resumé:

Garantierklæringer om forsørgelse i forbindelse med familiesammenføring var bortfaldet ved opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse


Udlændingestyrelsen meddelte i 1999 og 2000 B tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark. Begge tilladelser var betinget af, at herboende personer kunne forsørge B. I forbindelse med behandlingen af Bs ansøg­ninger om opholdstilladelse underskrev A – som ægtefælle til Bs søn – to garantierklæringer, hvorved hun påtog sig den fulde forsørgelse af B.


I 2004 fik B tids­ubegrænset opholdstilladelse, og i perioden fra 2013 til 2016 modtog hun kontanthjælp fra Københavns Kommune. Sagen an­gik, om kommunen på grundlag af garantierklæringerne var berettiget til at kræve den udbetalte kontanthjælp til B betalt af A.


Højesteret udtalte, at en tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding – i modsæt­ning til en tidsbegrænset – indebærer, at tilladelsen ikke kan inddrages med den begrundelse, at garanten ik­ke længere kan forsør­ge udlændingen. Hvis en garantierklæring ikke desto mindre skal fortsætte med at gæl­de i denne situation, vil det kunne indebære en omfattende og langvarig forsørgelsespligt for garanten, herunder i til­fæl­de hvor forbindelsen mellem garanten og den fa­miliesammenførte udlænding er ophørt. En sådan retstilstand måtte efter Højeste­rets opfattelse forudsætte klar hjemmel i udlændingeloven.


Højesteret fandt, at der ikke forelå en sådan klar hjemmel, og at de garantierklæringer, som A havde underskrevet, måtte anses for bortfaldet, da B i 2004 fik tidsube­grænset opholdstilladelse. Københavns Kommune kunne derfor ikke gøre erklæ­ringerne gældende over for A for så vidt angik kontanthjælp udbetalt til B i perioden fra 2013 til 2016.

 

Landsretten var nået til et andet resultat.