Statsløse palæstinensere, som oprindeligt havde modtaget et afslag på dansk statsborgerskab i strid med Danmarks internationale forpligtelser, havde ikke ret til yderligere godtgørelse
Sagen angik, om 17 tidligere statsløse palæstinensere havde krav på godtgørelse og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret.
For så vidt angik 10 af appellanterne, fandt Højesteret, at ansøgningerne om dansk indfødsret var blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse, og der var herefter ikke grundlag for at tilkende dem godtgørelse.
For så vidt angik 6 af appellanterne, havde Udlændinge- og Integrationsministeriet anerkendt, at de kunne have fået dansk indfødsret tidligere end sket, hvis deres ansøgninger var blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse. Ministeriet havde på den baggrund anerkendt, at der var grundlag for at yde de pågældende godtgørelse for den indtrådte forsinkelse, og at godtgørelsen passende kunne fastsættes til 10.000 kr. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende de pågældende yderligere beløb.
For så vidt angik den sidste appellant, havde ministeriet anført, at kravet var forældet, idet retssagen først blev anlagt mere end 3 år efter, at appellanten uretmæssigt havde fået afslag, og idet der ikke var grundlag for suspension af forældelsesfristen. Højesteret fandt, at appellanten havde været i en retsvildfarelse, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at retsvildfarelsen undtagelsesvis kunne begrunde suspension af forældelsen.
Ministeriet blev frifundet for påstandene om erstatning for økonomisk tab.
